Højre og venstre bytter plads i det politiske spektrum

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den yderste højrefløj stod bag de voldelige demonstrationer, der sidste weekend satte Champs-Élysées i brand, siger præsident Macron.

Dermed er den sociale protest i bevægelsen ”De gule veste”, der er gået over Frankrig i den senere tid, endnu et eksempel på, at højre og venstre skifter plads i det politiske spektrum.

Traditionelt har det været venstrefløjen, der nedefra løb storm mod magten og dens administratorer, og som også gerne greb til vold og optøjer. Nu er det åbenbart højrefløjen – selv om venstrefløjen stadig kan, senest ved G20-balladen i Hamborg sidste år.

Skiftet ses på mange måder. For nylig blev en højreorienteret Pegida-tilhænger fyret fra sin administrative stilling hos politiet i den tyske delstat Sachsen med henvisning til hans politiske overbevisning og optræden ved en demonstration. Det er svært at se forskellen til det Berufsverbot, der under Den Kolde Krig blev brugt som et våben mod samfundsomstyrtende kræfter på venstrefløjen.

Mange af de yderste højrepartier i Europa fylder rækkerne med medlemmer, der tidligere så sig som venstrefløj. Utallige vælgermålinger viser, at mange mennesker fra små kår nu stemmer til højre, hvor de tidligere identificerede sig med venstre.

Højrepartierne har bredt sig ud politisk. Typisk er, at de oprindeligt opstod på én bærende idé; mod indvandring, mod skat, mod EU osv. Men de favner nu tit også den såkaldt lille mand og giver bredt stemme til hans protest mod ”dem deroppe”, voksende ulighed, forringelser af velfærdsstaten.

Tendensen går igen i hele Europa. Fra Italiens Lega, over Le Pen-bevægelsen i Frankrig, Ukip i Storbritannien, AfD i Tyskland og til såmænd også Dansk Folkeparti, der næppe vil benægte, at det har flyttet sig mod venstre. Disse partier påstår alle at repræsentere samfundets svageste.

Tydeligt er skreddet også i synet på EU. Oprindeligt var de borgerlige stærkt for og venstrefløjen tilsvarende imod. Det er i dag vendt delvist på hovedet. EU-skepsissen har bredt sig mod højre, mens venstre med enkelte undtagelser nu bakker helhjertet op om EU.

Og hvor er venstrefløjen, der nu hellere kalder sig centrum-venstre, så blevet af?

Den interesserer sig i hvert fald mindre for klassisk fordeling og social indignation. Parolerne har ændret sig meget. Andre temaer trænger sig på: identitetspolitik, kampen for minoriteter af alle slags, klima, MeToo. Skiftet ses både i de vesteuropæiske venstrefløjspartier og hos Demokraterne i USA. Mange klassiske lønmodtagere, funderet i hvad der håbløst altmodisch kaldtes arbejderklassen, føler sig ikke længere repræsenteret her og søger andre fællesskaber, ikke sjældent på højrefløjen. Vælgermålinger overalt viser: Klassekampen er vendt på hovedet.

En skribent beskrev forleden i Frankfurter Allgemeine, hvordan det nye veluddannede og velaflagte lag af typisk offentligt ansatte centrum-venstre-folk nu isolerer sig i hinandens selskab. De søger ikke længere nærheden til arbejderklassen med romantiske idéer om en særlig arbejder- og studenteralliance.

Nej, de flytter sammen i de samme – indvandrerfrie – kvarterer, møder kun hinanden, mener det samme, sætter deres børn i de samme privatskoler og besværer sig over, at underklassen stemmer forkert og ved for lidt. Den nye venstrefløj opviser alle spidsborgerskabets karakteristika, som tidligere blev tillagt højborgerlige mennesker, inklusive foragten for den såkaldt lille mand, hed det.

50 år efter det venstreorienterede 1968-oprør er protesten åbenbart blevet – delvist – højreorienteret.