Socialdemokratiet er ramt af demens. Hvordan kan de glemme, at deres parti er født af hårdtarbejdendes kamp, siden de nu straffer hårdtarbejdende læger?
Det er yderst farligt at tvinge sundhedspersonale til at tage et arbejde, de ikke har lyst til, da det i sidste ende kan gå ud over menneskeliv, som de hver dag holder mellem hænderne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Socialdemokratiet viser alle de symptomer, der følger med demens. Først gav man køb på partiets socialdemokratiske sjæl og solgte den til Dansk Folkeparti. Så klonede de deres udlændingepolitik, og nu vender de også røven til hårdtarbejdende læger og tvinger dem til at yde tjenestepligt. Man skulle tro, at partiet er ramt af demens. Hvordan kan de glemme, at deres parti er født af hårdtarbejdendes kamp, siden de nu straffer dem?
Der er ingen tvivl om, at landet mangler sundhedspersonale i hele landet. Læger er ikke den eneste gruppe. Faktisk oplever vi, at der allerede nu er en mangel på både sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejderne mange steder. Tit, når jeg er ude og har møder med ledelsen på grund af et meget presset arbejdsmiljø, spørger de mig: ”Kan I skaffe os flere sygeplejersker?” For realiteten er, at arbejdsmiljøpresset tit går hånd i hånd med den normering, der er på den enkelte arbejdsplads. Mangler man en kollega, bliver man bedt om at løbe stærkere. Man bliver presset, og i værste fald ender man med enten at flytte til et andet sted, eller man bliver syg, fordi kroppen siger fra.
Dette vil politikerne heldigvis gøre noget ved. Dette hilser jeg meget varmt velkommen, fordi min oplevelse er, at det ikke længere alene er ledelsens ansvar. Politikerne skal med.
Socialdemokratiet har således meldt sig på banen med deres sundhedsudspil og mener, at lægemanglen kan løses med at tvinge unge læger til at arbejde et halvt år i almen praksis efter deres KBU-forløb – f.eks. i en udkantskommune. Det er uhørt!
Der er mange sundhedsfaglige, der hver dag skriver til aviser for at råbe politikerne op, for at fortælle deres idéer til, hvordan man kan løse disse problemer. Fagbevægelsen, som har født Socialdemokratiet, ligeledes. Men desværre ser det ud til, at tanken om at tvinge lyder mere tiltrækkende end at fordybe sig lidt i problemet og spørge sig selv om, hvorfor der er mangel på personale? Hvad går der galt?
Hvis Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give en arbejdende befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder, som det ellers står meget fint på deres hjemmeside, hvorfor gør de så det modsatte?
Og at de ovenikøbet begrunder deres politik med, at staten finansierer lægers uddannelse, og at de skylder at betale det tilbage, er vanvittigt usympatisk. Hvorfor skal man nu også straffes for at have taget en uddannelse i Danmark, der er brug for?
Med tvang løser man ingen problemer. Vil man som politikere løse personalemanglen, er man nødt til at gøre arbejdet, uddannelsen og stillingerne attraktive. Giv dem en ordentlig anerkendelse og bedre arbejdsmiljø frem for tvang.
Et arbejde, man ikke selv har lyst til at tage, vil ikke give en arbejdsglæde. Mangler man arbejdsglæde, motivation og energi til at yde, kan man naturligvis heller ikke forvente kvalitet. Derfor er det yderst farligt at tvinge sundhedspersonale til at tage et arbejde, de ikke har lyst til, da det i sidste ende kan gå ud over menneskeliv, som de hver dag holder mellem hænderne.