I Ukraine har de efter års rædsler og gråd nu valgt at grine
Valgsejren til komikeren Zelenskij til præsident fortæller om ukrainerne, at de har sans for humor på trods af deres grumme skæbne og åbne sind på trods af skuffelsen efter Majdan-oprøret.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da min søn var 10 år, var jeg 34, og min nu afdøde mor var 70. En efterårsferie i 1978, sådan som jeg husker det, var der en kavalkade med Chaplin-film i en biograf på Kultorvet i København. Vi tre så alle de gamle sort-hvide klassikere sammen. Vi hylede af grin og tudede, som man gør under Chaplin-film. Bagefter tænkte jeg på, at det var interessant, at tre generationer kunne grine og snøfte samtidigt. Chaplin ramte rigtigt og bredt.
Vi grinede mest under ”Diktatoren”, hvor komikeren Charlie Chaplin præcist karikerer magten, personificeret af to toppolitikere, Hitler og Mussolini, og deres slæng af spytslikkere. De to mænds træk og gestikulation gengives ned til den mindste, helt præcise detalje og blæses så op af og til, altså karikeres.
Men ikke for meget. Fremstillingerne af mændene er først og fremmest realistiske. De karikeres kun så meget, at vi også når at blive flove på de to uhyrers vegne, udover skræmte. Og derefter naturligvis lettede af latter, igen og igen. Og snøftende under filmens sentimentale slutning.
Nu er en anden komiker, Volodymyr Zelenskij, blevet valgt til præsident i Ukraine i virkelighedens verden. Han er berømt for et tv-show, ”Folkets Tjener”, hvor han spiller en lærer, der ved et tilfælde bliver præsident. Kunsten og virkeligheden smeltet sammen i en metamorfose. En komiker laver ikke blot grin med en politiker, han bliver selv til en.
Jeg glæder mig til at opleve Zelenskij, fordi han er komiker. Men også og især, fordi han kommer fra en del af Europa, hvor hungersnød, etniske udrensninger, folkemord og krig har været dagens orden i århundreder. Ukraine ligger ikke i noget muntert hjørne af Europa, men i et bittert område.
Det er svært at hitte på rædsler, som ikke har overgået landet. Jeg arbejdede som journalist i Ukraine, bl.a. under og efter Majdan-uroen.
Der lugtede længe af blod inde i lobbyen på Hotel Ukraine i Kiev, hvor vi boede. Demonstranterne ude på pladsen ville have demokrati og Europa. I stedet fik de krig i det østlige Ukraine, Ukraine tabte Krim, de fik endnu et korrupt regime i Kiev og en rig oligark som præsident.
Der er to måder at reagere på. At grine og at tude. Et flertal af vælgerne har valgt at grine nu.
Jeg glæder mig især til at se Zelenskij mødes med naboen Putin. De hedder det samme til fornavn mere eller mindre. Navnet betyder ”en stor, fredelig hersker”. Her må gerne grines. Foreløbig har Putin været afvisende over for navnebroderen. Putin er ingen grinebider. Men det kan være komikeren Zelenskij med tiden kan få Putin til at vise en ny humoristisk side, som vi endnu har til gode, og som er til verdens bedste.
Men især ville det være sjovt at se Zelenskij karrikere Putin efter et eventuelt møde. Han må være nem at sætte tænderne i for en skuespiller som Zelenskij; Putins trutmund, hans tilstræbte overmaskuline gangart, hans påtagede værdighed.
Zelenskijs modstander, taberen Petro Porosjenko, sloges under sloganet ”Hæren. Sproget. Troen”. 73 pct. af vælgerne afviste hans nationalistiske opråb. Porosjenkos appel til troen, underforstået den kristne, var vælgerne ligeglade med. Zelenskij er jødisk og støttes af en jødisk oligark.
Sproget bed heller ikke på. Kun i den vestligste del af Ukraine, hvor hovedsproget er ukrainsk. I resten af landet tales både russisk og ukrainsk i flæng, folk hopper fra det ene til det andet. Mest til russisk.
I valgkampen kritiserede Zelenskij forsøgene på at marginalisere russisk i skolerne og medierne. I Zelenskijs ”Folkets Tjener” tales der kun ukrainsk af korrupte bureaukrater og folkedansere.
Der er ikke noget galt i at være tosproget, synes han, det er mange ukrainere, og de kan være gode ukrainere, selv om de kun kan tale russisk.
Når det gælder hæren, så er Zelenskij på soldaternes side. Ryggen til Rusland og ansigtet imod EU.
Furoren over, at en komiker som Zelenskij bliver politiker og præsident, vil formodentlig lægge sig. Hvorfor ikke? Der er er mange paralleller mellem showbiz og politik. Så hvorfor ikke stemme på en professionel fremfor, som hos os, på djøf’er, der skal undervises i at føre sig scenevant frem af pensionerede tv-journalister for at turde optræde.
Valgsejren til Zelenskij fortæller meget om ukrainerne. At de har sans for humor på trods af deres grumme skæbne. At de har åbne sind på trods af skuffelsen efter det demokratiske Majdan-oprør.
Forhåbentlig har de også galgenhumor, hvis det skulle gå helt galt med den ny præsident.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.