Fortsæt til indhold
Kommentar

Der er noget lunkent, ja kunstigt over den danske europavalgkamp

I de kommende uger leger vi, at det handler om Europa. Godt nok spiller EU nærmest ingen rolle i den hjemlige politiske debat andet end som skydeskive. Og valgkampen, der i andre europæiske lande har kørt i ugevis, reduceres så vidt som muligt.

Marc-Christoph Wagnertysk korrespondent, København

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ethvert land har sider, som man kan have svært ved at forstå. Det gælder mit eget, Tyskland. Det gælder også det land, jeg vel efterhånden kan betragte som mit andet, Danmark. Et af disse spøgefulde fænomener kommer til udtryk i formuleringen: ”Det er dansk, det er dejligt”. Som om ophavet er en kvalitet i sig selv. Danske jordbær, dansk design, den danske folkeskole – der er meget, vi er verdensmestre i i dette land. I hvert fald hvis vi selv skal sige det.

Nu ved jeg godt, at der findes nuancer. Nej, danskerne er ikke en flok ukritiske og forblændede nationalister. Mange er – med rette – stolte af dette land og samfund. Mange kan samtidig se, at det halter hist og her, for nu blot at tage skattevæsenet som eksempel.

Alligevel stikker fortællingen om dejlige Danmark dybere end som så. For hvis alt dansk i udgangspunktet er godt, må alt udefrakommende betragtes med skepsis. Som noget udansk. Og dermed som potentielt farligt i stedet for som en mulighed.

Hvis alt dansk i udgangspunktet er godt, må alt udefrakommende betragtes med skepsis. Som noget udansk. Og dermed som potentielt farligt.

Dette gælder også Europa. København og Bruxelles anses typisk som modsætninger. EU skal ikke blande sig i, hvad man foretager sig på Christiansborg. For her føres der fornuftig og folkelig politik. Mens Bruxelles er befolket med verdensfjerne bureaukrater – måske lige bortset fra vores helt egen Margrethe Vestager. Men undtagelsen bekræfter jo reglen.

Fra sidste EU-valgkamp kan jeg især huske De Konservatives valgplakat. »Vi passer på Danmark. I Europa,« stod der. Vi taler her om Poul Schlüters gamle proeuropæiske parti. Og ikke om de efterhånden mange grupperinger længere ude til højre.

Der er således noget lunkent, ja kunstigt over den danske europavalgkamp, som skydes i gang i disse dage. Og som meget symbolsk overskygges af det forestående folketingsvalg. Det ligner en nøje indstuderet koreografi. I de kommende uger leger vi, at det handler om Europa. Godt nok spiller EU nærmest ingen rolle i den hjemlige politiske debat andet end som skydeskive. Og valgkampen, der i andre europæiske lande har kørt i ugevis, reduceres så vidt som muligt. Men helt lade være, det kan vi trods alt ikke.

På den måde er det ikke underligt, at det i Danmark igen og igen er de kandidater, som profilerer sig på modstanden mod EU, der sluger stemmerne. Tag nu Morten Messerschmidt ved seneste valg. Måske hans succes ganske enkelt skyldtes, at han havde et autentisk budskab? Manden mente, hvad han sagde – nemlig at EU er noget bras. I modsætning til de mange kandidater, der balancerede mellem et halvhjertet europæisk engagement og nationalistiske paroler. »Vi passer på Danmark. I Europa.« Det er nu engang svært at blæse med mel i munden.

Igen: Overdrivelsen fremmer forståelsen. Men billeder skaber også virkelighed. Hvordan får vi nuancerne tilbage i debatten? Og et realistisk syn – på både Danmark og Europa? Jeg tvivler på, at det sker i de kommende uger. Men det er på tide, at vi bekymrer os. America first. Take back control. Det er dansk, det er dejligt.

EU-valgobservatør: Marc-Christoph Wagner (f. 1970 i Berlin). Uddannet statskundskaber på Aarhus Universitet og Humboldt-Universität zu Berlin med speciale i politisk idéhistorie. Har igennem mange år dækket Nordeuropa for tysk radio og tv, ARD, og i snart 30 år beskæftiget sig med dansk-tyske spørgsmål. Er bestyrelsesformand for Danmarks næstældste privatskole, den dansk-tyske Sankt Petri Skole i København.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.