FN’s klimachef: Autoritære regimer er bedre til at håndtere klimaet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

FORT LAUDERDALE, FLORIDA

På World Economic Forums årlige møde i Davos i sidste måned opfordrede ledende deltagere til et hurtigt skift til renere energi for at tackle klimaforandringerne. Der er noget foruroligende over, at den globale magtelite ankommer i sine respektive private jetfly til et eksklusivt schweizisk skisportssted for at fortælle resten af verden, at den skal holde op med at bruge fossile brændstoffer.

De højtravende apokalyptiske udtalelser er endnu mere foruroligende. Ifølge Angel Gurría, generalsekretær for OECD, »opvarmes vores planet i faretruende grad«, og vi er nødt til at handle omgående »for at undgå en katastrofe«. FN’s klimachef, Christiana Figueres, fastholder, at den globale opvarmning betyder, at »verdensøkonomien er i fare«.

Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan tager prisen for den mest ekstreme retorik, idet han hævder, at vores manglende bremsning af den globale opvarmning er »frygteligt højt spil med klodens fremtid og med selve livet«.

Og alligevel er retorikken overbevisende. Ja, den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt. Men at skabe panik og foreslå en urealistisk politik vil ikke hjælpe med at løse problemet.

Både Annan og Gurría nævnte Haiyan-tyfonen i Filippinerne i november sidste år som tegn på, at øgede skader er forbundet med klimaforandringer. Pyt med, at den seneste rapport fra FN’s Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) fandt, at »de nuværende datasæt ikke viser nogen betydelige observerede tendenser i den globale tropiske cyklon-frekvens i det forløbne århundrede«, og rapporterede »ringe tillid til«, at eventuelle ændringer i orkaner i de seneste (eller fremtidige) årtier havde med den globale opvarmning at gøre.

Annan og Gurría forsømte også at bemærke, at global Accumulated Cyclone Energy, et indeks for samlet orkanaktivitet, viser, at det ligger omkring de laveste værdier siden 1970’erne. Faktisk er tendensen for stærke orkaner omkring Filippinerne faldet siden 1951.

På samme måde fortæller Gurría os, at orkanen Sandy, der ramte New York i 2012, er et eksempel på en passivitet omkring klimaændringer, der koster USA et beløb, der »svarer til 0,5 pct. af BNP« hvert år. I virkeligheden oplever USA i øjeblikket det længste fravær af intense orkaner, der lander på fastlandet, siden registreringer begyndte i 1900, mens de justerede skadeomkostninger for USA i denne periode, herunder orkanen Sandy, er faldet en smule.

Figueres hævder, at »de nuværende årlige tab verden over på grund af ekstremt vejr og katastrofer kan være svimlende 12 pct. af det årlige globale BNP«. Men den undersøgelse, som hun henviser til, viser kun et muligt tab på 1-12 pct. af BNP i fremtiden, og det er ikke et globalt skøn, men baseret på blot otte nøje udvalgte, klimaudsatte regioner eller byer. IPCC siger derimod, at »langsigtede tendenser i økonomiske katastrofetab, korrigeret for rigdom og befolkningstilvækst, ikke er blevet tilskrevet klimaændringer«.

Tværtimod viser hovedparten af peer-reviewed økonomisk dokumentation, at op til omkring 2050-2070 vil netto globale økonomiske konsekvenser af de stigende temperaturer sandsynligvis være positive. Selv om den globale opvarmning vil skabe omkostninger, der hidrører fra flere varmerelaterede dødsfald og vandstress, vil disse opvejes af fordelene fra mange færre kulderelaterede dødsfald og øget landbrugsproduktivitet fra højere niveauer af CO2.

Global opvarmning er et langsigtet problem. De fleste modeller viser, at omkostningerne hen mod slutningen af århundredet vil være 1-5 pct. af verdens BNP. Det er ikke et ubetydeligt tab, men det sætter heller ikke »verdensøkonomien i fare«. Til sammenligning forventer IPCC, at den gennemsnitlige indbygger i udviklingslandene ved udgangen af dette århundrede vil være 1.400-1.800 pct. rigere end i dag.

Ukorrekte udtalelser fra højtstående embedsmænd forstærker uøkonomiske beslutninger baseret på ønsketænkning. Figueres ser »momentum vokse i retning af« klimapolitikker, efterhånden som lande som Kina »reducerer brugen af kul«. I virkeligheden tegner Kina sig for næsten 60 pct. af den globale stigning i kulforbruget fra 2012 til 2014 ifølge det Internationale Energi Agentur. Mens Figueres roser Kina for drastisk at have øget sin kapacitet for solenergi i 2013, var stigningen i Kinas afhængighed af kulkraft 27 gange større.

Figueres’ begrænsede forståelse af de faktiske forhold har ført hende til ikke blot at konkludere, at Kina »gør det rigtige« med hensyn til klimaforandringer, men også til at antage, at dette lykkedes for Kina, fordi landets »politiske system undgår nogle af de lovgivningsmæssige forhindringer, der ses i lande som bl.a. USA«. Med andre ord synes FN’s mest højtstående repræsentant på klimaområdet at foreslå, at et autoritært politisk system er bedre for vores planet.

Faktum er, at det globale forbrug af vind- og solenergi i 2012 skar højst 275 mio. tons CO2, mens det opsugede 330 mia. kr. i tilskud. Med elektricitetens værdi rundt regnet omkring 55 mia. kr. er de gennemsnitlige omkostninger ved at skære et ton CO2 ca. 1.000 kr. Det højeste peer-reviewede skøn over skadeomkostningerne ved CO2 er ca. 27 kr. pr. ton. Det betyder, at sol- og vindenergi forebygger omkring 3 øre i klimaskader for hver krone brugt.

Sammenlign dette med mere intelligente teknologiske løsninger. På kort sigt har den amerikanske revolution i skifer-energi erstattet kul, som er stærkt forurenende, med billigere, renere naturgas. Det har skåret ca. 300 mio. tons emissioner i USA – mere end hele verdens sol- og vindenergi tilsammen – og samtidig har amerikanerne tjent på det, da det har sparet dem 550 mia. kr. i energiudgifter.

I det lange løb vil de nuværende investeringer i grøn forskning og udvikling hjælpe til at drive prisen på fremtidens vedvarende energi ned under prisen for fossile brændstoffer. Det muliggør et valg, der er både miljømæssigt og økonomisk forsvarligt. I mellemtiden vil selv drastiske nedskæringer i CO2-udledningen have meget ringe indflydelse på orkaner 50-100 år fra i dag. At løfte milliarder af mennesker ud af fattigdom ville imidlertid ikke kun være godt i sig selv, det ville også gøre samfund langt mere modstandsdygtige over for ekstreme vejrforhold, uanset om disse skyldes global opvarmning eller ej.