Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det er vigtigt med den rigtige diagnose

Kravet om brexit kom fra en alliance af dybt frustrerede, udsatte mennesker i England og Wales og de højtråbende konservative drømmere fra den øvre middelklasse og overklasse.

Storbritannien er ved at falde fra hinanden. Total rådvildhed hersker efter brexitsejren.

Først til september vil en ny regering kunne forholde sig til de voldsomme problemer, landet nu står over for: Det fremtidige forhold til EU, Skotlands (og Nordirlands) placering i Storbritannien og det opsparede raseri i de store dele af befolkningen, der efter en hæmningsløs retorik i måneder tror, at EU har ladet udlændingene tage deres job, og som nu mener sig berettigede til at gå til håndgribeligheder over for udlændinge, der fylder op i skolerne og på hospitalerne.

Politisk er landet nedsmeltet. De Konservative skal have ny leder. Kampen kommer måske til at stå mellem indenrigsminister Theresa May og justitsminister Michael Gove, som støttes af den australske mediemogul Rupert Murdoch. Skal udenlandske kræfter også denne gang bestemme britisk politik? Så meget for at ”tage kontrollen tilbage”. Samtidig er der udbrudt borgerkrig i det engang så stolte arbejderparti Labour.

Bitre frugter af indenrigspolitik

Det er ulykkeligt, fordi Storbritannien står over for skæbnesvangre beslutninger. Et er forholdet til EU. Det bliver kompliceret nok under alle omstændigheder. Måske væsentligere er, at vi i disse dage ser de bitre frugter af mange, mange års britisk indenrigspolitik.

For både New Labours Tony Blair, hans afløser Gordon Brown og den konservative David Camerons regering har fokuseret på at gøre livet meget attraktivt for den store britiske finansielle sektor. Tony Blair tillod også straks efter udvidelsen af EU, at de østeuropæiske landes statsborgere uden nogen overgangsordning kunne komme til Storbritannien.

Disse regeringer har groft forsømt at hanke op i de store dele af befolkningen, der har dårlig uddannelse, kommer fra socialt udsatte familier, og som bliver udsat for konkurrence fra sultne og nøjsomme, energiske mennesker fra bl.a. Polen og Rumænien.

Kravet om brexit kom fra en alliance mellem disse med rette dybt frustrerede, udsatte mennesker i England og Wales, og så de højtråbende, ja, ekstremistiske konservative drømmere fra den øvre middelklasse og overklasse, der ser det grandiose fordums Storbritannien genopstå uden for EU.

En vidunderlig anledning

For ingen af disse ”brexiter” drejer det sig egentlig om EU. For de socialt udsatte drejer det sig om årtiers manglende respekt og støtte fra landets velbjergede magthavere inklusive deres egne Labour-ledere. For de konservative rabiate har det altid handlet om en stærk modstand mod den EU-kurs, som deres egne ledere – Heath, Thatcher og Major – gennem næsten 50 år har ført Storbritannien ind på. For både de svigtede Labour-vælgere og disse rabiate konservative blev folkeafstemningen en vidunderlig anledning. Labour-vælgerne kunne omsider give deres lands ledelse den begmand, den har gjort sig fortjent til igennem mange år. Og de rabiate konservative kunne gøre fælles sag med Nigel Farages Ukip og drømme sig ind i en verden, hvor Storbritanninen er USA’s foretrukne partner og leder af Commonwealth.

Når vi i Danmark og i resten af EU analyserer det britiske nej, risikerer vi at stille den forkerte diagnose. Flertallet af nejsigerne sagde ikke nej til EU. Et af de mest googlede ord efter nej’et var: »Hvad er EU?« Nogle i Storbritannien sagde »skråt op« til en socialt ansvarsløs herskende klasse i landet. Andre drømte blot storhedsdrømme i et så fjernt univers, at de end ikke havde en plan for landet, da de vågnede op til den uventede sejr.

Sikkerhedsnet skal sikres

Det er helt afgørende, at vi tager den utryghed, mange i Europa med rette føler for vores egen og vores børns fremtid på grund af globaliseringen, meget alvorligt. Men før vi skyder al skyld for de svære tider, Europa står konfronteret med, på EU, skal vi først sikre os, at vi har fejet for egen dør. At man i sit eget land har udvist den sociale ansvarsbevidsthed over for sine egne borgere, altså gennemført nødvendige reformer af samfundet – økonomisk og strukturelt – og sikret sociale sikkerhedsnet under de udsatte.

Først derefter kan vi med rette stille spørgsmålet: Hvad kan og skal vi sammen i EU så gøre for dig og dine? Og det svar vil altid være politisk og bero på ens politiske ståsted. Der er naturligvis ikke én entydig europæisk definition på et ”slankere, men stærkere” EU.

 

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.