Set fra USA: Trump er symptom på den stedse mere forråede atmosfære i verden

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

At se Donald Trump luske omkring bag Hillary Clinton på scenen under deres debat natten til mandag dansk tid og fremmumle noget om at ville bure hende inde, hvis han vandt, var en påmindelse om, at vi har kurs mod en slags mobbeverden, hvor magt er det eneste, der tæller.

Denne forråelse af mellemmenneskelige forhold ser man verden over. Det kommer til udtryk i forsimplingen af de principper, der gør en civiliseret tilværelse mulig. Diktatorer skubber grænserne for magt på nye måder næsten dagligt:

Kina er fræk nok til at anlægge militærbaser på omstridte klipper og sandområder i Det Sydkinesiske Hav og udfordrer alle til at sætte en stopper for forehavendet; Rusland forgriber sig på USA’s politiske system og benægter det kategorisk, ligesom Rusland afviser medansvar for nedskydningen af et passagerfly over Ukraine og bombning af en humanitær nødhjælpskonvoj i Syrien.

Sideløbende bomber vor egen ”allierede” i Mellemøsten, Saudi-Arabien, et begravelsesfølge, gentager: begravelsesfølge, i Yemen.

Den største bølle

Den største bølle i denne del af verden er Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Hans styre er en bevidst provokation. Han terroriserer sin befolkning, skyder sine slægtninge og leder sit land nærmest efter forgodtbefindende.

Ikke desto mindre er denne excentriske diktator og hans land ved at blive en veritabel atommagt – efter atombombeprøvesprængning og missiltest i september, der bringer ham tæt på at kunne rette et atomangreb mod amerikansk territorium.

Historikere må afgøre, om Barack Obamas præsidenttid befordrede denne nedbrydning af grænser. Sin integritet til trods gav præsident Obama indtryk af, at man kunne modarbejde USA og USA’s højt værdsatte ”regelbaserede samfundsorden” og slippe godt fra det. Hans afgørende magtanvendelse over for Islamisk Stat, om end den kom langsomt til udfoldelse, kan muligvis til en vis grad ændre det omdømme.

USA udfordres

Om også Barack Obama havde været lige så kompromisløs som præsident Andrew ”Old Hickory” Jackson, rokker det ikke ved det faktum, at der ville være blevet gjort forsøg på at sætte USA på en prøve, således som det altid sker i forbindelse med et magtskifte her. Det er noget af det, som vi er vidne til nu – USA bliver mobbet – og det vil gribe om sig, efterhånden som vi nærmer os indsættelse af den kommende præsident, og bagefter.

Den koreanske halvø er det sted, hvor en sådan udfordring måske indtræffer tidligere end ventet. Nordkorea ynder at udmanøvrere enhver ny amerikansk regering ved at skrue bissen på.

De seneste atombombeprøvesprængninger og missiltest siger noget om, hvordan Nordkorea grundlæggende tænker: Bliv ved med at presse på; så skal verden nok trække følehornene til sig og vedtage, at prisen for at bremse Nordkorea er for høj: Nordkorea vil få held med sit atomvåbenforehavende, ligesom Pakistan gjorde.

Udiplomatiske vendinger

Forsøgene på at tackle de forskellige bøller eller mobbere rundtomkring i verden besværliggøres af, at én, der har ambitioner om at blive medlem af mobbeklubben, stiller op til præsidentvalget i USA. Hvordan kan USA på en troværdig måde konsolidere mellemstatslige adfærdsnormer, når en fremtrædende amerikansk præsidentkandidat udtaler sin støtte til tortur, religiøs forskelsbehandling, skattesnyderi og krænkende seksuel adfærd?

Hvis man vil genoprette samfundsordenen i verden, skal man begynde med at sige sandheden. Det var det centrale i det utilslørede udsagn, som USA’s øverste efterretningschef, James Clapper, og sikkerhedsminister Jeh Johnson fremsatte i fredags om Ruslands politiske hacking.

De udtrykte sig i udiplomatiske vendinger: »Det amerikanske efterretningsvæsen er overbevist om, at den russiske regering stod bag den nylige kompromittering af e-mails fra (…) politiske organisationer i USA. (…) Vi tror baseret på omfanget af og det delikate aspekt ved disse tiltag, at kun topembedsmænd i Rusland kunne have givet ordre til disse aktiviteter.«

Langtfra rene hænder

Nu, da USA har hængt Rusland ud med navns nævnelse, hvad vil USA så foretage sig? Obama-regeringen svarede klogt, at noget af det, som USA griber til, vil være synligt, mens andre initiativer ikke vil være det. USA er i besiddelse af betydeligt mere magt, end vi normalt anvender. Lad bare Rusland bide negle en stund. Det er børnelærdom, at man ikke skal gå amok, hvis nogen opfører sig som en bisse over for én, men derimod søge oprejsning.

Vi bør erkende, at USA også har en rem af huden i henseende til, at den, der har magt, sætter sin vilje igennem, og her tænker jeg ikke kun på Trumps nederdrægtigheder over for kvinder, personer af latinamerikansk afstamning, muslimer og andre, der kommer ham på tværs.

Vi er på mange måder blevet et tarveligere, mindre tillidsfuldt og mindre storsindet land. Vor brug af droner som tavse dræbere er desværre anskuelsesundervisning for resten af verden. Vi har langtfra rene hænder.

Særligt amerikansk syndrom

Amerikanere, der ønsker en mere velordnet, regelbaseret verden, bør også erkende, at mobning er et særligt amerikansk syndrom og ikke kun blandt børn. Pamela Lutgen-Sandvik, der er lektor ved North Dakota State University, har undersøgt udbredelsen af voksenmobning og konstateret, at næsten 40 pct. af arbejdstagerne i USA har været udsat for mobning.

Det er et omfang, der er 20-50 pct. større end omfanget i de skandinaviske lande, der indgår i undersøgelsen.

Præsidentvalget i USA i år drejer sig selvfølgelig om kandidaterne. Men det drejer sig også om vælgerne. Hvis vi vælger Donald Trump, er det en kendsgerning, som vi kommer til at vedstå – og leve med følgerne af – gennem historien.