Er vi på vej til et slutspil i Syrien?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Der er ingen tvivl om, at Islamisk Stat er trængt på den militære slagmark i Irak og Syrien.

For to år siden var organisationen i offensiven. Gennem klassisk krigsførelse erobrede den stadig større områder, som skulle udgøre det erklærede mål om et islamistisk kalifat. Men det er lykkedes for den irakiske og syriske regering – godt hjulpet af USA og Rusland – at generobre store områder, og ret beset er det et spørgsmål om tid, før IS er slået militært.

Men betyder det også, at IS er fjernet som trussel, og at vi kan forvente stabilitet i Syrien? Desværre ikke. Der er muligvis tale om et militært slutspil, men politisk er der lang vej endnu. Det skyldes grundlæggende, at prisen for en militær sejr over IS er en styrkelse af Assad-regimet.

Det er ikke mindst den russiske involvering med voldsomme luftangreb, som har ændret krigsbilledet. Putin har imidlertid fra starten gjort det klart, at man intervenerede for at styrke Assad-regimet og i øvrigt fremme russiske interesser i regionen. En evt. politisk løsning efter en militær sejr vil på de præmisser også omfatte en inddragelse af regimet. Og alt tyder på, at USA er villig til at betale en sådan pris.

Årsagen til ragnarok

Man kan argumentere for, at den vigtigste opgave er at tilintetgøre IS, og at det derfor er nødvendigt at acceptere Assad som en del af et fremtidigt Syrien. Men man glemmer her, at Assad er årsagen til det syriske ragnarok, og at han er ansvarlig for langt flere dræbte og større brutalitet end IS.

IS opstod i Irak, men udviklede sig i Syrien gennem den folkelige modstand imod Assad-regimet. Ikke mindst undertrykte sunnimuslimer så IS som et redskab til at gøre op med Assads brutalitet. Mange af dem er siden skræmt væk af IS’ barbari, men så længe Assad er i spidsen for Syrien, vil der være grundlag for folkelige oprørsbevægelser.

Nogle af disse har et demokratisk sigte, men andre er islamister på samme måde som IS – om end ikke helt så brutale. Det er svært at forestille sig, at disse bevægelser vil indstille deres aktiviteter, så længe Assad er ved magten. Men efter de militære sejre og støtten fra Rusland står Assad så stærkt, at det vil være nærmest umuligt at tvinge ham fra magten.

Rusland bestemmer

Det er muligt, at USA (støttet af Danmark) presser på for en løsning uden Assad, men reelt vil Rusland kunne bestemme, at det ikke bliver sådan. Og Putin ved udmærket, at USA ikke har meget at skyde med i den sammenhæng.

Der vil i så fald stadig være gunstige rekrutteringsmuligheder for Islamisk Stat og andre islamistiske grupperinger. Sunnimuslimer vil fortsat være ekskluderede og blive tiltrukket af IS. Og selvom IS besejres militært, vil organisationen stadig kunne gennemføre terrorangreb i Europa.

Det hævdes jævnligt, at terrorangrebene er udtryk for desperation, og at IS er svækket militært. Det er helt sikkert rigtigt, men det er ikke til megen trøst for dem, der rammes af terror.

Mange, også i den danske regering, hævder, at vi er ”i krig” imod IS. Der konkluderes så efterfølgende, at vi må styrke den militære indsats. Men terrorbevægelser kan ikke bekæmpes militært.

En ny kurdisk stat?

En militær sejr i Irak og Syrien vil ikke stabilisere området eller forbedre vores egen sikkerhed, medmindre Assad fjernes, og der skabes en regering med inddragelse af de forskellige politiske og regionale grupperinger. Det handler om politik – ikke om militær.

Der er brug for en samlet plan for, hvordan et fremtidigt Syrien kan se ud. Herunder også om landet kan fastholdes som en samlet enhed, eller om det vil være nødvendigt at opdele landet. Syrien og Irak opstod i kølvandet på Osmannerrigets sammenbrud efter Første Verdenskrig.

De geografiske grænser og magten blev defineret ud fra britiske og franske interesser på det tidspunkt. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, at disse grænser fastholdes i dag. Det er eksempelvis dybt relevant at se på, om ikke kurderne skal belønnes for deres kamp imod IS med enten større selvbestemmelse eller en egen stat.