Data revolutionerer kampen mod fattigdom
700 millioner mennesker er løftet ud af ekstrem fattigdom siden 1990. Men skyldes det, at folk har fået flere penge mellem hænderne, eller at man i dag har opjusteret tallene for, hvor mange fattige der var i verden dengang? Data kan både manipulere og skabe udvikling.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
For 15 år siden satte den hidtil største samling af statschefer sig otte mål for at gøre verden til et bedre sted. Det første af målene var at halvere ekstrem fattigdom i verden inden 2015 i forhold til 1990. 2015-målene, som de otte Millenium Development Goals er blevet døbt i Danmark, har endelig deadline til december i år. Selvom ikke alle når målstregen, viser data allerede nu, at mindst halvdelen af landenes løfter til verden bliver opfyldt til tiden.
Målet om at reducere fattigdom skiller sig særligt ud i kapløbet. Det blev nemlig nået hele fem år før tid: I 1990 levede 43 pct. af befolkningen i verdens udviklingslande under FN’s fattigdomsgrænse. Allerede ved årtusindskiftet var tallet nede på en tredjedel. Og 10 år senere var andelen faldet yderligere til 21 pct. Antallet af ekstremt fattige var halveret, hvilket i runde tal betød, at 700 mio. mennesker var løftet ud af ekstrem fattigdom.
Et af historiens måske største målbare fremskridt er imidlertid blevet mødt med skepsis. En fløj hæfter sig ved, at tallet kun er så stort, fordi man har opjusteret skønnet for, hvor mange fattige der levede i verden tidligere. Og her bliver Kina ofte nævnt. Kina er nemlig det land, der har oplevet det største fald i fattigdom i perioden og endda længere tilbage: I 1980 husede Kina den største andel af fattige noget sted i verden, men så vågnede den kinesiske tigerøkonomi med et brøl. Mellem 1981 og 2010 blev 680 mio. kinesere løftet ud af fattigdom. Udtrykt i procenter svarer det til 84 pct. fattige i 1980 mod ca. 10 pct. af befolkningen i dag. Kina står for tre fjerdedele af det bemærkelsesværdige fald i andelen af fattige over de seneste 30 år. Med de kritiske briller kan det forklares med, at landet senere har ændret antallet af fattige i 1990, hvilket får de nye tal til at se meget lave ud.
Det har netop været et af vilkårene for data om verdens udvikling. Det mest korrekte ville være at tælle samtlige fattige mennesker i verden. Men mange lande ved ikke præcist, hvor mange indbyggere de har. Særligt de helt fattige er langtfra altid registrerede, hvorfor tallene ofte har været baseret på estimater. I takt med at de enkelte lande og organisationer som Verdensbanken bliver klogere, bliver tallene også mere præcise.
Selvom udviklingen i Kina rykker ved de globale fattigdomstal, er det imidlertid ikke hele forklaringen. Væksten i udviklingslande ud over Kina kom ganske vist først for alvor i omdrejninger omkring årtusindskiftet. Men ifølge den australske økonom Martin Ravallion, tidligere ledende researcher i Verdensbanken, har samtlige udviklingsregioner i verden oplevet en positiv økonomisk trend i 00’erne. Udviklingslandene som helhed har haft en gennemsnitlig vækst på 6 pct. i BNP hen over det seneste årti, hvilket især skyldes stigende investeringer i de enkelte lande. Og det endda i en periode, hvor verden på globalt plan har oplevet en af de mest omfattende økonomiske kriser til dato. Ser man alene på væksten uden for Kina, har den reduceret antallet af ekstremt fattige med 280 millioner mennesker.
Måleenheden for fattigdom er FN’s fattigdomsgrænse på 1,25 dollar til forbrug om dagen. Det beløb blev justeret i 2005 og er i dag baseret på niveauet i 15 af verdens fattigste lande. Den økonomiske grænse for fattigdom er internationalt anerkendt, men er fulgt af en flok kritikere. Hvor meget bedre er man fx stillet, hvis man kun har sneget sig over grænsen og har 1,26 dollar til rådighed?
Argumenterne for lyder omvendt, at der er brug for en global måleenhed for at kunne sammenligne situationen i de forskellige lande og at følge udviklingen. Kun sådan kan de enkelte lande vide, hvor langt de er fra at leve op til de globale udviklingsmål, ligesom borgere, organisationer og økonomer har brug for data til at kunne holde deres regeringer op på, hvad de har lovet.
»What gets measured, gets done,« er et kendt mantra i managementteorien. Siden de historiske 2015-mål blev besluttet, er der da også blevet investeret store summer i at indsamle mere information i de enkelte lande. Blandt andet via traditionelle husstandsundersøgelser. Da Verdensbanken begyndte at lave fattigdomsestimater tilbage i 1990, var de baseret på undersøgelser i 22 lande. Data var derfor primært baseret på akademiske udregninger, hvor man brugte tal fra nabolandene for at danne sig et samlet billede. I dag er dataindsamlingen vokset til 900 surveys i 125 udviklingslande, og de seneste estimater bygger på interviews med over 2 mio. husholdninger.
Den slags dataindsamling koster både tid og mange penge. Men her har de nye teknologiske muligheder, der især er kommet til inden for det seneste årti, givet forskere og økonomer adgang til en guldgrube af ny viden. Ifølge et estimat fra IBM er 90 pct. af al den data, der eksisterer nu, blevet skabt inden for de seneste to år. Alene det massive boom af mobiltelefoner og internetadgang i udviklingslande betyder, at informationsmængden ikke bare er mangedoblet, men også nu langt mere detaljeret og hurtigt tilgængelig.
Derfor ved vi i dag mere om alt fra levestandard til sundhedsforhold end nogensinde før. Men der er stadig store, hvide felter. Flere estimerer, at over 40 udviklingslande mangler data.
2015 bliver et særdeles vigtigt år for verden. Det er nu, der skal gøres status over målene. Samtidig skal statschefer fra hele verden til september beslutte nye verdensmål for de næste 15 år. Selvom FN altså for længst har kunnet sætte flueben ved målet om at halvere fattigdom, lever omkring en milliard mennesker stadig for 1,25 dollar om dagen – eller mindre. Det svarer til 14,5 pct. af verdens befolkning. Alt tyder på, at netop det mål derfor denne gang bliver erstattet af det endnu mere ambitiøse: helt at afskaffe fattigdom. Det kan lyde utopisk, men ifølge flere internationalt anerkendte datafremskrivninger kan det lade sig gøre inden for den næste store deadline i 2030.
En så omfattende målsætning forudsætter endnu bedre viden om klodens befolkninger. Derfor er begrebet ”datarevolutionen” netop nu et af de allerstørste buzzwords inden for den globale udviklingsverden. Mere, bedre og hurtigere tilgængelig data vil nemlig give beslutningstagere et helt anderledes fundament end tidligere, når de skal investere i og implementere alt fra skoler og sygehuse til infrastruktur og ny teknologi. Forhåbentlig kommer det til at betyde, at vi i 2030 vil opleve en verden uden fattigdom.