Det er okay at blive klogere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis der er nogen, som har fortjent at blive professor og dr.phil. i min generation af historikere, så er det Jes Fabricius Møller, der fredag forsvarede sin disputats på Københavns Universitet om stadier i Hal Kochs forfatterskab og virke. Disputatsen bygger på årelange studier af emnet og er overraskende aktuel. Det eneste, der undrer mig, er, at det skulle tage min gamle fælle så lang tid at få doktorringen på.

For da jeg mødte Jes, var han for længst foran os andre. Han må have været noget af en bognørd som barn, for som ung elskede han bøger og arkiver så meget, at jeg kunne blive helt misundelig over hans nærkontakt med fortiden og føle mig mindreværdig i hans akademiske selskab på Københavns Universitet Amager. I hvad der tilbage i 90’erne stadig lignede en nedlagt østtysk kaserne, lyste Jes op som en åndsfyrste.

Men Jes var ikke kun ånd. Efter at han en gang (sandsynligvis flere) fik gelejdet mig hjem i min egen seng efter en fugtig bytur, forstod jeg, at man også kunne regne med ham i den virkelige verden. Til gengæld var vi politisk uenige, først hvad angik venstrefløjens fascination af kommunisme, siden hvad angår den muslimske indvandring, hvilket gav mig anledning til interviewe ham til JP for tre år siden, hvor han udtalte, at det eneste, han frygtede, var pessimismen. Jeg ved ikke, om han er blevet klogere siden.

Tilbage til disputatsen og dens centrale opdagelse. Som er, at efterkrigstidens berømteste demokratiforkæmper under krigen var talsmand for en danskhed på linje med den konservative præst og digter Kaj Munk. Begge anskuede de nationen som et skæbnefællesskab hinsides individet og manede til kollektiv besindelse; demokrati og samtale var allerhøjst sekundært.

Opdagelsen lå gemt i Hal Kochs offentlige forelæsninger fra september 1940, mens Danmark var besat. Det overraskede Jes Fabricius Møller, at de ikke handlede om demokrati, men om national sammenhængskraft med afsæt i salmedigteren Grundtvig og forestillinger om modersmål og fædreland. Danskerne skulle søge tilbage i historien for at få bedre greb om den fælles identitet og forstå, at de ikke blot var mennesker, men danskere. Netop ikke fordi det var finere, men fordi det var mere rammende, eftersom mennesket er et lokalt væsen.

Ved at gøre Grundtvig til omdrejningspunkt åbnede Hal Koch også for kirke og kristendom. »For ham var kirken dansk og danskheden kristen,« og lange passager fra disse foredrag kan ifølge disputatsen klippes ud og »overtages ord til andet af nationalkonservatisme«. Her var ingen besyngelse af demokrati som en ny og ophøjet livsform, ingen forventning om, at dialog vil udviske fordomme og føre til social idyl. Der var heller ingen henvisninger til internationale regler og forpligtelser. Hal Koch blev først socialdemokrat efter krigen. En af grundene til, at skiftet er usynligt i den hidtidige forskning er, som det konkluderes, at »Hal Koch selv var den første til at nedtone, glide hen over og sågar glemme det«.

Konklusionen er ikke bare interessant, som man siger. Den er rygende aktuel. Når ikke engang Hal Koch, det store demokratiske ikon, var én og den samme, men skiftede synspunkt i løbet af ganske få år, hvordan skal vi andre så være det? Doktoranden er naturligvis bevidst om dette delikate spørgsmål, når han til Kristeligt Dagblad uddyber, at det hører med til forestillingen om integritet, at et menneskes holdning ikke ændrer sig, men tilføjer, at vores livssyn sjældent er så konsistent, som vi selv eller vores eftertid gerne vil gøre det til.

Just det. De fleste menneskers liv og politiske standpunkter indeholder brud, afvigelser eller nye erkendelser i stedet for lutter kontinuitet. Begivenheder, erfaring og tidsånd spiller kraftigt ind.

Da det nationale blev sværtet til af Hitler og nazismen, blev internationalismen det nye sort, til trods for at kommunismens forbrydelser foregik under samme banner. Nu, hvor internationalismen blegner i forhold til globaliseringens rå virkelighed, får det nationale, nære og konservative fyldigere stemme og krop i den politiske strid, og flere forstår, at det ikke handler om at flashe det rigtige menneskesyn blandt journalister, skuespillere og kendisser, men om at være tro mod sig selv og tage vare på sit land og dets fremtid. Ligesom det ikke handler om mere demokrati og tolerance, men om at sætte grænser for samme, så vi bevarer kernen i demokratiet og kernen i tolerancen, som er nationalt givet – og finansieret.