Breaking news: Jalving i godt humør

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når man som undertegnede lever af kritik og negativ opbyggelighed, kan der være ekstra god grund til at påskønne livets små mirakler. Som nu her forleden, hvor jeg ventede en elektriker, og han dukkede op til aftalt tid og fiksede en kontakt, der havde drillet i årevis. Jeg var målløs. Tænk, hvis vi i Danmark havde lidt flere dygtige håndværkere og lidt færre dårlige akademikere; så ville meget se anderledes lyst ud.

Men de gode vibrationer fortsatte til næste dag, hvor jeg skulle have bilen repareret. Nervøst trillede jeg den hen til det lokale autoværksted, som er en eksemplarisk reminiscens fra Olsen-bandens tid, som har overlevet hovedstadens galopperende gentrificering. Jeg frygtede som altid det værste. Men blot et par timer senere var den gamle dame oppe at køre igen takket være nyt motorspjæld, fire nye tændrør og mesters legendariske fingerfærdighed. Igen var jeg fuld af fortrøstning på nationens vegne. Tænk, at der stadig findes mennesker, som kan andet end at snakke, holde møder eller se godt ud.

I lutter begejstring tog jeg øsen ud på en lille testtur på motorvejen. Gemt bag unævnelige ting og sager i handskerummet havde jeg nemlig fundet en støvet cd fra tidernes morgen, som mindede mig om mulighedernes uendelige land, stak den i afspilleren og lod mig blæse bagover i ren nostalgi og faretruende mangel på bekymringer.

De energiske popnumre rummede en uskyld og mission, jeg for længst havde afskrevet og begravet. Vokalen var uperfekt, men insisterende oprigtig, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for den trods, der udgik fra den naive lyd af veldrejet pop fra verden af i går, mens min grå familiebil forvandlede sig til en spritny rød Alfa eller en tunet Honda, en urkraft af giftig maskulinitet, ingeniørkunst og gummi mod asfalt, lavt tyngdepunkt, hurtig acceleration og den rigtige kurve i svinget, og lige dér, ja, lige dér blev jeg nok lidt forelsket i den blonde forsanger Maja Ivarsson fra den svenske popgruppe The Sounds, da hun tilbød sig selv på ”Night After Night” og ”Running Out of Turbo”.

Mit held blev imidlertid ved. Da jeg næste dag måtte en tur forbi cykelsmeden, fordi jeg selv havde monteret en discbremse forkert, knækket et gearkabel og desuden stod og manglede en højtrykspumpe for at få et punkteret dæk på plads, gik alt endnu engang som smurt. Ole, min redningsmand, var som altid fagligheden selv, og få timer senere kunne jeg konstatere, at begge cykler nu kører bedre end nogensinde.

Den slags er guld i min verden. Anvendt viden, ekspertise, problemløsning. Noget nær det modsatte af det akademiske liv, jeg selv stræbte efter engang, men ikke havde temperamentet til. For megen slikken røv, for meget flueknepperi. Så hellere se en god cykelsmed udføre et 200 år gammelt håndværk med intrinsisk sans for detaljen, mens jeg suger de præcise bevægelser til mig og hjemme i kælderen sammen med sønnike forsøger at gøre mirakelmageren kunsten efter. Vi bander, når det driller, men forsøger så igen. Fejl har, som kristne lærere blev klar over allerede i middelalderen, deres egen værdighed og nytte, fordi de viser os, hvordan noget ikke hænger sammen. Fejl tugter.

Når noget endelig lykkes i kælderen, omfavner vi hinanden. Sådan skal det være det sted, der er så dæmoniseret, at helligfransen Carsten Jensen med et lån fra Fjodor Dostojevskij har opkaldt en ny slimet menneskerace efter den – kældermennesker – som naturligvis er os fascistsvin, der mener, at den muslimske indvandring skal begrænses.

Jeg har det helt anderledes med kældre; jeg finder dem positivt opbyggelige. De fleste udendørs eller offentlige aktiviteter har det nemlig med at stå mål med forberedelsen og øvelsen – i kælderen, hallen eller barndommen. Man må krybe, før man kan gå. Udbedre skader, før man køber nyt. Genbruge og være kreativ, før man nyanskaffer.

Disse simple leveregler er ikke udtryk for klimabevidsthed, det er bare lyden af gamle dage. Selv om det lyder utroligt for yngre generationer, så fandtes der miljøbevidsthed, før vi fik klimatopmøder og klimalove. Og selv om det forekommer endnu mere usandsynligt, sker der hverdagsmirakler for øjnene af os, hvis vi åbner dem og midt i al vores almindelige magelighed holder op med at tage alting for givet. Ting forgår, men noget kan repareres.