Skaber overvågning mere terror?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Robert Hannigan, der er chef for den britiske efterretningstjeneste GCHQ i Storbritannien, skabte for nylig mindre opstandelse med sin artikel i den britiske avis The Financial Times. Kort sagt skrev Robert Hannigan, at mere robuste krypteringsprocedurer blandt private internetvirksomheder utilsigtet hjælper terrorister som Islamisk Stat (IS) eller al-Qaeda ved at gøre det sværere for den amerikanske efterretningstjeneste NSA og britiske GCHQ at overvåge aktiviteten online. Konsekvensen var tydelig: Jo mere vores privatliv respekteres og beskyttes, jo mere udsættes vi for farer fra forbrydere.

Det er en alvorlig problemstilling, og demokratier, som ønsker at respektere individets ret til privatliv, samtidig med at borgernes sikkerhed opretholdes, må blive bedre til at forsikre folk om, at de omfattende og (for det meste) hemmelige overvågninger, som bl.a. Robert Hannigan fører tilsyn med, ikke misbruges. Jeg hælder mest til, at man respekterer retten til privatliv. Det skyldes dels, at personlige friheder er svære at få igen, hvis man først har mistet dem, og dels, at der ikke er mange beviser på, at overvågningsaktiviteterne gør folk væsentligt mere sikre. De synes at være medvirkende til, at man kan opspore terrorledere, men eksperter diskuterer faktisk, om det overhovedet er en effektiv strategi at opspore lederne og dræbe dem.

Frygten for at blive overvåget tvinger også terrororganisationer til at benytte sig af mindre effektive kommunikationsprocedurer, men det forhindrer dem tilsyneladende ikke i at gøre stor skade alligevel.

Prøv at overveje følgende scenario: Hvad ville USA, Storbritannien og andre magtfulde nationer gøre, hvis ikke de havde vidtrækkende beføjelser til at overvåge andre? Hvad ville de gøre, hvis ikke de havde bevæbnede droner, krydsermissiler og andre ødelæggelsesvåben, der gør det bemærkelsesværdigt let (og på kort sigt relativt billigt) at nedkæmpe de personer, som mistænkes for terrorisme? Hvis vi antager, at der stadig er voldelige ekstremister, som planlægger uhyrlige handlinger, hvad ville disse magtfulde nationer gøre, hvis internettet var der, men ingen af dem vidste, hvordan de skulle overvåge det?

For det første ville de være mere afhængige af kendte og afprøvede terrorbekæmpelsestiltag. Dette ville indebære, at USA og co. infiltrerede ekstremistiske organisationer og efterforskede eksisterende medlemmer for at finde ud af, hvad de planlagde, så man kunne afværge angreb, før de fandt sted, og på sigt optrevle organisationerne. Nationer har tidligere iværksat masser af terrorbekæmpelsesoffensiver, før internettet blev opfundet, og selvom det kan være svært at infiltrere sådanne bevægelser og finde deres svage punkter, er det ikke ligefrem en ukendt kunstform. Hvis ikke det var muligt at spionere hos ekstremisterne på sikker afstand, ville USA og co. sikkert iværksætte langt flere af disse tiltag.

Fremmer ekstremismens sag

Hvis ikke disse højteknologiske muligheder var til rådighed, ville lande som USA og Storbritannien måske bruge mere tid på at tænke over, hvordan de kunne miskreditere og delegitimisere terroristernes budskaber i stedet for at blive ved med at gøre ting, der fremmer ekstremismens sag. Hver gang, USA går ind og anvender magt i et muslimsk land – eller sender en drone ind for at udføre et ”signaturangreb” – styrker det jihadisternes påstande om, at Vesten har en umættelig trang til at dominere den arabiske og islamiske verden og ikke respekterer den muslimske livsstil. Det betyder intet, at USA har de bedste intentioner; hvis landet virkelig ønsker at hjælpe disse samfund, eller hvis man reelt svarer igen på en legitim trussel, sender dronerne, krydsermissilerne og de målrettede drab et helt andet og mere brutalt budskab.

De teknologiske fremskridt gør det muligt for USA og co. at bruge magt i lande som Afghanistan, Pakistan, Irak og Syrien, men hvis ikke det var muligt, ville de måske fokusere mere på at opbygge effektive partnerskaber med de lovmæssige autoritetskilder i disse samfund – inklusive de religiøse ledere.

Det manglende forsøg på at miskreditere de ekstremistiske bevægelser er muligvis den største skavank ved hele krigen mod terror, og indtil USA og co. indser dette og får rettet op på fejlen, vil krigen aldrig få en ende.

For det tredje, og paradoksalt nok, ville man måske i højere grad overveje at indsætte landstyrker – i hvert fald i visse områder – hvis ikke militæret og myndighederne havde droner til deres rådighed. Måske er det en god ting, at den slags beslutninger skal overvejes mere grundigt, for det ville tvinge USA (og andre) til at beslutte sig for, hvilke trusler, der var mest alvorlige, og hvilke lande, der var vigtigst. Det ville måske endda føre til den indsigt, at enhver form for militær indblanding virker mod hensigten. Det, som NSA, CIA og det amerikanske kommandocenter Special Operations Command har gjort igennem de seneste 10 år, virker i visse henseender alt for let: Det koster ikke ret meget at tilføje nogle ekstra navne til dødslisten, at støve nogle enkelte terabytes data mere op eller at sende nogle flere droner af sted ind i et nyt land – især ikke, hvis tiltagene foregår i skjul.

Jeg siger ikke, at USA’s nuværende politik er uden omkostninger, eller at særlige operationer ikke er risikable. Min pointe er, at den slags aktiviteter stadig er lettere at overveje og give tilladelse til sammenlignet med en operation, hvor der skal sættes landstyrker ind. De militære færdigheder gør det samtidig lettere for amerikanske ledere at undgå de mere fundamentale overvejelser omkring interesser og strategi, fordi man signalerer ”at man gør noget”, også selvom det ikke nødvendigvis hjælper.

Hvis de amerikanske ledere var tvunget til at tænke mere over, hvor de skulle sætte de mere omkostningstunge ressourcer ind, ville de måske endelig begynde at overveje det bredere perspektiv i de amerikanske og vestlige politikker, som har været med til at afføde nogle af disse bevægelser til at begynde med. IS, al-Qaeda, al-Nusra, al-Shabab eller Taliban er ofte udsprunget af lokale omstændigheder, men de er ikke dukket op af ingenting, og USA (og andre lande) bærer noget af skylden (men ikke alt) for deres opdukken og udbredelse.

Dette skal på ingen måde opfattes som et forsvar eller en retfærdiggørelse af voldelig ekstremisme. Det skal heller ikke opfattes som om, at alle amerikanske politikker er forkerte; det er blot for at anerkende, at der er en kausal sammenhæng mellem noget af det, USA gør, og nogle af de fjender, som landet står overfor.

Nem løsning

Men hvis nogle af de ting, som USA (eller USA’s allierede) gør, skaber modvilje mod landet i visse dele af verden, og hvis noget af denne modvilje omsættes til voldelig ekstremisme, som tvinger USA til at bruge milliarder af penge på at beskytte sig selv, så burde landet måske i stedet spørge sig selv, om alle politikker giver mening, og om de alle er i overensstemmelse med amerikanske interesser og værdier. Hvis svaret er nej, burde landet måske overveje at ændre nogle af dem, om ikke andet så for at få lukket damp ud af den ekstremistiske kedel.

Kort sagt mener jeg, at hele mentaliteten med at overvåge og angribe, som har domineret terrorbekæmpelsesindsatsen, er populær hos amerikanske regeringsfolk, fordi det er en relativt nem løsning, hvor de samtidig udnytter USA’s teknologiske fordele og undgår at skulle ændre væsentligt i udenrigspolitikken og stille selvkritiske spørgsmål.

Holdningen er, at hvis USA kan løse problemet med terror ved at smide penge efter og samtidig gøre militære leverandører og tidligere regeringsrepræsentanter rige i processen, hvad er problemet så?

Lad mig præcisere: Jeg mener ikke, at vi skal nedlægge NSA, fyre alle kryptografer og naivt tro, at ordentlige mennesker ikke læser hinandens post.

Men indtil der er flere tungtvejende beviser på, at overvågning af den art, som Robert Hannigan forsvarer, reelt beskytter et stort antal mennesker imod udenlandske farer, kan jeg ikke lade være med at tænke, at man tillægger disse aktiviteter for megen vægt, fordi de er relativt lette at gå til, og fordi man har en magtfuld konstituent i Washington og London, som er svær at overvåge.

Med andre ord, gør vi måske snarere, hvad der falder os naturligt, i stedet for at gøre det, som ville være mere effektivt.