Masseudvisninger vil ikke afholde flygtninge og migranter fra at risikere livet på Middelhavet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I år er flere end 4.900 mennesker døde eller savnet i Middelhavet på vej mod Europa. Det er ikke bare det højeste antal nogensinde, det gør også Middelhavet til den farligste grænsezone i verden. Alligevel fremhæver EU’s ledere 2016 som et år, hvor EU har genskabt kontrollen over ”illegale migrationsstrømme” og gjort store fremskridt i at styre migrationen.

Midlerne er bl.a. EU’s aftale med Tyrkiet, styrket overvågning af Middelhavet og et stigende antal udvisninger.

Fælles for tiltagene er, at de fokuserer på at inddæmme eller tilbagesende potentielle eller faktiske flygtninge og migranter til tredjelande, transitzoner og oprindelseslande – med andre ord skal de holde flygtninge og migranter ude af Europa.

Humanitær strategi?

Alligevel bliver denne strategi nogle gange fremstillet som humanitær: at migranter og flygtninge skal reddes fra at søge mod Europa.

Logikken er, at de tragiske tab af menneskeliv i Middelhavet udelukkende er et resultat af skruppelløs menneskesmugling.

Gennem masseudvisninger kan EU-landene demonstrere, at migration mod Europa er frugtesløs, hvorved man afskrækker potentielle migranter og flygtninge og undergraver menneskesmuglernes forretning.

Denne logik overser imidlertid, at menneskesmugling er et marked, der særligt blomstrer under fire forudsætninger: høj efterspørgsel på grund af manglende adgang til legale migrationsruter, risikovillige aftagere grundet konflikt og/eller manglende fremtidsmuligheder, tilstedeværelsen af udbydere og manglende kapacitet eller villighed til at begrænse denne business, som det p.t. er tilfældet i Libyen.

Konvention sætter grænser

I dag fokuserer EU stort set kun på at bekæmpe de to sidste aspekter frem for at adressere de to første, fx ved at etablere migrations- og flugtruter og skabe sikkerhed og udvikling i flygtninge og migranters oprindelses- eller opholdslande. Hvad så med tilbagesendelser? Hvis flugt og migration ender i udvisning, kan det vel være lige meget, må man formode?

Også her er der en række problemstillinger, især den helt basale, at flygtningekonventionen forpligter dens underskrivere til ikke at udvise mennesker til forfølgelse eller til lande, som videresender dem til forfølgelse i deres oprindelseslande.

Desuden er der adskillige politiske og praktiske aspekter: Udvisninger kræver, at modtagerlandet accepterer at tage imod de tilbagesendte, ellers må den udviste sendes retur til udvisningslandet igen. Derfor er tilbagesendelsesaftaler en central del af europæisk migrationspolitik og en af topprioriteterne i den europæiske agenda for migration fra 2015.

Ud over aftalen med Tyrkiet har EU indgået en tilbagesendelsesaftale med Mali og er i gang med at forhandle med Nigeria.

Milliarder til Afghanistan

I oktober indgik EU ligeledes en såkaldt ”joint way forward”-aftale med Afghanistan, som indebærer, at Afghanistan skal tage imod alle afviste asylsøgere og irregulære migranter fra EU – inklusive uledsagede mindreårige – til et land præget af øget usikkerhed og konflikt.

I sidste uge blev i alt 56 afghanere deporteret fra Tyskland, Sverige og Norge i to deportationsfly. Aftalen blev lanceret parallelt med en stor donorkonference, hvor EU lovede Afghanistan 1,5 mia. dollars i bistand frem til 2020. Pengene er ikke officielt knyttet til aftalen, men man behøver ikke at være særlig konspiratorisk anlagt for at tænke, at sammenfaldet nok ikke er tilfældigt.

I de fleste andre aftaler er sammenhængen mellem modtagelse af udviste og bistand, handelsaftaler eller lempelse af visumkrav dog noget mere tydelig. Ud over det problematiske i at bruge migranter som en form for geopolitisk handelsvare rejser det spørgsmål om stabiliteten af aftaler, der er indgået under pres.

Indgåelsen af tilbagesendelses- og andre aftaler, der inddæmmer eller fjerner flygtninge og migranter fra europæisk territorium, udgør dog umiddelbart en succes for den europæiske strammerlinje. Det er imidlertid en ganske kortsigtet horisont.

Forskning om livet efter udvisning – både for afviste asylsøgere og irregulære migranter – viser, at en ganske betydelig del af dem migrerer igen. Der er flere grunde til dette.

Konflikt, uro og armod

Udvisning til områder præget af konflikt, fattigdom og manglende netværk kan gøre reintegration meget vanskelig eller ligefrem umulig med det resultat, at den udviste og hans eller hendes familie er i den samme eller værre situation end før migrationen.

Her skal man også huske, at modtagelse af udviste øger presset på et lands eksisterende ressourcer, og at der bliver sendt færre remitter – penge fra migranter til deres familier.

Masseudvisninger til konfliktprægede og fattige lande kan derfor bidrage til konflikt, uro og armod, som igen kan føre til endnu større flygtninge- og migrationsbevægelser til nærområder og til Europa.