”Asiens Obama” får nok at se til

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Når Jokowi rykker ind i præsidentpaladset ”Istana Merdeka”, er det første gang i Indonesiens historie, at præsidentembedet bliver overført fra én folkevalgt kandidat til en anden. Jokowi er derfor på mange måder et konkret og synligt symbol på den demokratiske transformering, som Indonesien har gennemgået de seneste 15 år.

Indsættelsen er også et positivt tegn på, at en fredelig demokratisk transition kan lade sig gøre på trods af historiske traumer og store etniske, religiøse og kulturelle forskelle i det enorme land med verdens største muslimske befolkning, hvis 17.000 øer strækker sig over mere end 5.400 km og tre tidszoner.

Men der venter en ny politisk virkelighed for indoneserne, som har været vant til autoritære eller enerådige ledere. Jokowis modkandidat i valgkampen, den tidligere hærgeneral Prabowo Subiantos rød-hvide koalition, har trods nederlaget i præsidentvalget stadig et komfortabelt flertal i parlamentet, som den efter eget udsagn agter at benytte til at modarbejde Jokowis regering.

Selv om Indonesien har gennemgået en imponerende politisk og økonomisk udvikling i de seneste to årtier, er der ingen smutveje til at sikre den økonomiske vækst. En vækstrate på 8-9 pct. om året er ifølge økonomer nødvendig for at øge velstanden og sikre beskæftigelse til den voksende gruppe af unge indonesere, der rammer jobmarkedet i de kommende år. De pæne vækstrater på 5-6 pct., der har været normen i de seneste 10 år, er ikke nok, hvis Indonesien skal håndtere eksisterende udfordringer eller realisere landets potentiale. Nok er Indonesien blevet medlem af den eksklusive gruppe af økonomiske sværvægtere i G-20, og nok er middelklassen eksploderet, samtidig med at antallet af fattige er næsten halveret i det seneste årti. Men både i byområderne og især i udkants-Indonesien lever 28 mio. mennesker fortsat under fattigdomsgrænsen på to dollars om dagen, og Verdensbanken anslår, at 68 mio. indonesere er udsatte med en 10 pct.s risiko for at falde tilbage i fattigdom.

Der er derfor ingen akut fare for, at Jokowi kommer i bund med sin to do-liste på hverken den korte eller lange bane, og han får brug for allierede i parlamentet til at realisere den ambitiøse reformdagsorden, der skal fremtidssikre væksten og yderligere konsolidere demokratiet.

Den 53-årige Jokowi er modsat sine seks forgængere ikke et klassisk produkt af hverken den politiske eller militære elite. Jokowi er sin egen, og deri ligger en stor del af populariteten. Det, som Jokowi kan, formentlig bedre end alle andre indonesiske politikere, er at møde befolkningen i øjenhøjde. Ydmygt, charmerende og med stor karisma. Den folkelige popularitet, der har fulgt ham siden dagene som borgmester i byen Solo i det centrale Java, har vist sig at have en næsten magisk tiltrækningskraft på især den unge generation fra byerne. Både i Solo og i tiden som guvernør i Jakarta var Jokowi tit i mindretal. Men ved at påkalde sig befolkningens opbakning var han ofte i stand til at gennemtrumfe sine reformer. Det er måske netop den evne, der vil komme ham til gode, når han i de næste dage tager livtag med de modstræbende. De seneste uger har vist tegn på sprækker i koalitionen, så heller ikke i indonesisk politik findes der tilsyneladende permanente fjender – kun permanente interesser.

Populariteten og det håb, der følger i slipstrømmen på Jokowi, er både hans styrke og hans største udfordring. Bekymringen blandt de nærmeste rådgivere er – sikkert med rette – at hans enorme popularitet kan føre til nogle af de samme udfordringer, som er overgået dén internationale leder, som Jokowi ofte sammenlignes med – nemlig Barack Obama. Jokowi har som optakt til indsættelsen derfor forsøgt at balancere på en knivsæg ved at nedtone forventninger og forberede befolkningen på realistiske og opnåelige målsætninger.

Hvad vil han så konkret? Tja, det er et spørgsmål uden et klart svar, for de politiske udmeldinger har været beskedne. Lidt ved vi dog fra valgkampen: Jokowi ønsker at tage fat på tunge emner som korruptionsbekæmpelse, forenkling af bureaukratiet samt nedbringelse af underskuddet på statsbudgettet. For at få finansielt råderum bliver en af de vigtigste opgaver at reducere de enorme energisubsidier. Det vil koste staten 140 mia. kr. alene i 2015 – svarende til astronomiske 20 pct. af statsbudgettet. Uden et opgør med subsidierne er der ganske enkelt ikke råd til de forbedringer af sundhedssektoren og uddannelsessystemet, som Jokowi brændende ønsker. Men nemt bliver det ikke. Udbygget infrastruktur, fokus på det maritime og bæredygtige miljø- og energiløsninger står ligeledes højt på Jokowis liste. Det gør et forbedret investeringsklima og privatisering af ineffektive statslige virksomheder også.

På det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område peger pilen indtil videre på kontinuitet. Den traditionelle udenrigspolitiske doktrin om ”1.000 venner, ingen fjender” vil også præge Jokowi-administrationen – det på trods af udmeldingen om, at forsvarsbudgettet skal fordobles fra det nuværende niveau på 0,8 pct. af BNP. Men Jokowis politiske orientering er modsat forgængerens ikke global: Interesse og fokus er på de hjemlige problemer. Han er ingen ”internationalist”, selv om han hurtigt vil blive konfronteret med de udenrigs- og især sikkerhedspolitiske spørgsmål, herunder de territoriale stridigheder i det sydkinesiske øhav. Samtidig vil Indonesien også fremover være drivkraften i det sydøstasiatiske samarbejde Asean, der inden udgangen af 2015 har ambitioner om at etablere et indre marked. Jokowis Asean-politik bliver afmålt og baseret på noget-for-noget: Handelsliberaliseringer – både de regionale og de internationale – skal gå i begge retninger.

På trods af Indonesiens størrelse har landet længe ligget i skyggen af især Kina. Det afspejler sig i den danske eksport: Indonesien modtager i dag blot sølle 1 promille af Danmarks vareeksport. Der er ingen tvivl om, at potentialet for øget handel er enormt. Når det er sagt, skal udfordringerne på markedet ikke undervurderes. Det kan være både kompliceret og besværligt at få et fodfæste i Indonesien, hvor bureaukrati, korruption og protektionistisk lovgivning tester tålmodigheden. Men med en smule stamina og af og til assistance fra en lokal samarbejdspartner er der store muligheder. Potentialet overskygger ganske enkelt kompleksiteten, og derfor skal danske virksomheder være til stede i Indonesien. Den pointe har en række danske virksomheder allerede fået øjnene op for. Men der er plads og markedsandele til langt flere.

Det skyldes ikke mindst den voksende middelklasse, der i 2030 vil tælle hele 135 mio. indonesere. De efterspørger allerede kvalitetsprodukter og tidssvarende løsninger inden for infrastruktur, energi, uddannelse, miljø, sundhed samt forbrugs- og luksusvarer. Her har Danmark og danske virksomheder spidskompetencer. Samtidig har Danmark i kraft af udviklingssamarbejde inden for klima, energi og miljø allerede et godt navn blandt de indonesiske beslutningstagere.

Med regeringens vækstmarkedsstrategi for Indonesien er der sat ord på de ambitiøse mål. Danmark skal bl.a. i gang med at udvide myndighedssamarbejdet inden for en række prioriterede sektorer, og vareeksporten til Indonesien skal fordobles frem mod 2016. Det var derfor ikke tilfældigt, at en større indonesisk delegation for et par uger siden besøgte Danmark. Der skal bygges en bro mellem Sumatra og Java i et af verdens mest trafikerede stræder og med både aktive vulkaner og hyppige jordskælv. Et yderst kompliceret projekt. Indoneserne var interesserede i danske erfaringer og knowhow fra både den offentlige og private sektor.

Samtidig med at Jokowi i dag indsættes i Jakarta, vil en anden indonesisk delegation deltage i det ”grønne Davos”, 3GF-topmødet i København. Alt sammen er det med til at konsolidere Danmarks ry som en attraktiv og innovativ partner. Det betyder, at vi kan skabe synergi mellem vores politiske aktiviteter, udviklingssamarbejdet og vores eksportfremme. Det giver konkurrencefordele i et land som Indonesien.

Men vi er ikke de eneste, der har fået øjnene op for potentialet i Indonesien. Der bliver trængsel foran præsidentkontoret. Vi skal fra dansk side sørge for tidligt at trække et nummer, så vi ikke kommer bagerst i køen. Det kræver en målrettet strategi, hvor vi skal bruge hele spektret af instrumenter – herunder højniveaubesøg. Både politisk og kommercielt er der 250 mio. gode grunde til, at vi skal få øjnene mere op for Sydøstasiens største og vigtigste land. Men lad os i dag begynde med at ønske Indonesien tillykke med indsættelsen af præsident Jokowi.