Øremærket barsel til mænd: Målet er rigtigt, men midlet forkert

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Engang ringede en ung kvindelig journalist for at interviewe mig om ligestilling. Vi kom langt omkring og talte også om forholdet mellem mænd og kvinder og deres børn. Journalisten spurgte, hvordan jeg selv havde indrettet mig. Jeg svarede, at min kæreste havde taget omkring et års barsel – først mange måneder på fuld tid, siden lige så mange på deltid. Vi var sammen om barslen. Journalisten blev stille. Jeg sagde – halvt i spøg, halvt i alvor og mest for at drive samtalen videre – »Ja, det er sexet, ik’?« »Jo!« udbrød hun. For det er sexet, når en mand i vores generation engagerer sig i børn og familieliv. Det er ikke skvattet, kastrerende eller tøset, men maskulint og handlekraftigt. Det kræver ved- og udholdenhed og evnen til at modstå en række forventninger til manden på arbejdspladsen.

Derfor skulle man måske også tro, at jeg jubler over den nyeste lovgivning fra EU, for det ser i skrivende stund ud til, at Danmark vil blive pålagt at øremærke en portion barselsorlov til fædre. Men jeg jubler ikke, for jeg mener til stadighed, at den slags national og supranational blanden sig i folks privatliv er urimelig, og at sand kønslig ligestilling kommer fra kønnene selv. Barsel bør være fri for øremærkning.

Danske mænd er imidlertid elendige til at tage barsel. De nøjes i snit med ca. 10 pct. I dag er det sådan, at kvinder kan gå på orlov fire uger før terminsdato. Hertil er 14 uger øremærket hende og kun to uger øremærket manden efter fødslen. 32 uger er til deling, men det er af disse, at seks uger nu øremærkes faderen.

Vigtigst er det, at danske forældre tager meget barsel. Det er godt for barnet. Og det giver mening, at kvinder tager meget barsel, for det er jo dem, der bærer barnet, føder og ammer. På den ene side er det at være gravid, føde og blive mor ikke noget særligt, for det er jo alle dage forekommet, og kvinden er skabt til at føre slægten videre. På den anden side er det en voldsom begivenhed, al den stund at børn og kvinder tidligere for ofte gik bort pga. den begivenhed. “At være gravid er ikke en sygdom,” siger det bedrevidende folk, og nej, det er ikke en sygdom. Det er mange sygdomme på én gang, og kvindekroppen har brug for ro oven på sådan en omgang. Her kan en mand gøre megen gavn.

Hertil kommer, at der er grænser for, hvor langt man kan trække på argumenter om natur som forsvar for, hvorfor det skal være kvinden, der skal gå hjemme og ikke manden. Der er ikke meget, der tilsiger, at kvinden skulle være bedre i stand til at tage vare på afkommets overlevelse og trivsel end manden.

Den neurovidenskabelige Cambridge-forsker Melissa Hines, som ellers ikke går af vejen for at konstatere, at der er en række biologiske, neurologiske forskelle på drenge og piger og hetero- og homoseksuelle, påpegede stilfærdigt i 2004, at der blandt dyr er stor forskel på, om det er hunnen eller hannen, der viser mest interesse i at tage sig af afkommet – ja, selv inden for en art er der store forskelle på de enkelte underarters forældreskab. Ift. menneskearten kunne hun konkludere, at der måske (!) er nogle hormoner forbundet med graviditet, som gør moderen en smule mere indstillet på “forældreadfærd”, men selv hvis det er tilfældet, er det ikke nok til at kunne konstatere, at kvinder er bedre i stand til at være omsorgsfulde forældre end mænd, når alle andre faktorer inddrages.

Hos os fik min kæreste konstant spørgsmålet “hvorfor?”, når han fortalte andre, at han tog meget barsel, mens jeg aldrig blev spurgt om det samme. Svaret er ligetil: Fordi han er far. Bedre begrundelse findes ikke.