Man kan nemt blive til grin, og det endda helt frivilligt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Er det sproget, der former tankerne, eller er det tankerne, der former sproget? Kan man styre en befolkning, hvis man behersker sproget? Det kan der føres lange filosofiske diskussioner om, og de ender med, at påvirkningen er gensidig.

Men vi må ikke undervurdere ordenes evne til at forme tankerne, for denne påvirkning er absolut den farligste, og hvis den udnyttes i ond tjeneste direkte infam. Tydeligst og mest pædagogisk er påvirkningen nok udtrykt i George Orwells to romaner ”Kammerat Napoleon” og ”1984”.

I ”Kammerat Napoleon” gør dyrene på en gård oprør mod den fordrukne bondemand og jager ham på porten, hvorefter de sætter sig for at danne et demokratisk samfund, hvor alle dyr er lige. Det går, som man kunne forvente. En dyregruppe, i dette tilfælde svinene, indføjer i al stilfærdighed tilføjelsen »– men nogle dyr er mere lige end andre«, hvorefter drømmesamfundet udvikler sig til et blodigt diktatur, som vi kender fra menneskers verden.

Romanen ”1984” viderefører udviklingen med mennesket i hovedrollen. En usynlig gruppe af brutale magthavere styrer befolkningens tankegang, og til håndhævelse af dette har man oprettet tankepolitiet. I det såkaldte nysprog har man fjernet alle de ord, som kunne sætte selvstændige tanker i gang, og bruges de alligevel, venter fængsel, tortur og død. Administration af de evige krige foregår i Ministeriet for Fred. Torturen foregår i Ministeriet for Kærlighed – og så fremdeles.

I dagens dansk kan der påvises en lang række ord og begreber, som ganske vist ikke fører til tortur og død, men som ikke desto mindre er egnede til at omskabe opfattelsen af virkeligheden. Se for eksempel udtrykket tosprogede børn. Det er ikke udtryk for, at de behersker to sprog, men for, at de hverken behersker det ene eller det andet. Eller boligministeren, der afskaffer udtrykket ghetto i sit ministerium og forventer, at ghettoernes problemer dermed forsvinder. Hvis de kommer til at hedde noget mere positivt, forstås.

Se, hvordan journalister ureflekteret meddeler, at politiet ”beder” en anholdt om at følge med, og politiet ”beder” demonstranter og aktivister om at forføje sig. Politiet ”beder” ikke om noget som helst. Politiet beordrer. Militæret kalder man ikke for militær. Man kalder det for forsvar, for forsvar er mere ædelt end militær. Ikke desto mindre bruges det danske ”forsvar” også til det stik modsatte, nemlig angreb.

Bankerne bilder befolkningen ind, at deres sælgere er ”rådgivere”. Indlysende vås, men en accepteret realitet i det danske sprog.

Se blot på ordet frivillighed. Det betyder andet og mere end det modsatte af tvang. Det betyder arbejde uden løn, men lyder pænere. I en lang række tilfælde er det ulønnede arbejde velbegrundet, for eksempel fritidssport og lignende, hvor penge ikke er med i regnestykket. Og frivilligt, jovist. Ligesom at gå på arbejde hver dag. Og se nu hjælpeorganisationerne. De benytter ulønnede indsamlere til ædle formål. De kalder dem frivillige, for det har en mere positiv klang end ulønnede.

Værst af alle er vist kommunerne. De ansætter frejdigt ulønnede personer, kalder dem frivillige og sætter dem til opgaver, som burde udføres af lønnede, organiserede medarbejdere på overenskomst. Den såkaldte frivillighed er sat i system, så de ulønnede personer i sig selv udgør en betydelig arbejdsstyrke. Sært, at de ulønnede ikke gennemskuer, at de med en sådan terminologi gør sig til grin. Yder ekstra skat i form af arbejde.

Et skridt på vejen tilbage til sandheden ville dog være at kalde sådanne funktioner ved rette navn: arbejde uden løn. Gratis arbejdskraft til det offentlige.