Populister i alle lande, forener Eder
At populister forsøger at forene sig henover landegrænser, som det sker i Italien og Frankrig, er vel egentlig ganske forståeligt, især forud for et EP-valg.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I min sydlige del af Europa ved Middelhavet går vi meget op i den standende fransk-italienske strid, der ovenikøbet for nyligt medførte en hidsig hjemkaldelse af den franske ambassadør fra Rom til Paris. Grunden var den italienske Femstjerne-leder Luigi di Maios besøg hos ”de gule veste”, altså hos de franske oprørere.
Vestene minder om Femstjernerne i Italien. Femstjernerne er kommet med inden for på de bonede gulve og sidder i regeringen i Rom. Vestene er stadig uden for på gaderne. Luigi di Maio er minister i den italienske regering. Derfor blev franskmændene stødt på manchetterne. De syntes ikke, at en minister i en venligsindet naboregering og uden at melde det bør besøge regeringsfjendtlige gadekæmpere uden for Paris, der hver weekend slås med politiet i franske byer.
For at dæmpe striden, hvor jeg bor, holdt den regionale leder i Provence, Christian Estrosi, et venskabsmøde mellem franskmænd og italienere på Garibaldi Pladsen i Nice midt i balladen. For at forsone de to folk, som er blevet kaldt ”latinske søstre”, eller i hvert fald lidt mere beskedent, ” latinske fætre og kusiner”. Pladsens navn var symbolsk. Nice ligger næsten på grænsen mellem Frankrig og Italien. Den smukke plads i Nice er opkaldt efter den italienske nationalhelt Garibaldi, der var med til at samle Italien for 150 år siden.
Den nuværende regering i Rom er den første, hvor to folkelige bevægelser, de såkaldte populister, har vundet regeringsmagten, ikke ved kup eller ved kontrol med medierne. Med ved hjælp af demokratiet, af parlamentarisk flertal.
Og Guiseppe Garibaldi blev født netop i Nice, der hed Nizza dengang og endnu ikke var blevet fransk. Som 16-årig stak Guiseppe til søs fra den store havneby Genova længere østpå og vendte først hjem til Italien flere år senere som succesrig revolutionær guerilla med fuldskæg og svaj i moustachen, rød, folderig skjorte og broderet pilleæskehat. Hans skjorter var røde som blodet på slagterierne i Buenos Aires, hvor han havde organiseret slagteriarbejderne til faglig kamp. Han var i krig hele sit liv. Hans fjender kaldte ham lejesoldat. Men Italien blev ét land i stedet for en serie feudale, udemokratiske konge- og fyrstendømmer bl.a. på grund af Garibaldi. En romantisk banebryder.
I Victoria-tidens England var porcelænsstatuer af Garibaldi populære blandt borgerskabets damer. Statuerne stod på kaminhylderne i dagligstuerne og gav revolutionært sus i skørterne. Det kompenserede for kedelige ægteskaber med lovlydige englændere.
Luigi di Maios fremgangsmåde var ude af trit med protokollen. Men det skræmmer ikke populisternes vælgere.
Ligesom borgerskabets døtre i min ungdom havde plakater med billeder af Che Guevara og Fidel Castro anbragt med tegnestifter over sengene på kollegieværelsernes vægge for at kompensere for deres pacifistiske kæresters forudsigelighed.
Italienerne er ”first movers”, når det gælder politik. Garibaldi var en udpræget pioner i den globale guerillagenre, introducerede farverig stjernekvalitet i politik og personificerede folkelig længsel efter frihed og forandring.
Benito Mussolini blev i 1921 Europas første fascistiske diktator, inden havde han været socialist samt journalist – således også en banebryder på sit felt. På sit katastrofale, forfærdelige felt.
Senere – omkring 1990 – var Berlusconi historisk politisk banebryder. Forretningsmanden Silvio Berlusconi gjorde op med og ødelagde det eksisterende politiske system i Italien med den gamle mere eller mindre kommunistiske venstrefløj på den ene side og den kristeligt demokratiske højrefløj på den anden. Italiensk politik blev aldrig det samme igen.
Nogle år senere blev banebryderen Berlusconi efterabet i USA af forretningsmanden Donald Trump. Den amerikanske efterligner sørgede ligesom Berlusconi for at sikre sig en vis kontrol over medierne, i Trumps tilfælde Fox TV. Berlusconi har sine egne tv-stationer, dagblade og tidsskrifter. Trump udtrykker sig som Silvio Berlusconi i letfattelige slogans. Som Berlusconi er Trump utroligt rig og har vellystige vaner, som tilhængerne tilgiver.
De fattige blandt deres vælgere siger altid, at hvis disse mænd kunne lave så gode forretninger for sig selv, ja blive så rige, så kan de måske også gøre hele landet rigt! Forskellen mellem dem er, at Trump er konstant vrissen, mens Berlusconi altid er i godt humør. Han ved, at italienere ikke kan lide sure mennesker.
Og den nuværende regering i Rom er den første, hvor to folkelige bevægelser, de såkaldte populister, har vundet regeringsmagten, ikke ved kup eller ved kontrol med medierne. Med ved hjælp af demokratiet, af parlamentarisk flertal.
”Proletarer i alle lande, forener Eder” råbte venstrefløjen engang, et citat fra Det kommunistiske Manifest. International solidaritet og fælles sag henover grænserne var sagen. Nu prøver populisterne med de italienske ”first movers” i spidsen at forene sig med ligesindede i andre europæiske lande forud for EP-valget i maj. Mange synes, de er uspiselige, ja ligefrem farlige. Men at de i disse EU-tider opererer politisk på tværs og henover de nationale grænser, såsom grænsen mellem Italien og Frankrig, det bør de vel ikke skældes ud for. Det ligger i tiden, at det er meningen forud for et EP-valg.
Luigi di Maios fremgangsmåde var ude af trit med protokollen. Men det skræmmer ikke populisternes vælgere. Tværtimod. Det går det ud på, vil de synes.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.