Jeg er rundet af et liberalt og progressivt grundsyn, men så...

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vor tids store skisma mellem globalister og lokalister, mellem de, der appellerer til FN og EU og de, der foretrækker national selvbestemmelse og efterlyser kontrol med indvandringen sydfra, vokser nærmest dag for dag. Gabet tvinger alle, der tør, vil og kan, til at tænke over, hvor de står i spørgsmålet om Europas fremtid, og hvor de kommer fra – åndeligt talt.

Hvornår blev humanisterne og flygtningevennerne så fandens frelste? Og hvordan vandt de nationalt sindede europæere egentlig terræn? For det gjorde og gør de fortsat. Jeg forestiller mig denne torsdag eftermiddag, at hvis flere i hver lejr begyndte at tænke og reflektere åbent om, hvordan de kom derhen, hvor de er i dag – politisk og identitært – så kunne vi måske begynde at tale sammen igen en skønne dag.

For mit eget tilfælde kan jeg sige, at min opvækst i et middelklassemiljø i en lille landsby på Nordfyn ikke ligefrem ansporede mig til at blive den grundlæggende konservative og skeptiske iagttager, jeg er i dag. Som andre af min slags er jeg rundet af et liberalt og progressivt grundsyn, hvor mine forældre og bedsteforældre har ansporet mig til at få en uddannelse, et arbejde og en karriere, dvs. til at klare mig personligt og professionelt uden at hænge mig for meget i fortidens fejl og fortrædeligheder. Vi var bestemt ikke marxister eller socialister i mit barndomshjem, men vi troede på fremtiden og mente, at det nok skulle gå.

Jeg kunne formentlig godt være blevet en hæderlig jurist eller tandlæge, hvis ikke jeg var blevet distraheret af min dansklærer i folkeskolen og min historielærer i gymnasiet, som stille og roligt fik mig på andre tanker, lærte mig at læse bøger og fra jeg var ca. 15 år forsøge at gøre mig bekendt med tidligere tiders erfaringer, frembringelser og overbevisninger uden at hovere eller at være ligeglad.

Det er først, når man begynder at forstå sin egen tid i et historisk forløb, at man i privilegerede øjeblikke kan betragte sin egen tidsalder udefra, dvs. se dens dogmer, uskrevne regler og usagte sandheder, og på et tidligt tidspunkt, mens der stadig hang en em af romantik ved det at være venstreorienteret eller ”kritisk” over for autoriteter og traditioner – og hvor jeg jo ved selvsyn kunne konstatere, at det gerne var de populære venstreorienterede fyre, der løb med både de kønne piger og lærernes opmærksomhed – at jeg fik den mistanke, at den ægte revolutionære ofte er den ægte konservative.

Mistanken voksede, men kun langsomt.

Udlandet og det fremmede var fængende, og jeg begyndte at rejse. Også her lignede jeg mine jævnaldrende, selv om jeg sprang den store jordomrejse og den obligatoriske tur til Indien eller Sydamerika over til fordel for Europa: Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig med interrail. Boede så et år i England og kom siden til Toscana og London for at studere. Jeg var personifikationen af privilegeret, skandinavisk middelklasse, da jeg besøgte min vejleder i Oxford, og han, som jeg tog for at være en skuffet Labourmand, stillede mig to spørgsmål: Hvad laver din far? (Han var læge). Og hvor meget får du i legater? (Jeg fik mere end rigeligt). Dermed var alt sagt, og han kunne gå over til at gennemhulle min afhandling.

Men indvandringen? Hvad med den? Skulle den nu være et problem?

Jeg forstod ikke kritikken.

Men så begyndte tingene at ske i hurtig rækkefølge med en dominoeffekt, som jeg endnu ikke er kommet mig over. Jeg skal ikke afsløre hvad og hvilke, dem gemmer jeg til en bog, som gerne skulle udkomme til efteråret. Men jeg opfordrer alle, der ligesom jeg er rykket fra et liberalt (eller rødt) ståsted i retning af et langt mere konservativt eller realistisk perspektiv, om at tænke forløbet lidt igennem – og meget gerne blotte sig lidt.

Hvad var det der skete?

Hvornår kom vendingen? Din vending? Var den pludselig – eller var den glidende?

Lad mig høre.