Hvad bliver Assads næste skridt?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Syriens præsident Assad er nødt til at nedjustere sine planer for fremtiden, og han bliver også nødt til at skifte taktik – igen. Assad står formentligt over for et målrettet angreb, hans internationale alliancer hænger i en tynd tråd, og han har mindre og mindre at gøre godt med, så hvad er det egentlig, Bashar al-Assad kan satse på som fremtid i den aktuelle situation, og hvordan vil han prøve at få indfriet sine mål?

Som minimum må man gå ud fra, at Assad håber på at slippe med livet i behold. Han ved, at det er gået nogle af hans "kolleger" skidt: Saddam Hussein i Irak og Muammar Gaddafi i Libyen er de naturlige sammenligninger. Saddam blev halet ud af en hule og endte i galgen. Gaddafi blev jaget og dræbt. Hosni Mubarak i Egypten og Ben Ali i Tunesien er sluppet lidt lettere, men deres autoritære regimer var også mindre voldelige end Irak og Libyen inden omvæltningerne – og end Syrien. For Assad er en kamp på liv og død dermed en reel risiko.

Som mellemvej kan Assad håbe på, at han kan beholde en del af Syrien, primært området omkring Damaskus, mens resten af landet falder fra hinanden. Med "optimale" internationale forhold kan han så fortsætte i en periode.

Som maksimum kan Assad satse på, at han rider stormen af. Det kræver, at oprørssiden forbliver splittet og rummer for mange jihadister til, at omverdenen tør støtte dem, og at autoritære magter som Kina bliver ved med at beskytte ham mod internationale indgreb gennem vetonedlæggelse i FN’s Sikkerhedsråd og som Rusland i form af praktisk støtte. Det kræver imidlertid også, at han kan fastholde kontrollen med sit magt- og sikkerhedsapparat, der allerede er reduceret pga. afhopninger, deserteringer samt dræbte og sårede i kamp.

Præsident Obama har varslet et målrettet angreb og arbejder nu på både at få kongressen bag sig og international støtte. Den nu åbenlyse brug af kemiske våben kan få Rusland og Iran til at overveje, om øjeblikket er kommet til at satse på tiden efter Assad, og USA har noget at handle med i begge tilfælde for at fremme denne proces.

Udmeldingerne fra Tyrkiet og Den Arabiske Liga om, at Assad bør fjernes, kan indebære regional hjælp og giver legitimitet. En række forhold peger derfor på, at Assad må tænke i minimalbaner, når det drejer sig om hans strategiske ambitioner.

Også hans taktiske muligheder er begrænsede. Hidtil har Assads taktik gennemgået fire faser, siden oprøret i Syrien begyndte at tage en organiseret form i marts 2011 – og taktikken har i høj grad været præget af, hvordan omverdenen forholdt sig.

I den første fase fra marts til oktober 2011 kan Assads strategi beskrives som "brutalitet med begrænsning". USA holdt sig i baggrunden, men lagde et stigende pres på Syrien, og risikoen – set fra Assads side – for et militært indgreb lurede i baggrunden, ikke mindst i lyset af aktionen mod Libyen. Assad forsøgte med vold og fængslinger at slå oprøret ned, men han satte ikke de tungeste våben ind.

I den anden fase fra oktober 2011 til foråret 2013 blev et internationalt angreb med FN-mandat forpurret. I oktober 2011 nedlagde Rusland og Kina veto mod et resolutionsforslag i FN’s Sikkerhedsråd og afskar dermed FN fra at give mandat til yderligere pres, der kunne føre til militær indgriben. Assad greb da til det, man kan beskrive som konventionel "brutalitet uden begrænsning".

Kampvogne, fly og missiler blev for alvor sat ind, og oprøret udviklede sig til en borgerkrig. USA skærpede sin kritik og sanktioner, men udelukkede et militært angreb. I august 2012 definerede Barrack Obama en grænse, der ikke måtte overskrides: brug af kemiske våben. Det lå i luften, at en sådan brug kunne føre til amerikansk enegang. Assad-styret fortsatte og optrappede sin brutale nedkæmpning af oprørerne, men holdt sig inden for det, der er blevet omtalt som Obamas røde linje.

I den tredje fase fra marts-april til august 2013 anvendte Assad-styret en taktik, der kan betegnes som "brutalitet plus", hvor kemisk krigsførelse tilsyneladende blev anvendt på testplan. USA’s grænser blev testet ved små kemiske angreb i områder kontrolleret af oprørerne. USA var bekymret, og Obama talte om en mulig "game changer", men det var uklart, præcist hvad der var sket, og hvem der stod bag.

Obama havde desuden talt om "omfattende" brug i 2012 for ikke at risikere, at USA blev lokket ind i den syriske konflikt ved hjælp af symbolsk brug af kemiske våben, måske fra oprørssiden. Da der ikke rigtigt skete noget udefra, og da Assad-regimet i stigende grad blev trængt, forsatte det tilsyneladende diskret med en begrænset kemisk krigsførelse.

Den fjerde fase, hvor styret greb til taktikken "brutalitet med alle midler" begyndte i august 2013. Den 21. august, kort efter at FN-inspektører var ankommet til Damaskus, rettede regimet ifølge amerikanske og franske efterretninger et større angreb med kemiske våben mod Ghouta-området, hvor oprørerne stod stærkt.

Området ligger lige øst for regimets højborg, Damaskus, som oprørerne var betænkeligt tæt på i Assad-styrets perspektiv, og der blev rapporteret om kampe natten før. En stor del af den syriske befolkning har været inddraget i magt- og sikkerhedsapparatet (som det var tilfældet i Saddam-Irak), og det har givet Assad forbundsfæller at kæmpe sammen med, men det har ikke kunnet kompensere for styrets generelle svækkelse.

Spørgsmålet er så, i hvilket omfang et eventuelt amerikansk-ledet angreb på installationer i Syrien vil føre til, at Assads taktik vil gå ind i endnu en ny fase. Indtil videre har der været meldinger om menneskeskjolde, der skal beskytte anlæg og andre mål samt besværliggøre et muligt angreb, der fra vestlig side helst ikke må føre til civile tab. Dette peger i retning af, at taktikken ikke længere vil handle om oprørsbekæmpelse, men om at "gå i dækning" og forsøge at fordyre forsøg på pres på regimet.

De amerikanske meldinger har været, at der vil blive tale om et begrænset angreb (hvis Kongressen støtter et sådant), og at det ikke bliver en del af konflikten, men alene kommer til at handle om afstraffelse for brug af kemiske våben samt begrænsning af yderligere brug heraf.

Assad bliver imidlertid nødt til at gentænke både sin strategi og sin taktik, hvis der kommer et angreb. Han kan heller ikke nødvendigvis være sikker på støtte fra Rusland – og selv i Iran, hans eneste allierede statsmagt i regionen, har der vist sig sprækker i opbakningen.

Det er heller ikke utænkeligt, at endnu flere officerer og soldater deserterer. De har været i borgerkrig i to år og står nu over for et muligt internationalt indgreb.

Oprørssiden kunne have håbet på en mere markant og hurtigere udmelding fra USA frem for at skulle afvente amerikansk afklaring på hjemmefronten. De af oprørerne, som Vesten ønsker at støtte, kan imidlertid hente opmuntring i, at der formentlig kommer et angreb, så Assad må binde ressourcer til forberedelserne herpå, og at der er kommet klare meldinger fra Tyrkiet, Saudi Arabien og resten af Den Arabiske Liga – der også hellere ser et Syrien uden hverken Assad eller ustyrlige jihadister.

Præsident Assads grænseoverskridende brug af kemiske våben var et forsøg på at bevare magten. I stedet kan brugen vise sig at underminere det syriske regime og tvinge Assad til at ændre både strategi og taktik i retning af minimale ambitioner og overlevelsestaktik.