Vesten kan ikke ignorere Ukraine

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Alle lande er lige, men nogle er mere lige end andre. Hvilke lande skal man derfor holde særligt øje med? Det var et spørgsmål, der blev drøftet i den sikkerhedspolitiske debat i USA umiddelbart efter afslutningen på Den Kolde Krig.

Præsident George H.W. Bush talte i 1990 om en »ny verdensorden«. Ambitionen var at skabe et ”Europe – whole, free and at peace”. Stabiliteten af det nye system var afhængig af flere forhold, herunder også en række nøglelande, hvis skæbne var af større betydning for Europas fremtid. Der var bred enighed om, at der i Europa var tre lande på en sådan liste: Polen, Tyrkiet og Ukraine.

Det var ingen overraskelse, at Ukraine stod på listen. Synspunktet nød bred støtte. Zbigniew Brzezinski, der i sin tid var national sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter, formulerede synpunktet meget klart i sin bog ”The Grand Chessboard” fra 1997: Rusland kan ikke blive en ”euroasiatisk stormagt” uden Ukraine. Dertil er Ukraine for stor – 44 mio. indbyggere og arealmæssigt på størrelse med Tyskland og Storbritannien tilsammen.

Med andre ord, ønsker Rusland at blive en ”euroasiatisk stormagt”, må det få Ukraine under sine vinger. Det er et geopolitisk spørgsmål.

Ruslands anneksion af Krim betyder et brud i det sikkerhedspolitiske billede i Europa. En årsag er, at spillereglerne er blevet overtrådt. En anden årsag er, at Rusland har vist sig både i stand til og villig til at bruge militær magt i et omfang, som bryder med ambitionen om et ”Europe – whole, free and at peace”.

Tysklands forbundskansler Angela Merkel anførte i sin tale til Forbundsdagen den 13. marts, at anneksionen af Krim havde vist, at der var tale om to forskellige verdensopfattelser.

For det første den såkaldt vestlige, hvor vi tror på, at problemer kan løses gennem forhandling og aftaler, så alle deltagere nyder godt heraf. EU-samarbejdet er baseret på denne opfattelse, ja for mange netop et symbol herpå.

For det andet den russiske opfattelse, der er baseret på en magtsfære tilgang. Det grundlæggende princip er klart: Din gevinst er mit tab og omvendt. Ifølge den opfattelse, som vi troede hørte hjemme i det 19. århundrede, er det ikke rart at være Ukraine eller et mindre land i Ruslands interessesfære.

Ukraine-krisen er ingenlunde slut. Tværtimod. Meget tyder på, at vi er på vej mod et helt andet sikkerhedspolitisk billede. Vi må justere vore forventninger.

Hvorfor er Ukraine af så stor betydning? Hvilke principper er på spil?

For det første er den russiske anneksion af Krim et åbenbart brud med de principper, som Europas sikkerhed har været baseret på siden Den Kolde Krigs afslutning – ja, siden Anden Verdenskrig. Grænser er blevet flyttet med væbnet magt.

Det er ikke sket siden 1945, at et land på vort kontinent har annekteret et område fra et andet land med væbnet magt.

Begivenhederne i 2008 i Georgien, hvor de to områder – Sydossetien og Abkhasien – blev erklæret selvstændige, kan ikke helt sidestilles hermed. Den russiske anneksion af Krim er simpelthen noget andet.

FN-pagten og OSCE-principper er blevet brudt – for at nævne et par stykker. Når spilleregler af denne karakter brydes, betyder det ustabilitet og usikkerhed.

For det andet er det et spørgsmål, om det for Rusland alene drejer sig om Krim. Eller handler det om Ukraine? Eller går det videre end Ukraine?

Der var selvsagt nogle mennesker, der for en måned siden troede, at det alene drejede sig om Krim. Præsident Putins tale til det russiske parlament den 18. marts blev af nogle læst på den måde. Det er et faktum, at der hersker et særligt forhold mellem Rusland og Krim og et tæt historisk forhold mellem Rusland og Ukraine.

For det tredje indebar anneksionen af Krim et fundamentalt brud med det tilsagn, som Rusland, USA og Storbritannien gav Ukraine i 1994 om at beskytte landets uafhængighed og suverænitet. Dette tilsagn var led i en aftale – det såkaldte Budapest-memorandum – hvor Ukraine gav afkald på at have kernevåben stationeret på sit territorium.

Spredning af masseødelæggelsesvåben er en trussel mod det internationale samfund. Det er altid vanskeligt at overbevise lande om at opgive dem, når de nu engang er kommet i besiddelse af dem. Disse våben opfattes af mange lande som en livsforsikring. Hvad er alternativet til at opgive dem?

En erklæring fra kernevåbenmagterne om, at de vil værne om landets sikkerhed? Hvem har efter anneksionen af Krim tillid til en erklæring af denne karakter? Kort sagt: Her betaler det internationale samfund nok en høj pris i sine bestræbelser på at undgå yderligere spredning af disse våben.

For det fjerde bliver der med Ukraine-krisen vendt op og ned på mange forestillinger. Håbet om en ”Ny Verdensorden” må justeres. Vi må erkende, at vi lever i en verden, hvor ”håb ikke kan være en strategi”.

I 1997 indgik Nato og Rusland en aftale. Den var en forudsætning for den efterfølgende udvidelse af Nato. Nato-udvidelsen var i sig selv en forløber for udvidelsen af EU. Nato-udvidelsen tilvejebragte den strategiske ro, der gjorde udvidelsen af EU mulig. Udvidelsen af Nato stødte ikke på de store problemer, fordi den forudgående aftale med Rusland indeholdt tilsagn fra Nato, der imødekom russiske bekymringer.

Disse var for det første et tilsagn om ikke at stationere taktiske kernevåben i de nye medlemslande. For det andet et tilsagn om ikke permanent at stationere store troppestyrker i de nye medlemslande. Samtidig forpligtede Rusland sig til en række principper, herunder respekt for andre landes territoriale integritet og politiske uafhængighed.

Det var ikke et problem for Nato dengang at give disse tilsagn. Man mente ikke, at man var på vej mod et modsætningsforhold til Rusland. Tværtimod sigtede man mod et strategisk partnerskab.

Der er mange, der mener, at Rusland med sin adfærd har brudt forudsætningerne for disse tilsagn. Rusland har vist sig både i stand til og villig til at udføre militære aktioner, som er i strid med indgåede aftaler.

I de central- og østeuropæiske lande læser man Putins tale til parlamentet på en anden måde. Man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad indebærer det, når Putin i sin tale gør det klart, at Rusland har interesser at varetage dér, hvor der bor russere?

Stressniveauet er steget i de central- og østeuropæiske lande. Debatten i Polen og de baltiske lande har fået en anden karakter. Det anføres, at det sikkerhedsproblem, som de tidligere frontlinjestater under Den Kolde Krig havde, nu er flyttet østpå.

De ønsker solidaritet, tilstedeværelse og forståelse for deres synspunkter. De tænker ikke kun på situationen i morgen – men også på, hvordan den kan være om 10 eller 20 år.

Ukraine er et betydningsfuldt land. Der er sat spørgsmålstegn ved Europas sikkerhedspolitiske arkitektur. Det kan vare mange år, før der kommer en afklaring og stabilitet, alt imens situationen i Ukraine forekommer skrøbelig. Det vil kræve vores opmærksomhed i mange år.

Landet er for vigtigt til, at vi kan ignorere dets skæbne.