Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det kan The Beatles lære os om politik

Beatles-sange med snart 50 år på bagen indeholder budskaber om økonomi og politik, som fortsat er aktuelle.

Artiklens øverste billede
The Beatles ankom til New York den 7. februar 1964. Arkivfoto: AP

For godt 50 år siden lettede Pan Am Flight 101 fra Heathrow Lufthavn nær London og landede nogle timer senere i New York, USA. Blandt passagererne var The Beatles. Men glem alt om popkulturhistorie for en stund. Det, der altid har været iøjnespringende med hensyn til The Beatles’ samlede produktion, er, hvad den lærer os om vigtige begreber i politik.

Her følger de tre vigtigste eksempler på den lære, som man kan uddrage hos de fire beatler, baseret på en nøje gennemgang af samtlige album fra ”Please Please Me” til ”Abbey Road”.

  • Sang: ”Taxman”.
  • Lære: Lafferkurven er rigtig.

Sangen er fra albummet ”Revolver” fra 1966 og er The Beatles’ mest udtalte kommentar til offentlig politik. På det tidspunkt var de unge gutter fra Liverpool ved for alvor at komme til penge – for blot at opdage, at den politik, som efterkrigstidens Labour-regeringer førte, betød, at deres skattebyrde i Storbritannien svarede til en marginalskat på 95 pct. (98 pct. ifølge visse kilder). Som det fremgår af George Harrisons vrede tekst, var det ikke noget, der behagede The Beatles.

»Hvis I har bil, beskatter jeg vejen/hvis I sætter jer ned/beskatter jeg stolen/hvis I fryser, beskatter jeg varmen/hvis I går en tur, beskatter jeg jeres fødder.«

Så skruer vi tiden 10 år frem. Den amerikanske økonom Arthur Laffer skaffede lafferkurven udbredelse – lafferkurven rummer teorien om, at en forhøjelse af skatteprocenten paradoksalt nok kan føre til, at staten får et lavere skatteprovenu. Hvis det er kommet dertil, resulterer en stigning i f.eks. indkomstskatteprocenten i, at potentielle skatteydere enten ikke tjener noget overhovedet (hvorfor gå på arbejde, hvis man skal betale 95 pct. i skat?) eller strækker sig til det yderste for at friholde indtægterne for skat eller omlægge dem.

Den bedste måde, hvorpå de kunne undgå at betale en tårnhøj indkomstskat af deres royalties, ville være at omlægge dem fra almindelig indkomst til kapitalgevinst.

The Beatles valgte at gøre det sidste. Gruppens medlemmer indså, at den bedste måde, hvorpå de kunne undgå at betale en tårnhøj indkomstskat af deres royalties, ville være at omlægge dem fra almindelig indkomst til kapitalgevinst. Den britiske kapitalvindingsskat var dengang kun 30 pct.

»De var de mest berømte mennesker i verden, og de tjente en masse penge, men de så ikke skyggen af dem. Derfor var det mest oplagt at ty til kapitalgevinstløsningen,« sagde en af deres managers, Peter Brown, i et interview med Bloomberg News i fjor.

De oprettede selskabet Northern Songs Ltd., som ejede deres kompositioner, og lod aktierne notere på børsen i London i februar 1965.

»Londons finansverden var ikke helt sikker på, hvordan den skulle forholde sig til et selskab, hvis eneste aktiv var to et-par-og-tyve år gamle liverpoolgutters evner som sangskrivere,« skrev Bloomberg.

Og det havde sin pris: Den omstændighed, at sangene var ejet af et børsnoteret selskab og ikke af sangskriverne som enkeltpersoner, betød, at de med tiden kunne sælges – ikke tilbage til Paul McCartney og John Lennons enke, men til Michael Jackson. Det er imidlertid en helt anden historie.

I bredere forstand viser deres erfaring – og den vrede og protest, der kom musikalsk til udtryk i ”Taxman” – hvorfor myndigheder ikke kan blive ved med at inddrive mere skat ved at hæve skatteprocenten. Man skal dog mærke sig ét: Der er stor forskel på maksimalskatteprocenter i lejet plus 90 som i 1960’ernes Storbritannien og den nuværende marginalsats i USA på under 40 pct. Dylan Matthews fra The Washington Post har spurgt adskillige økonomer om, hvor de mener, at lafferkurven knækker – hvor skattestigninger resulterer i lavere skatteprovenu til staten – og mange svar lå i 70 pct.-området.

  • Sang: ”When I’m 64”.
  • Lære: Øget forventet levetid betyder, at man bliver nødt til at gentænke pensionssystemerne.

Da Paul McCartney skrev denne sang til albummet ”Sgt. Peppers’ Lonely Hearts Club Band”, var han en umiddelbar ung mand på 24 år, og i hans øjne var 64 år ganske givet en meget høj alder. Han vurderer optimistisk, at han stadig kan bruges til noget i den alder.

»Jeg kunne gå til hånde og skifte sikringer/når strømmen er gået hos dig« og »ordne have, fjerne ukrudt«.

»Har du stadig brug for mig, vil du stadig give mig noget at spise/når jeg bliver 64,« spørger han.

Det lyder vanvittigt, målt med 2014-alen. 64-årige i højtudviklede lande har ikke behov for, at nogen giver dem noget at spise. De kan gøre langt mere nytte end at skifte en sikring eller drysse rundt i haven. Paul McCartney selv er nu 71 år gammel, han udgav et nyt album i efteråret 2013, og han turnerer stadig!

Set fra Beatles-medlemmernes synspunkt dengang var det dog ikke helt vanvittigt at anskue en på 64 år som gammel. Den forventede levetid for et drengebarn, der blev født i Storbritannien i 1942 – det år, da Paul McCartney blev født – var 60,65 år (kun en smule højere end i USA.) Beatles-medlemmernes forældre og bedsteforældre havde oplevet ødelæggende verdenskrige. Poliovaccinen var kun 10 år gammel. I den verden, de levede i, var 64-årige virkelig gamle.

Dette har vidtrækkende konsekvenser for samfundet og især med hensyn til, hvordan vi strukturerer pensionssystemerne.

Pensionsordninger, der er beregnet på en tid, da folk dør, når de er midt i 60’erne, bliver udhulet, når den forventede levetid vokser. Efterhånden som folk er mere raske og rørige, når de er i 60’erne, 70’erne og ældre, kan de arbejde længere; dog med en væsentlig undtagelse for dem, der har fysisk krævende arbejde.

En person, der lader sig pensionere som 65-årig og lever, indtil han eller hun er 97 eller deromkring, vil tilbringe en tredjedel af livet med at modtage pension. Vi lever ikke længere i en verden, hvor en 64-årig befinder sig ved livets slutning ligesom den fremtid, som Paul McCartney forestillede sig i sangen. Og vi har behov for både offentlige og private pensionssystemer, der afspejler den virkelighed.

  • Sang: ”Revolution”.
  • Lære: Gradvise politiske forbedringer overgår storstilede teorier.

I 1968, da ”Det hvide album” blev udgivet, var der revolution i luften. Der var omfattende Vietnam-demonstrationer, gadeoptøjer og en fornemmelse af, at den gamle verdensorden i bund og grund var gået i opløsning og skulle tilintetgøres med alle midler. Beatles-sangen ”Revolution” kombinerer en næsten bombastisk revolutionær tone med et mere hårfint budskab.

»Vi vil alle gerne ændre verden/men når I taler om ødelæggelse/er I så ikke klar over, at I godt kan glemme alt om mig,« skrev John Lennon.

»I siger, at I har den rigtige løsning/tja,/den plan gad vi godt se.«

For John Lennon var sangen tilsyneladende en reprimande til dem, der gerne ville være revolutionære, og som i deres modstand mod, hvordan tingene fungerede i de vestlige demokratier, lukkede øjnene for den brutale virkelighed bag magten i kommunistiske regimer (»I siger, at I vil ændre forfatningen/tja,/vi har lyst til at åbne jeres øjne« og »hvis I bærer rundt på billeder af formand Mao/så får I ikke held til at appellere til nogen«). Men der er nogle temaer i sangen, der gælder politik i bredere forstand.

Det er nemt at se sig om i verden og få øje på alle de ting, der er noget i vejen med, og så ønske at rykke systemet op med rode. Noget, der er langt vanskeligere, er det besværlige arbejde med at finde frem til konkret, praktisk handling, der kunne gøre folks tilværelse bedre, samtidig med at respektere eksisterende institutioner og interesser nok til faktisk at foretage positive ændringer ved hjælp af demokratiske midler.

Det ville med andre ord være rart at kunne sige: Det amerikanske sundhedssystem er en katastrofe og burde erstattes med et statsligt system som det britiske eller canadiske. Men hvis man ønsker at drage omsorg for, at flere mennesker sikres dækning for færre penge, og få det gennem USA’s besværlige forfatningssystem, er det, som man faktisk har behov for, i mindre grad en revolution og i større grad noget i retning af Affordable Care Act (præsident Obamas sundhedsforsikring, red.).

Bankerne bidrog til at skabe finanskrisen, og man vil have hævn, ikke sandt? Det lyder måske som en god idé at nationalisere bankerne, men det kunne komme i vejen for et økonomisk opsving og koste utroligt meget både økonomisk og politisk. Måske det ville være bedre at tøjle bankerne ved hjælp af den indviklede, men omfattende finansreguleringslov Dodd-Frank Act i et forsøg på at sikre, at de bliver lagt i fastere rammer.

I siger, at I har den rigtige løsning. Tja, den plan gad vi godt se. Men somme tider er det bedre, hvis en sådan plan er konkret og til at gennemføre, ikke en utopisk vision om, hvordan I kan transformere politik ved hjælp af en revolution.

Her er flere eksempler på, hvad man kan lære af forskellige Beatles-sange:

  • ”Eight Days a Week” – et argument for 40-timers arbejdsuge.
  • ”Paperback Writer” – hvordan ophavsret paradoksalt nok kan kvæle innovation.
  • ”I Am the Walrus” – fordelene ved krydsninger mellem mennesker og dyr.
  • ”Back in the USSR” – til støtte for uformelt diplomati og dialog gennem blød ledelse.
© The Washington Post

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.