Man bliver ikke italiener af at spise spaghetti

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Hva’ så?” lyder det, når venner løber ind i hinanden. ”Hvor har du været? Hvor er du på vej hen?” Det er vigtigt at vise, man er på farten og ikke er vokset fast. Der er unge, som rejser rundt i verden med en bærbar computer som eneste arbejdsredskab og kontakt til arbejdspladsen. Digitale nomader kaldes de. Fremtidsforskere forudsiger, at mange flere i fremtiden vil leve et nomadeliv og blive migranter.

Den 10. december vil Danmark underskrive FN’s nye migrationspagt, fordi det på papiret lyder til, at det vil blive lettere at sende uønskede migranter hjem. Den er blot ikke bindende.

Heldigvis, mener mange vel, for pagten har til formål at bringe orden i ”den globale landsby” og normalisere migranttilværelsen og det multikulturelle samfund. Men er vi danskere ret beset ikke allerede multikulturelle verdensborgere?

I digtet ”Verdensborger i Danmark” (1995) mindes Benny Andersen, hvordan han som barn lærte »gode gamle danske børnedanse med fremmedartede navne« som Rheinlænder, Tyrolervals og Lanciers. Han blev konfirmeret i en religion, der stammede fra Mellemøsten, og han hørte fortællinger om Aladdins vidunderlige lampe.

Som teenager skrev han sine første kærlighedsbreve med latinske bogstaver, fordi han var sløj til runer. Og som voksen drak han kaffe fra Java, te fra Ceylon, rødvin fra Frankrig, sherry fra Spanien, whisky fra Skotland og vodka fra Rusland. Men uanset hvor meget han drak af de stærke varer, så sejlede han dog op ad åen på dansk!

Som Benny Andersen elegant illustrerer, består en national kultur af uendeligt mange elementer, som har oprindelse i andre nationer og fjerntliggende dele af verden. Samtidig vil han have os til at forstå, at det er vigtigt at være åben over for fremmede kulturer.

Det er jeg principielt enig i. Problemet er blot, at det ikke er alt fremmed, der er værdifuldt for det danske samfund. Men sådan ser multikulturalister ikke på det. For dem har alle kulturer en lige værdi, og derfor må staten ikke beskytte en bestemt kultur og kalde den for national.

Benny Andersen påpegede dog med rette, at vores nationale kultur rummer elementer, som nationen ikke selv har skabt. Men også at vi bruger dem på vores egen måde. Hvad vi end drikker, så ender det ofte med, at vi »sejler op ad åen«.

Enhver kan nok indse, at man ikke bliver italiener af at spise pasta eller spansk af at snuppe fire tapas over fordrinken. Bare den måde, vi indtager disse retter på, er bestemt af national skik og brug. I modsætning til italienere spiser vi danskere jo pasta som hovedret. Vi indoptager det fremmede i det nationale, som derved bliver rigere.

Selv om pensionister, forretningsfolk og medlemmer af den kreative overklasse tilbringer mange timer i fly på rejser rundt i verden hvert år, er det dog forsvindende få danskere, der har det godt med at være på farten. De selverklærede nomader påstår, at de nyder livet i ”den globale landsby”. De har dog et hjem at vende tilbage til mellem rejserne, og de kunne ikke drømme om at tilbringe så meget som en dag i en af den globale landsbys baggyder. De sande nomader er derimod flygtninge og migranter, der rejser af nød, fordi de har mistet deres hjem.

Forestillingen om den globale landsby er derfor en fiktion, som man ikke kan eller bør indrette verden efter. I stedet kunne man med fordel sørge for at flest muligt kan bevare et hjem dér, hvor de føler sig kulturelt hjemme.