Margrethe Vestager er en europæisk stjerne, men hun står alene på den hjemlige himmel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så er der en uge til valget. Og straks efter går magtspillet om de europæiske topposter i gang. Allerede to dage efter mødes stats- og regeringscheferne for at vende, hvordan kabalen kan gå op. Hvordan den falder ud, er der ingen, der ved. Nok heller ikke regeringslederne selv.

Set med tyske øjne er det således en gåde, at der hertillands tales så lidt om Margrethe Vestager. Jovist, medierne spekulerer lystigt, om hun kan nå til tops i kommissionen og arve Jean-Claude Junckers job. Men politisk? Har vi hørt statsministeren eller Mette Frederiksen bakke op om hende som landets ubetingede bud på en toppost i Europa? Tværtimod!

Der kan næppe herske tvivl om, at Vestager har gjort det ikke så ringe endda, for nu at sige det på jysk. Hun har i løbet af ganske få år etableret sig som en af Europas mest profilerede politikere – dygtig, troværdig, modig, karismatisk, en god kommunikator, ingen slinger i valsen. Hun er tilgængelig uden at tale folk efter munden. Hun udviser en oprigtig entusiasme for det europæiske samarbejde, men sætter klare grænser for dets udskejelser. Europa skal gøre en forskel og ikke blande sig i alt, har været ledetråden i EU-Kommissionens arbejde igennem de seneste år. En minimalistisk tilgang sammenlignet med tidligere, en form for dansk pragmatisme, der sætter konkrete resultater over luftkasteller.

Ikke mere spalteplads for at fremhæve Vestagers format – resultaterne og omdømmet verden over taler for sig selv. Spørgsmålet er snarere: Er der nogen her i kongeriget, der for alvor kan pege på en bedre kandidat som Danmarks repræsentant i Europa? Og er der nogen, der kan sætte navn på en dansk kandidat, som ville være bedre for Europa? Er det ikke netop politikere som Vestager, som det europæiske samarbejde vil have godt af? Personligheder, der får jobbet på grund af deres dokumenterede kompetencer, i stedet for afdankede politikere på retræte? Mon ikke også EU-Kommissionen efter mere end 60 år på banen ville have godt af en kvindelig formand? Tænk, hvis hun var dansk. Og kom fra et land, som mindre og mindre EU-entusiastiske medlemslande bedre vil kunne identificere sig med, end hvis hun var tysk eller fransk.

Men alt dette taler vi ikke om herhjemme. Vi samles ikke om den oplagte kandidat og bakker op omkring den kamp, hun som konkurrencekommissær har kæmpet på vegne af os alle – mod lys- og skattesky global players. Vi sender ikke et fælles og umisforståeligt politisk signal til EU, at vi mener at stå med det bedste bud i hånden – ikke på egne, men Europas vegne. I stedet for spiller vi fedtspillet. Vi vil hellere pege på en af vore egne – en partifælle vel at mærke. For bagefter at forundres, hvorfor den europæiske tanke har det lidt svært herhjemme.

Men måske tager jeg fejl. Måske er der en dybere mening bag tavsheden, og lige pludselig hæver statsministeren stemmen blandt sine kolleger i næste uge. Han mangler ikke gode argumenter for sin landsmand. Og mon ikke han i givet fald også vil flytte et par stemmer herhjemme?