”Tryg i en terrortid” giver os ingen intellektuelle våben i kampen mod den nye Generation Jihad

Det kunne have været et indstik i Alt for damerne eller Euroman. I stedet er det udgivet som bog af Lindhardt & Ringhof i samarbejde med selveste Danmarks Radio. Titlen er ”Tryg i en terrortid. Når vi forstår mere, bliver vi mindre bange”. Forfatterne hedder Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund. Førstnævnte er chef ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste og modtager af Rosenkjærprisen; sidstnævnte er journalist, kommunikationsrådgiver og ligeledes prismodtager.

Bogen hviler på den tvivlsomme terapeutiske forestilling, at vi bliver mindre bange, når vi forstår baggrunden for tidens terror. Det er nemlig både usundt og uklogt at gå rundt og frygte at blive sprængt i tusind stykker, slagtet med en kebabkniv eller kørt ned af en Toyota Hiace på Strøget, når nu statistikken siger, at det er langt farligere at cykle på arbejde eller udføre reparationer i eget hjem.

De velmenende forfattere vil gerne berolige os og anlægger en maternalistisk vinkel, skønt mødres evindelige forsikringer har det med at virke modsat. Det forholder sig faktisk lige omvendt: Jo mere vi forstår af terrorens netværk og teologisk-ideologiske sump, jo værre ser prognoserne ud for det tolerante og eftergivende Vesteuropa, især når det gælder terror i discountklassen, knivstikkerier, syreangreb, rituelle voldtægter og de umiddelbare muligheder, som en lejet kassevogn eller stjålet lastbil giver de stålsatte. Alligevel irriterer danskernes frygt de to forfattere. Vi burde vide bedre.

Bogen selv mener at vide, at man ikke rigtig kan konkludere noget angående islam og radikalisering; det hele er præget af mysterier, uvished og enkeltstående begivenheder. Hvad vi får serveret, er islamisme uden islam. Islam kan jo ikke være grunden til terror, når alle muslimer ikke griber til den, vel? Noget mere præcist ville det have været at skrive, at islam er en nødvendig, skønt ikke tilstrækkelig årsag til islamisk terror. Kontekst og individer betyder naturligvis også noget for radikaliseringens retning og hastighed.

Det meste i denne tryghedsskabende publikation lyder som et ekko af DR eller TV 2. Mest af alt må man ikke generalisere, generelt talt, og Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lunds lapidariske kapitler om terrorisme, radikalisering og terrorbekæmpelse rummer en særlig dansk lirumlarum og minder om, hvad forfatteren Jens-Martin Eriksen kalder ”eventyrsprog”. Eventyrsprog er som bekendt politikernes sprog, som når de taler om ”at stå sammen” mod ”mørkets kræfter” og ”fortsætte med at leve som før” uden at ville sætte ord på de politiske modsætninger og terrorens konsekvenser. Hos de to forfattere er islam i familie med lord Voldemort, den unævnelige. Det samme er den svenske kunstmaler Lars Vilks, som var hovedattraktionen for den kække unge mand ved navn Omar, da han angreb Krudttønden i København for fire år siden. Vilks eksisterer slet ikke, når Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund fortæller eventyr.

I eventyr kan man godt trylle ting og personer helt væk, men det er pinligt i en bog udgivet på et seriøst forlag og med DR som afsender. Under læsningen kom jeg til at tænke på den tysk-amerikanske filosof Leo Strauss, der flygtede fra et Europa i Hitlers og Stalins favn og efterfølgende skrev, at en samfundsvidenskab, der ikke kan tale om tyranni med samme sikkerhed, som f.eks. lægevidenskaben taler om kræft, ikke vil kunne forstå sociale fænomener adækvat. Således også med islam i dag.

Ganske karakteristisk misser forfatterne den berømte strid mellem de to franske forskere Gilles Kepel og Olivier Roy om islams kerne, udvikling og fremtid. I stedet slår de franskmændene sammen til ét synspunkt, hvilket mildest talt er overraskende, når man tænker på deres offentlige antagonisme. Mens Kepel peger på betydningen af islams radikalisering i de dysfunktionelle ghettoer, mener Roy, at radikal islam er et marginalt fænomen blandt forvirrede unge mænd, som mangler en fremtid at spejle sig i. Ifølge sidstnævnte er det radikalismen, der bliver islamiseret, og altså ikke islam, som er problemet. Kepel afviser Roys mange finurlige krumspring og advarer mod det stigende antal af voldsparate, unge muslimske mænd, der krydser grænsen mellem simpel kriminalitet og religiøs fundamentalisme i Frankrig og andre dele af Europa, hvilket er en af grundene til, at Kepel i dag lever under politibeskyttelse.

”Tryg i en terrortid” giver os ingen intellektuelle våben i kampen mod den nye Generation Jihad, der vokser frem i Vesteuropa og søger at radikalisere sine ”brødre” for sagen, som er at bringe det kristne, sekulære og demokratiske Europa til opløsning. I stedet for at berolige os, virker det nok engang foruroligende, at elitens damer og mænd udviser så ringe dømmekraft og foretrækker at fortælle eventyr.