Keder Inger Støjberg sig, eller har hun en pointe?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange fremtrædende muslimer har i den seneste tid manifesteret sig med budskabet om, at de fuldt ud er i stand til at passe deres arbejde, selvom de faster i sommervarmen. Det er sket, efter integrationsminister Inger Støjberg har problematiseret muslimers fasten i forhold til deres arbejdsevne.

Denne debattør og i reglen islamkritiske liberalist har aldrig selv været i en situation, hvor en islamisk medborger har skuffet på sin post som følger af faste. Det eneste, jeg har oplevet, var forleden, hvor jeg blev mødt af en meget dårlig ånde i en taxa. Det kender hedninge fra dem selv; morgenånde er ulækkert, men ikke decideret farligt. Jeg løste det meget store problem ved at rulle mit vindue ned, hvortil min chauffør med et skævt smil sagde undskyld. Hertil svarede jeg, at det kom vi nok over, og at jeg håbede, han skulle æde igennem, når det var blevet mørkt. Det skulle han, for hans kone lavede en lammeret, og de blev 18 mennesker i deres hjem.

For det kommer vi nemlig over. Alle sammen. I nævnte tilfælde krævede hans udøvelse af sin religion ikke andet af mig, end at jeg rullede et vindue ned med et tryk på en knap. Jeg føler mig ydermere overbevist om, at min chauffør havde trukket vognen ind til siden i det tilfælde, han havde følt sig svimmel eller ude af stand til at fragte os begge forsvarligt. Måske havde han endda taget en af arbejdsgiver koordineret og godkendt fridag, hvis han som fastevant, voksen arbejdstager, med ansvaret for sit eget og andres liv, ikke havde set sig i stand til at udføre sit hverv på betryggende vis.

Det er nemlig også korrekt islam at bryde fasten, hvis den fastende bliver syg af at faste. Et årligt tilbagevendende ritual, der sker i kraft af de troendes behov for at huske på dem, der ikke har mad og drikke. Den slags dedikation til religiøse dogmer er vi ikke vant til herhjemme, men det gør det ikke forkert. Vi er heller ikke vant til efterfølgende at mødes hos hinanden, når solen er gået ned, hvor vi samles om et festmåltid.

Alligevel ville jeg til enhver tid vælge en læge, en chauffør eller en pilot, der udførte sit arbejde på fyldt mave, hvis det modsatte havde en potentiel skadevirkning. Om maven er fyldt som følge af normalt, løbende indtag af mad og drikke eller som følge af en muslim, der med øje for sit hverv og betryggende virke har brudt fasten, hvis opretholdelse af fasten var kritisabel i et sikkerhedsøjemed, er jeg fuldstændig ligeglad med. Og det lader heller ikke til at være et rigtigt problem, dét, der nu debatteres. Det lader til at være et potentielt problem, der endnu ikke er blevet til virkelighed.

For den liberale regering er selvfølgelig i stand til at indse, at ikkeproblematikken varetages, og altid er blevet det, i et arbejdstager- og arbejdsgiverforhold. Det er simpelthen ikke et problem, at muslimske arbejdstagere faster, for de muslimer, der måtte være ude af stand til at passe et arbejde under en særlig varm fastemåned, har det med at indgå aftaler om fridage med deres overordnede. Præcis som vi kender det fra andre personlige anliggender, der koordineres i forhold til et arbejdsliv, håndteres altså også dette. Derfor konkluderer denne debattør, at Inger Støjberg keder sig og ikke har en pointe af nævneværdig væsentlighed. Hun behøver dog ikke kede sig mere, for hun kan med fordel tage fat på de problematikker, der rent faktisk eksisterer under hendes ministeransvar, og som er blevet til virkelighed.