Et dødsridt fra Jeppe Nybroe og Rami Aisha
Det er en besynderlig pressehistorie, der cirkulerer i disse dage om det uheldige par Jeppe Nybroe/Rami Aysha, der blev kidnappet i Libanon i fjor.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Lad mig straks sige, at jeg ikke er en uhildet iagttager. Ikke alene kender jeg begge herrer, men jeg også har ført dem sammen i Beirut i marts sidste år. Havde jeg ikke gjort det, ville de næppe være kommet ud i al det rod, med gidselstagning og tæsk og pinsler til følge.
I modsætning til de fleste, der kaster sig rundt i debatten, så sætter jeg pris på begge mænd. De er alt andet end lavtflyvende, letsindige amatører i Libanons terror-helvede. De er dygtige og ret skrappe operatører, som aldrig burde være endt i denne misére.
Jeg har arbejdet sammen ned Rami Aisha de seneste år. Han er af de mest vidende fixere, man kan finde i Beirut, og hvad især er vigtigt, han kender alle spillere i det beskidte og vanskelige miljø, som terrorscenen i Libanon udgør.
Så Aisha har de kvaliteter, som Nybroe havde brug for. I øvrigt var det nok Rami Aisha, der kom op med ideen om at lave en dokumentar om kidnapper-miljøet. Jeppe skulle være stillfotografen.
Hvorfor går det galt i Arsal, hvor Rami Aisha har kontakt til kilderne? Så vidt jeg kan aflæse hans redegørelser, så bliver han taget ved næsen. Han tror, at de vil levere ham fasanerne på en guldtallerken. I stedet fanger de dem begge og spærrer dem inde - og tæsker Jeppe.
Det er dybt ironisk, at den kontakt i Arsal, der skal hjælpe dem med at finde ind i kidnapningsnettet, selv viser sig at være kidnapper og spærrer dem inde.
Var det Aisha, der medvirkede til at sætte en fælde op for Nybroe? Jeg betvivler det. Ud fra mit kendskab til Rami Aisha, så er det ikke ’foul play’, men han troede, at kidnapperne ville respektere aftalen med ham. Men den blæste de en hatfuld, og gik efter at få nogle millioner fra Jeppes familie. Mislykkedes det, så kunne de altid aflevere de to til en af de syriske grupper, antageligt Nusra-gruppen, som Aisha i TV2-intverview den 17/3-14 peger på som bagmænd for kidnapningen.
Der er nogle forskellige forklaringer fra Rami Aisha og Jeppe Nybroe, der ikke stemmer overens. Det er forskelle, der med lidt god vilje kan redes ud.
Men der er et anderledes principielt spørgsmål. Hvorfor skriver Nybroe overhovedet denne bog? Nærliggende er det, at han sidder psykologisk i et nyt fangehul, da han slipper ud, helt tydeligt så knust, at der her er tale om en dyb psykose. Modsat Aisha, som ryster det af sig.
Det er ikke specielt kløgtigt at skrive en sådan bog. Jeg tvivler på, at det er for pengenes skyld, selv om guderne skal vide, at Jeppe kan bruge hver krone, der måtte komme ud af det. Måske ville det have været lettere for ham at finde tilbage til normaliteten uden den bog.
Bogen hjælper ikke til at hindre ny gidseltagning af danskere efter denne. Tværtimod giver den så mange problemer for Udenrigsministeriets folk, der professionelt skal rede trådene ud. Som i tilfældet ambassadør Rolf Holmboe fra ambassaden i Beirut, som var den virkelige problemløser for Nybroe fra baglinjen.
Vi får i denne sag et pludseligt kig ind i maskinrummet, hvor journalistik bliver til. Vi kan se hvordan de to ”gidsler” nu bagefter kæmper for at bevare deres professionelle ære, og for at få renset deres generalieblad. De får de næppe. Og som jeg hører Rami Aisha, så fatter han ikke en brik af Nybroes beskyldninger. Og vice versa.
Aisha er ikke en engel, han er et gadekryds, der kan bide fra sig, han er en overlever. Han tilbyder at komme til København og forsvare sin sag.
At klare sig som palæstinensisk libaneser i Libanons jungle kræver ekstraordinære kræfter. Man er født underdog, og vil næsten altid have libanesiske myndigheder imod sig.
Nybroes papirer ser heller ikke for godt ud. Han skal op til over overfladen igen og få luft. Så lad ham nu være i fred, både på Facebook og i hans privatliv. Giv ham lov til at komme under vej med sig selv.