USA er færdig med at optræde som verdens politimand

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det er ikke mange måneder siden, USA var på trapperne til en militær aktion mod regimet i Damaskus. Også selv om præsident Barack Obama i sin tid gik til valg på at afvikle de store militære engagementer i Irak og Afghanistan – ikke at indlede nye. Alligevel var det forventningen i Washington, at Obama ville skride til handling, når Assad-regimet med det kemiske angreb i Syrien i august havde overskredet hans røde linje.

Men som bekendt gik det anderledes. Først sendte præsidenten sagen til Kongressen. Siden var USA, alt efter temperament, dygtig eller heldig nok til at udnytte en diplomatisk åbning. Det førte til en russisk-amerikansk aftale og siden vedtagelse af FN-resolution 2118 om destruktion af Syriens kemiske våben, som Danmark nu mere aktivt end de fleste bistår med at få ført ud i livet.

Når mødet mellem den danskledede maritime transport af kemiske våben ud af Syrien og et amerikansk destruktionsskib finder sted senere i denne måned, går dansk udenrigspolitik op i en højere enhed: multilateralisme, nedrustning og nordisk samarbejde går hånd i hånd med den transatlantiske dimension. Et resultat, som næppe havde været muligt, hvis ikke Obama-administrationen havde vist sig parat til at ændre kurs undervejs.

Forløbet med den amerikanske reaktion på anvendelsen af kemiske våben i Syrien har stadfæstet en konstant i Obamas udenrigspolitik: eftertænksomhed koblet med skepsis over for involvering i større væbnede konflikter. Alle andre muligheder skal afprøves først. Ingen kan beskylde præsident Obama for at lade diplomatiet i stikken.

Kritikere kalder det inkonsekvent og retningsløst. Obama-administrationen affejer det med, at man går efter resultater – ikke stilkarakterer.

I dag er rammebetingelserne helt anderledes, end da Obama flyttede ind i Det Hvide Hus, og han har kun få år tilbage til at vise resultater. Forventningerne til ham og løfterne om forandring var skyhøje, men i dag står han med en fastlåst kongres, ridser i lakken efter NSA-afsløringerne og en lind strøm af kritik for manglende handlekraft, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Udenrigspolitisk er der blandt iagttagere i Washington bekymring over signalværdien og konsekvenserne af Obamas valg af diplomati frem for militær magtanvendelse i Syrien, og hos de allierede i regionen – fra Saudi-Arabien til Israel – var reaktionen negativ.

Det grundlæggende spørgsmål, der stilles, er, om USA har evne og vilje til at påtage sig lederrollen på den internationale scene. Der er ingen tvivl om, at USA kan. USA er stadig den stærkeste magt – økonomisk og militært. Og USA har et alliancenetværk, som med Nato i centrum fortsat gør det muligt at føre en kombination af hård og blød magtpolitik. Men vil USA?

Det ville ikke være underligt, hvis det skortede på vilje. En introvert eller isolationistisk strømning er en naturlig amerikansk reaktion på flere omfattende og omkostningsfulde krige. Det viser historien. Denne strømning er blevet forstærket af den økonomiske krise og den store føderale gæld, som har skabt fokus på »nation building at home, not abroad«. Samtidig er det et faktum, at USA med udvindingen af skiferolie og skifergas er på vej til at blive selvforsynende på energifronten. Endelig er et dysfunktionelt politisk klima i Washington en del af billedet. For administrationen er det ikke let at sikre opbakning til sin linje – uanset hvilken.

Men Obama-administrationen har grebet chancen, når den bød sig. Siden sommerferien er der indgået to rammeaftaler, én om Syriens kemiske våben med Rusland og én med Iran om landets atomprogram. Men indsatsen har en mere diplomatisk karakter. Og vi må indstille os på et USA, som i de kommende år – i hvert fald så længe Obama er præsident– vil prioritere skarpere på de områder, hvor der er nationale amerikanske interesser på spil, og hvor USA samtidig vurderes at have særligt gode forudsætninger for at gøre en forskel.

I begyndelsen af 2014 er spørgsmålet, hvad præsidenten vil prioritere internationalt med sit eftermæle lurende om hjørnet. Forholdet til Kina er USA’s vigtigste bilaterale spørgsmål, og den såkaldte rebalancering mod Asien er den langsigtede strømning i amerikansk udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik. Det bliver der ikke ændret på. Et andet strategisk mål er etablering af et stort frihandelsområde med USA i centrum. Det skal realiseres gennem handelsaftaler om ”Trans Pacific Partnership” i Stillehavsregionen og om ”TransAtlantic Trade and Investment Partnership” mellem EU og USA.

Men Obamas tale til FN’s generalforsamling i New York i september gav et godt fingerpeg om prioriteringen på kort sigt. Mellemøsten var det altoverskyggende tema. Og to emner blev fremhævet: Iran og den mellemøstlige fredsproces. Såvel den entydige fokus på Mellemøsten som den manglende omtale af højaktuelle krisesager som Syrien og Egypten vakte opmærksomhed. Men det burde ikke komme som en overraskelse, når det diplomatiske sigtekorn er skarpt rettet mod krydsfeltet mellem amerikanske kerneinteresser og muligheden for indflydelse.

Iran og spørgsmålet om ikke-spredning af atomvåben har været en mærkesag for Obama allerede før, han blev præsident. Husk på, at han under præsidentvalgkampen i 2008 gjorde sig til talsmand for, at man kunne forhandle med alle, også de iranske mullaher. Da et iransk forår truede regimet i Teheran i forbindelse med valget i sommeren 2009, var USA tilbageholdende med at støtte oprørerne. Signalet var klart. Obama gik ikke efter at vælte det regime, han ønskede at forhandle med om afvikling af Irans atomprogram. Han holdt fast i en strategi med to spor: sanktioner og forhandlinger, der understøttes af truslen om nødvendigt at anvende militær magt.

Det er den strategi, der i 2014 skal stå sin prøve. I administrationens optik har sanktionerne virket, og valget af en mere forhandlingsvillig iransk præsident er en kærkommen lejlighed til at teste mulighederne for en aftale om det iranske atomprogram. For selv om en rammeaftale er kommet i hus, ligger djævlen som altid i detaljerne. På vejen mod den endelige aftale presses Obama-administrationen fra alle sider – i USA, i regionen og globalt. Obamas strategi lykkes, hvis Iran – med ayatollah Khamenei i spidsen – går med til en aftale, der på den ene side ophæver sanktionerne mod Iran og på den anden side verificerbart ændrer Irans atomprogram til civile formål ved effektivt at begrænse landets kapacitet til fremstilling af atomvåben.

Den mellemøstlige fredsproces ligger – ligesom Iran – administrationen stærkt på sinde. Også her har USA potentialet til at spille en afgørende rolle. Fremdriften i fredsforhandlingerne kan Obama i høj grad takke udenrigsminister John Kerry for. Det er Kerrys personlige engagement, der har bragt israelere og palæstinensere til forhandlingsbordet. Kerry har vist den fornødne risikovillighed, og han har valgt den sag, som alle fraråder. Det bliver ikke lettere i en situation, hvor regionen er præget af tumult. De lave forventninger kan vise sig at blive en fordel, og det er i sig selv en bedrift, at parterne efter et halvt år stadig er ved forhandlingsbordet.

Det første år efter Obamas genvalg gav indtryk af en administration, som – alt efter politisk anskuelse – enten ikke magtede at skabe resultater eller blev modarbejdet i en sådan grad, at det var umuligt. Ved starten af 2014 tegner sig et andet billede med udsigt til potentielle gennembrud. Måske især udenrigspolitisk, hvor der stilles skarpt på Iran og den mellemøstlige fredsproces. Obama har viljen til globalt amerikansk lederskab, men den tid er forbi, da USA vil agere politimand i en hvilken som helst udenrigspolitisk konflikt.