Skatteborgerne skal ikke hjælpe nassere
Der er flere russere i russisk salat, end der er faglige folk i Krifa. Der er flere katte i kattemad end tillidsvalgte i Det Faglige Hus.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det Faglige Hus er rasende på SF og skyder usammenhængende beskyldninger afsted, efter at vi i SF har foreslået at stille krav til de foreninger, som vil have skattefordele. Jeg forstår udmærket, at de føler sig ramt, når vi taler om nasseforeninger og splittelsesorganisationer. Krifa, Det Faglige Hus, ASE Lønmodtager og Frie Funktionærer har intet med fagforeninger at gøre. Deres medlemmer ligger bare i læ af de organiserede lønmodtagere, som betaler for gode overenskomster, uddannelse, arbejdsmiljø, kamp mod social dumping og så videre. De sidder som passageren bag på tandemcyklen. Med benene oppe.
SF foreslår, at en forening skal leve op til nogle elementære krav, for at medlemmerne skal kunne trække kontingentet fra i skat. Forslaget betyder, at en fagforening, eller den hovedorganisation som forbundet er medlem af, skal dokumentere, at de har tegnet overenskomst for mindst 25 pct. af medlemmerne. Er det virkelig for meget forlangt, at en fagforening udfører det mest basale faglige arbejde og understøtter den danske samfundsmodel, før de skal have en hjælpende hånd af skatteborgerne? Nej, det er kun rimeligt, at samfundet til alle foreninger siger: “Noget for noget”.
Definitionen af fagforeninger er åbenbart svært udfordrende for nogle partier. Det er ikke er nemt for Radikale eller Alternativet at gennemskue, mens de borgerlige beskylder SF for at gøre forskel på ”rigtige” og ”forkerte” fagforeninger og ”gamle” og ”nye”. Vi skelner mellem fagforeninger og de gule splittelsesforeninger. Vi trækker en streg mellem de foreninger, som udfører et samfundsnyttigt arbejde ved at indgå landsdækkende kollektive overenskomster, og dem, som bare vil betale et lavt kontingent.
De gule discountforretninger løfter ikke en finger for at få det fleksible og dynamiske danske arbejdsmarked til at fungere. Det er urimeligt, at der nydes og ikke ydes. Vi må sige til disse private foreninger: “Ingen arme, ingen kager”.
Vi kan takke vores effektive arbejdsmarked for velfærdssamfundet. Det kommer ikke af sig selv, og forudsætningen er stærke faglige organisationer med overenskomster og trepartsforhandlinger.