Toppolitikernes sundhedstilstand kan ikke længere behandles som en statshemmelighed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sygdom er hver mands herre, hedder det. Det gælder bare ikke toppolitikere. De skal altid udstråle overskud, velvære og virkelyst. Det går for at være et politisk svaghedstegn, hvis de fremtræder fysisk eller psykisk svækket.

Derfor har det vakt opsigt, at den tyske kansler, Angela Merkel, ved hele tre offentlige optrædener er begyndt at ryste synligt over hele kroppen. Første gang hed det sig, at hun havde drukket for lidt i sommervarmen. Tre glas vand gjorde underværker. De næste to, at alene frygten for en gentagelse havde udløst en ny rystetur.

»Kansleren har det godt. Hun er sund og rask,« forsikrede hendes talsmand så ubekymret, at det i sig selv måtte bekymre. Alle spekulationer om hendes sundhedstilstand skulle tydeligvis bare slås ned. En kansler kan ikke tillade sig den menneskelige svaghed at få det lidt dårligt.

Der er mange forudsætninger for at nå til tops som politiker. Man skal være hårdhudet og dygtig, ambitiøs og begavet, fagligt stærk og i besiddelse af en vis brutalitet. Men man skal også have et godt helbred. Og hvis man ikke har det, skal man være god til at skjule det.

Den vesttyske kansler Helmut Schmidt indrømmede længe efter, at han i sin regeringstid (1974-82) besvimede over 100 gange. Schmidt var kæderyger og fik også mindst fire store hjerteoperationer. Det var ikke just noget, der blev meddelt officielt.

Historien er fuld af politikere, der ikke har ment, at deres sygdom kunne forenes med opfattelsen af dem som magtfulde og kompetente personer. De færreste amerikanere anede, at præsident Roosevelt sad i kørestol. Churchill fik flere slagtilfælde undervejs (men der var krig), og når den danske statsminister Viggo Kampmann dykkede under radaren, blev det holdt hemmeligt for enhver pris. At John F. Kennedy havde massive rygproblemer, blev først rigtigt kendt efter hans død.

Undertiden giver det bagslag. De sidste sovjetbosser var stort set alle alvorligt syge, fra Bresjnevs sidste år over Andropov til Tjernenko. De var så svækkede, at det blev en international vittighed, så mange kræfter der blev sat ind på at foregøgle, at alt var i orden.

Ronald Reagan blev amerikansk præsident som 69-årig. Det blev dengang anset for problematisk. Hans stab rapporterede løbende om hans gode fysik og hans hårde træning i Det Hvide Hus. Det blev til jævnlige bulletiner om hans voksende muskelmasse og ukuelige humør.

I visse tilfælde er en politiker så medtaget, at det ikke kan tales væk. Formanden for den tyske forbundsdag, Wolfgang Schäuble, har siddet i kørestol siden et attentat for 30 år siden. Det har han aldrig kunnet skjule, og det har næppe påvirket hans karriere. Men da Malu Dreyer, nuværende ministerpræsident i Rheinland-Pfalz, fik konstateret sklerose, var lægens råd at lægge en omhyggelig plan for, hvordan det skulle meddeles den åbenbart stadig sarte offentlighed. Der skulle gå 11 år.

Sygdom er dybt privat. Omvendt forlanger vi af politikerne, at de offentliggør deres selvangivelser, bijob og aktiebeholdninger. Når Henrik Sass Larsen melder sig syg, mødes han af en bølge af sympati, men det gælder selvfølgelig også, at han indtil sin sygemelding alene skal bedømmes på sit politiske arbejde.

Midt i en medietid, hvor en rystetur under en officiel ceremoni alligevel ikke kan holdes hemmelig, er det måske på tide, at politikere i højere grad tør vise, at de også kun er mennesker. De har ganske vist ingen udsigt til skånejob eller nedsat tid, hvis de skal røgte deres folkevalgte hverv forsvarligt. Men politikere behøver ikke længere spille supermænd.