Hold skarpt øje med den grønlandske forfatningskommission

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De "målingsmetoder”, som den politiske elite i Grønland bruger til at måle etnicitet på, må man slet og ret ryste på hovedet af. Forfatningskommissionen er et skrækeksempel på det. Man har natten over udpeget og forfattet et skriv, som for det første ekskluderer danskere, og hvor der for det andet er indarbejdet så mange kattelemme, at Grønland reelt kan erklæres selvstændigt uden en folkeafstemning. Det foregår alt sammen uden indblanding fra dansk side.

Man bliver sorteret fra på grund af sprog. Det er en nem måde at sortere kritiske røster fra på. Forfatningskommissionen bruger det i praksis. (... ) der vil være åbenlyse begrænsninger for hvor meget man kan involvere sig i de tekstnære grønlandske diskussioner, hvis man ikke kan [grønlandsk]. Det fremgår af redegørelsen for nedsættelse af en grønlandsk forfatningskommission på side 13.

Skal der en folkeafstemning til, før Grønland kan løsrives?

Spørgsmålet om, hvorvidt det er indholdet eller et direkte ja/nej til løsrivelse eller ej svæver i det uvisse. Efter det nyligt overståede valg i Grønland er mange i og udenfor Grønland blevet bekymrede for Grønlands fremtid. Mange sætter deres lid til, at håndbremsen er en folkeafstemning, hvor “folket” nok trods alt vil mane til besindighed.

I Selvstyreloven står, at "Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk", men i betænkningen (s. 88) står der, at det er et indre grønlandsk anliggende at afgøre, hvornår en sådan beslutning er truffet. Der er altså ikke juridisk grundlag for, at kræve en folkeafstemning.

Det er Naalakkersuisut (selvstyret), der beder om forhandling om selvstændighedsaftalen, hvilket i praksis er en selvstændighedserklæring. Hvis selvstyret udmeldte, at der skal forhandles om selvstændighedsaftalen, ville jeg som alle andre begynde at forberede mig på alt, hvad der følger med et nyt land med ændret lovgivning på alle områder, ejerskab, måske andre penge og meget mere.

Derefter forhandles der. Og så skal aftalen om selvstændighed til folkeafstemning samt godkendelse i Inatsisartut (Landstinget) og Folketinget. Det er understreget flere gange i forfatningskommissionens bagvedliggende redegørelse, at der ikke skal være folkeafstemning om selvstændighed. Afstemningen vil være om den færdigt forhandlede selvstændighedsaftale. Redegørelsen understreger, at forfatningskommissionen kun bør lægge udvalgte selvstændighedsemner frem til folkeafstemning, da det så efterfølgende vil kunne hævdes, at befolkningen er blevet hørt i processen. Det har værdi, står der i redegørelsen.

Loven siger, at det er selvstændighedsaftalen, der skal stemmes om. Afstemningen handler derfor ikke om hvorvidt der skal være selvstændighed eller ej, men om de vilkår i aftalen, der dækker overgangen til selvstændighed. I forfatningskommissionens oplæg behandles vanskelighederne med et eventuelt nej til aftalen. I det tilfælde kan der forhandles på ny, eller processen kan stoppes. Der er dog overvejet andre muligheder, som ikke er medtaget i redegørelsen: Afstemningen kan f.eks. være om to forslag, hvoraf det ene er mere vidtgående end det andet (for eksempel et land uden kirke eller fælles kongehus med Danmark). Sådan en afstemning vil give vælgerne valget mellem to aftaler om selvstændighed, så en af dem vil blive vedtaget.

Den Grønlandsk-danske selvstyrekommissions betænkning ville i 2008 ikke fastlægge, hvornår det mandat, der igangsætter selvstændighedsprocessen, er givet. Man mente, det var et indre grønlandsk anliggende. Dermed er det, når de grønlandske myndigheder fastslår, at den grønlandske befolkning vil være selvstændig, at processen påbegyndes. Der er i redegørelsen for forfatningskommissionens nedsættelse argumenteret stringent for, hvorfor Naalakkersuisut (selvstyret) repræsenterer det grønlandske folk, selv om fx. Vittus Qujaukitsoq, slet ikke var folkevalgt, men hentet ind udefra ved sidste valg.

Det, man ender med at stemme om, er den aftale, som selvstyret har indgået med den danske regering, og som måske kan være godkendt af Inatsisartut (landstinget) og endda Folketinget på forhånd.

Som sådan bliver der tale om en afstemning for eller imod selvstændighed, dog ikke selvstændighed som abstrakt begreb, men som klart defineret og afgrænset i forhold til den stat, Grønland løsrives fra.

Der kan komme en spontan folkeafstemning, hvor et lille flertal stemmer for den aftale, som man sætter til afstemning. Og hvis det går hurtigt, så går det først op for befolkningen bagefter, at nu fanger bordet.

Nu er der kun tilbage at påvirke politikere i Folketinget. For man kan naturligvis ikke bygge et land på en forfatning, som er udemokratisk.