Erdogan skal ikke spille Muhammed i Østrig
Krig mellem korsriddere og halvmånen. Sådan lød det fra Tyrkiet, mens du sad og så landskamp lørdag aften. Den panislamiske missionsvirksomhed holder nemlig aldrig pause.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den tyrkiske præsident – eller hvad vi nu skal kalde ham – Recep Tayyip Erdogan agter tilsyneladende at blande sig i Østrigs indenrigspolitik, efter at den nyvalgte borgerlige regering dér klogeligt har tænkt sig at opløse de syv mest islamistiske moskeer i landet og smide de mest voldsforherligende imamer, hvor de fleste såmænd er betalt af den tyrkiske regering, ud af Østrig. Man kan jo ikke have en femte kolonne boende i et land, der gerne vil forblive frit og sikkert. Eller det vil sige: Kun hvis man er liberal og ligeglad.
Ikke at den tyrkiske reaktion kommer som nogen overraskelse. Den tyrkiske despot har tidligere optrådt som politisk stormufti for tyrkere bosat i Tyskland. Nu er turen så kommet til Østrig, et land med lige lidt over en tiendedel så mange indbyggere som i Tyrkiet.
»Jeg er bange for, at de skridt, den østrigske premierminister har taget, vil føre verden til en krig mellem korsriddere og halvmånen. Du gør dette, og vi gør intet? Det her betyder, at vi også vil tage nogle skridt«.
Sådan lød det det fra Ankara lørdag aften, mens du sad og så landskamp. Den panislamiske missionsvirksomhed holder nemlig aldrig pause.
Erdagan er bange. Gad vide, hvad det er for en verden, han lever i?
Lad mig gætte: islams verden, der af halvmånens selvudnævnte krigere ofte forveksles med hele verden, og som de mener at kunne råde over, som var det deres eget sultanat. Erdogans forestilling er åbenbart, som folketingsmanden Henrik Dahl straks noterede på Facebook, at han er overhoved for enhver person, der er født i Tyrkiet eller af tyrkisk afstamning, men bor i et andet land.
Om igen, hr. Erdogan. Du har intet at gøre i et andet lands indenrigspolitik. Hvad 9 mio. østrigere bestemmer sig for med hensyn til at sikre den offentlige orden, kommer ikke dig eller 80 mio. eksterne tyrkere ved. Du skal i hvert fald ikke spille Muhammed dér.
Kære Recep Tayyip Erdogan, du må hjertens gerne beholde din halvmåne, personligt skal jeg ikke nyde noget, hvis blot vi kan blive fri for din panislamisme her i Europa. Du må med andre ord nøjes med at genere din egen befolkning, hvilket du for længst har bevist, du er tyrkisk mester i. Du har intet, jeg gentager, intet, at skulle have sagt i hverken Østrig, Tyskland eller Danmark.
Dit land er Tyrkiet. Der er nok at tage fat på. Mange af skaderne har du selv forvoldt.