Går København virkelig foran på klimaområdet?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I dag har FN’s generalsekretær inviteret verdens ledere til at diskutere klima i New York. Det er på forhånd en noget tam affære – selv om Obama deltager, kommer hverken den kinesiske præsident eller den indiske premierminister.

Der er ingen tvivl om, at Danmark vil blive fremhævet på mødet, fordi det er et af de lande, der prøver at gå forrest i ønsket om at blive CO₂-neutralt. Her er det værd at kigge på, hvordan det går for København, som ønsker at blive verdens første CO2-neutrale by i 2025. Som mange andre velmenende byer og lande har opdaget, er det sværere at skære CO2 i betydelige mængder, end det ser ud, og det kan nødvendiggøre en hel del kreativ bogføring.

Samtidig har Københavns politikere også selvsikkert erklæret, at hvis man skærer CO2 nu, vil det i sidste ende gøre byen og dens borgere rigere, da nutidens dyre investeringer i grøn energi vil mere end betale for sig selv, når priserne på fossile brændstoffer stiger. Hvordan kan det forbedre ens udsigter, når man bevidst begrænser ens muligheder? Det lyder mere som argumenter, der kommer fra grønne aktivister – og de er højst sandsynligt forkert på den.

Den første udfordring, København står over for på vej til at nå sit mål på nul emissioner, er manglen på omkostningseffektive alternativer til visse CO2-kilder, især biler. Danmark giver allerede verdens største tilskud til elbiler ved at fritage dem for den marginale 180 pct.-bilregistreringsafgift. For den mest populære elbil, Nissan Leaf, er denne fritagelse 470.000 kr. værd. Alligevel er kun 1.536 af Danmarks 2,7 millioner biler elektriske.

Der er også den udfordring, som naturligt ligger i elektricitet fra vindkraft: At sørge for, at byen fortsat kan fungere, når vinden ikke blæser. For at løse dette problem har København været nødt til at udtænke en strategi for produktion af elektricitet, som gør det muligt til tider at køre på kulkraft, når det er nødvendigt, uden at skabe nettoemissioner.

Byens plan er at sætte over 100 vindmøller op i Storkøbenhavn og i de omkringliggende lavvandede farvande. Med en samlet produktion på 360 megawatt, som vil levere el til forsyningsnettet, vil disse møller mere end dække Københavns elbehov – og overskuddet kan bruges til at opveje byens resterende CO2-emissioner, bl.a. fra byens millioner af ikke-elbiler.

Københavns succes afhænger således af de omkringliggende områder, som ikke stiler efter CO2-neutralitet. Trods alt går hele det teoretiske regnskab kun op, hvis andre stadig bruger de fossile brændstoffer, som Københavns uforudsigelige vindkraft kan erstatte. I denne forstand tilrager København sig chancen for at føle sig moralsk overlegen.

Byens politiske ledere lover, at denne strategi for at opnå kulstofneutralitet ”i store træk giver et positivt økonomisk billede og vil føre til økonomiske fordele for københavnerne” baseret på forventningen om, at priserne for konventionelle energikilder som kul, olie og gas vil stige i de kommende år.

Den ofte hørte begrundelse for denne antagelse, at menneskeheden er i færd med hurtigt at bruge disse knappe ressourcer op, er i strid med begivenheder i den virkelige verden, da innovation rent faktisk har udvidet olie-, gas- og kulreserver til hidtil usete niveauer i de seneste år.

Tag f.eks. Københavns vindmølleplan, den største forventede kilde til besparelser. De samlede omkostninger til opførelse og vedligeholdelse forventes at ligge på 5.039 mio. kr. Selv under antagelse af en meget stor kulafgift, svarer denne til sølle 778 mio. kr., hvilket vil sige, at projektets værdi – 1.428 mio. kr. i besparelser – hovedsagelig stammer fra de 5.689 mio. kr., der vil spares i elbetalinger.

Mens dette lyder imponerende, afhænger det af en massiv 68 pct.stigning i prisen på elektricitet fra fossile brændstoffer i 2030. Og København er ikke alene om at gøre sig sådanne antagelser, Storbritanniens Department of Energy & Climate Change anslår en prisstigning på 51 pct. i 2030.

Det er sandsynligt, at disse fremskrivninger er meget urealistiske. Se bare den langsigtede prisudvikling på kul og gas, der driver langt størstedelen af den globale elproduktion. På trods af en nylig stigning har reelle kulpriser været på vej nedad siden 1950’erne.

I USA har skifergasrevolutionen fremmet af udviklingen af hydraulisk frakturering (”fracking”) bragt priserne ned på det laveste niveau, siden naturgas fik en fremtrædende plads efter oliekrisen i 1970'erne. Med mange flere lande, der står klar til at udvinde skifergasreserver i løbet af det næste årti, vil den nedadgående tendens sandsynligvis fortsætte, hvilket vil bidrage til yderligere at sænke prisen på elproduktion.

Dette er grunden til, at Aurora Energy Research for nylig forudsagde et betydeligt fald i elpriserne over de næste tre årtier.

Fracking-teknologi har også gjort det muligt for USA at udnytte sine store skiferoliereserver, hvilket gør det til verdens største olieproducent foran Saudi-Arabien. Citigroup vurderer, at olie i 2020 kun vil koste 417 kr. pr. tønde, og den tidligere leder af internationale prognoser på OECD fremsætter, at tallet kunne være tættere på 278 kr.

Dette er ubelejligt for klimaforkæmperne i både England og København, fordi det gør ren energi mindre tiltrækkende. Selv hvis elpriser drevet af fossile brændstoffer forbliver stabile, vil Københavns vindmøller blive et nettodræn. Hvis Auroras prognose viser sig at være korrekt, vil Københavns vindmølleprojekt blive en massiv fiasko, som vil koste 50 pct. mere, end den sparede elektricitet er værd.

I stedet for at lade politikerne bruge offentlige midler på feel good-klimaprojekter, der er baseret på vidtrækkende – og upålidelige – forudsigelser, skal borgerne tilskynde deres ledere til at investere disse midler i forskning og udvikling af ren energi med det mål at gøre vedvarende energi billig nok til at overvinde fossile brændstoffer på markedet.

Initiativer som Københavns, hvor vidunderlige de end lyder, er i sidste ende ikke meget mere end dyre forfængelighedsprojekter. Det er den virkelige lektie til New York i dag.