Vold mod kvinder – hvor er Danmark i Europa?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

European Agency for Fundamental Rights (FRA) udsendte i begyndelsen af marts en undersøgelse af vold mod kvinder i EU. Her skønnedes det, at 13 mio. kvinder havde været udsat for fysisk og 3,5 mio. for seksuel vold i løbet af et år.

Det svarer til, at 8 pct. af alle kvinder havde været udsat for vold inden for de seneste 12 måneder, mens 33 pct. af alle kvinder i EU havde været udsat for vold efter deres fyldte 15. år.

I Danmark angav 11 pct. af alle kvinder, at de havde været udsat for vold inden for de seneste 12 måneder, og 55 pct. havde været udsat for vold efter deres fyldte 15. år. Generelt lå Danmark højt, når det gjaldt de forskellige former for vold mod kvinder, og det samme gjorde lande som Sverige, Finland, Frankrig og Holland.

Resultaterne er foruroligende, og responsen på dem var også foruroligende. Hvor ligestillingsminister Manu Sareen udtrykte chok over rapporten om vold mod kvinder, og hvor Ulla Tornemand, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, så undersøgelsernes danske resultater som en øjenåbner, har man ellers haft travlt med at feje rapporten af bordet. Som Morten Kjærum, direktør på FRA, sagde:

»Desværre er der en selvopfattelse i Danmark, som ikke harmonerer med virkeligheden.«

I Danmark var den mest fremtrædende reaktion på undersøgelsen således ikke en forskrækkelse over de høje voldsforekomster, men en afvisning af undersøgelsens gyldighed. Man kunne ikke acceptere, at Danmark var et af de lande, der havde den højeste forekomst af vold mod kvinder. Den nationale stolthed var såret. I FRA-undersøgelsen påpeges det dog, at det i mange lande og kulturer er tabubelagt at tale om vold, specielt vold i nære relationer. Det kan medføre, at voldsbrugen i disse lande underrapporteres, mens en relativt høj forekomst af vold mod kvinder f.eks. i Danmark afspejler en kultur, hvor kvinder ikke tolererer vold og er villige til at fortælle om overgreb. Til gengæld betyder mørketallene, at den faktiske forekomst af vold mod kvinder i EU kan være alvorligt underestimeret i FRA’s tal.

Men er det godt, at danske kvinder indrapporterer overgreb, så er det ikke godt, at der faktisk er så høj forekomst af fysisk vold, seksuel vold, psykisk vold, ”stalking” enten fysisk eller cyber, og sexchikane, hvad enten det sker i hjemmet eller i offentligheden. Og i forhold til FRA’s rapport er der ingen, der seriøst har sat spørgsmålstegn ved de danske tal.

Så selv om det er nærliggende at tro, at der er større mørketal i mindre ligestillede samfund, kan det være farligt – udokumenteret – at afvise, at der kan være en høj grad af vold mod kvinder f.eks. i Danmark. Nyere forskning viser, at der er store grupper af mænd, der føler sig truet af en udvikling mod større ligestilling, både på et personligt og et samfundsmæssigt plan, og dette kan slå over i vold.

Et ekstremt eksempel, hvor personlighedsforstyrrelse og vrede spillede sammen med kvindefjendtlige holdninger, er det tragiske massemord i Californien i slutningen af maj, hvor en 22-årig mand dræbte seks mennesker, fordi han ikke fik den opmærksomhed fra kvinder, som han følte, at han var ”berettiget” til.

Videre kan man spørge sig selv, om der er specifikke træk ved det danske samfund, som faktisk bidrager til vold mod kvinder, f.eks. kvinders høje arbejdsmarkedsdeltagelse. Rapporten viser, at kvinder på arbejdsmarkedet i højere grad end andre er udsat for sexchikane (ca. 60 pct. har oplevet sexchikane), og at det går værst ud over universitetsuddannede kvinder (69 pct.) og kvinder i lederstillinger (75 pct). Disse tal afspejler en arbejdskultur med en høj grad af mandedominans, et seksualiseret miljø og en tolerance over for sexchikane på arbejdspladsen.

Der foreligger ikke landeopdelte tal for sexchikane på arbejdspladsen, men da danske kvinder hører til blandt dem, der generelt rapporterer mest sexchikane, ville det være rimeligt at undersøge, om dette havde sammenhæng med den høje arbejdsmarkedsdeltagelse.

Og når rapporten understøtter en tydelig forbindelse mellem partnerens misbrug af alkohol og kvinders oplevelse af både fysisk og psykisk vold, og når Danmark ligger blandt de højeste i alkoholforbrug i Europa, kunne det også give grund til selvransagelse.

Modviljen mod at tale om seksuelle overgreb spejles også i lave anmeldelsesrater. På EU-plan er det kun 20 pct. af alle kvindelige voldsofre, der har politianmeldt det mest alvorlige overgreb, som de har været udsat for. Tallet for Danmark er endnu lavere (10 pct. har anmeldt partnervold, og 16 pct. har anmeldt vold begået af andre). Det er et stort problem i et retssamfund, hvis krænkere på denne måde systematisk går fri. Men det er tilfældet, når det drejer sig om vold mod kvinder.

Der har i Norden været en tendens til at betragte vold mod kvinder som noget, som ”de andre” gør, f.eks. de tragiske eksempler på såkaldte ”æresdrab”. FRA-rapporten har bevidst undladt at inkludere trafficking og kvindelig omskæring, da det kun rammer en bestemt befolkningsgruppe. I stedet har rapporten vist, at vold rammer et bredt udsnit af kvinder.

I rapporten lægges der vægt på, at vold mod kvinder er en kønsbaseret menneskerettighedskrænkelse og skal analyseres som sådan, som det fremgår både af FN’s ”Declaration on the Elimination of Violence Against Women”, af Beijing-deklarationen og af Istanbul-konventionen fra 2011. Dette står i modsætning til den fremherskende tendens i de nordiske lande, hvor man i stigende grad bevæger sig mod en kønsneutral terminologi og begrebsforståelse, der ikke griber de samfundsmæssige mekanismer, der ligger bag vold mod kvinder.

Men at udpege voldens kønsaspekt betyder jo ikke, at man opfordrer til ”kønskrig”, som Manu Sareen advarede mod. Han har ret, når han påpeger, at mange mænd vil kvinder det godt, og rapporten understreger, hvor vigtig mænds indsats mod vold mod kvinder er, eksempelvis White Ribbon-kampagnerne.

I Danmark har myndighedsindsatsen i høj grad koncentreret sig om vold i nære relationer. Forhåbentlig kan FRA’s rapport give anledning til, at man breder indsatsen ud. Tallene viser, at det også er vigtigt at bekæmpe holdninger om, at vold og sexchikane er ”normalt”, som man ofte møder i seksualiserede arbejdsmiljøer eller i nattelivet.

Ligeledes er det vigtigt med en indsats mod trakassering af kvinder på de sociale medier.

Og endelig er det påkrævet at gøre op med forestillinger om, at vold er noget, der kun findes i marginaliserede grupper, hos ”de andre”, men ikke er et problem, som rammer et bredt udsnit af befolkningen.