Der skal tages et opgør med godhedsindustrien

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er en ting, der undrer mig. De mange hjælpeorganisationer, der er aktive rundt om i verden – vi kan kalde dem godhedsindustrien – gør meget ud at fortælle, at de drives uden statslig indblanding. At de er uafhængige.

De går sågar under betegnelsen ”Non-Governmental Organisation” (NGO) – en ikke statslig organisation.

Men hov, det passer jo ikke. Hvis man ser på den måde, de er finansieret på, så er det en noget anden historie, der åbenbarer sig.

Tag for eksempel Dansk Røde Kors, der er den største modtager af skattekroner direkte eller indirekte fra statskassen hvert år. I 2016 havde de indtægter for over 1,6 milliarder kroner. Ud af det enorme beløb har de fra offentlige institutioner som bl.a. Udlændingestyrelsen, Udenrigsministeriet (Danida) og Tips- og Lotto-puljen modtaget næsten 1,1 milliard – helt præcis 1.083.360.000 kroner.

Er man uafhængig af staten og det offentlige, når det netop er staten, der betaler for, at organisationen overhovedet kan leve? Nej, selvfølgelig ikke!

Dansk Røde Kors er ikke alene om at have deres snabel dybt nede i de livgivende offentlige kasser. Det gælder stort set alle NGO-organisationerne. Godhedsindustrien lever kun fordi, de får milliarder og atter milliarder tilført fra dig og mig, skatteyderne, hvert år.

Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, at NGO’erne modtager en vis støtte fra staten. Men at det er så store dele af indtægterne, der kommer direkte fra politikerne på Christiansborg - og fra EU, for den sags skyld, for der er ”naturligvis” også penge fra EU – er jeg overbevist om, mange ikke er opmærksomme på.

Derfor bør det også være slut med talen om, at NGO’erne er uafhængige. Det er man ikke, når langt størstedelen af de penge, der er selve eksistensgrundlaget for organisationerne, kommer direkte fra staten. Sandheden er, at organisationerne ville gå rabundus i løbet af meget kort tid, hvis ikke det var for de milliarder, der får fra det offentlige.

Jeg kan allerede høre for mig i det fjerne, en samlet venstrefløj messe, at det ikke er noget problem, at NGO’erne er på statslig kontanthjælp, så længe de er politisk uafhængige.

Men det er de jo heller ikke engang.

Det er ikke så sjældent, vi kan se NGO’er gå stik imod den politik et flertal i Folketinget – og dermed et flertal af befolkningen – fører. De bliver simpelthen aktører i et politisk spil.

Et eksempel på det, var da TV 2 sidste år i dokumentaren ”Illegal i Danmark” afslørede hvordan illegale migranter, der var ulovligt i Danmark, blev serviceret på Røde Kors’ sundhedsklinikker i Aarhus og København. Klinikker, der direkte er tilegnet personer uden opholdstilladelse i Danmark. I 2016 alene fik de to klinikker omkring 3.000 patienthenvendelser om alt fra tandpine til graviditet.

Men det er slet ikke Røde Kors’ opgave at lave sådan noget arbejde. Som min partikollega Martin Henriksen meget rigtigt sagde i kølvandet på dokumentaren:

- Det er altså ikke en menneskeret at opholde sig ulovligt i Danmark. Hvis du har akut behov for hjælp, kan du få det i det offentlige. Og efterfølgende skal du sendes hjem.

Røde Kors’ hjælper med til at opretholde og forlænge de illegale indvandrers ophold i Danmark – uden at myndighederne kender til deres tilstedeværelse.

Et andet eksempel på en NGO, der optræder som klar aktør i en politisk kamp, er Folkekirkens Nødhjælp. Under folketingsvalgkampen i 2015 kastede de sig direkte ind i valgkampen med kampagnen ”Det er dansk at dele”, hvor de bl.a. argumenterede for, at udviklingsbistanden skulle forblive på sit daværende niveau.

Kampagnen kom på et tidspunkt, hvor især flere af de borgerlige partier argumenterede med, at man skulle bruge dele af udviklingsbistanden på at løse nogle af de enorme udgifter, vi havde fået, efter vi blev væltet omkuld af migranter, der pludselig kom til landet.

Jeg har intet problem med, at Folkekirkens Nødhjælp kaster sig ind midt i en glohed politisk debat og så klart vælger side. De skal bare ikke gøre det for mine skattekroner.

Det er på tide at vi siger fra. Tiden er løbet fra skattefinansierede organisationer, der påstår at være politisk uafhængige, men som i virkeligheden opfører sig som missionerende politiske bevægelser med klare venstrefløjsagendaer.

Det er tid til et opgør med godhedsindustrien. Et opgør, der som minimum bør sikre, at det bliver muligt for den enkelte skatteyder at framelde, at ens skattekroner kan gå til organisationer, der argumenterer for en politik, som man er lodret uenig i.