Europa har aldrig haft en fælles udenrigspolitik

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Charles de Gaulle var forfærdet over udsigten til en overnational europæisk stat. Han kaldte det en ”utopisk myte” og insisterede på, at Europa skal forblive et fællesskab af suveræne stater.

Et halvt århundrede senere lider EU under konsekvenserne af en fælles valutapolitik, og den er tilmed påtvunget Europa af det land, som de Gaulle betragtede som Frankrigs juniorpartner. Desuden lider Europa under en usammenhængende udenrigspolitik.

Således er Europa konfronteret med den tragiske indsigt, at general de Gaulle både tog fejl og havde ret.

Kontinentet er i dag både en overnational stat, hvis stramme finanspolitik grænser til det dystopiske, og en sammenslutning af stater, hvis forskellige opfattelser af fælles sikkerhed er rent ud sagt kaotisk.

I 1958 var de Gaulles drejning mod Europa og især Vesttyskland drevet af hans ønske om at sikre Frankrigs uafhængighed på den internationale scene. Præsidenten for den netop etablerede Femte Republik havde ikke andet valg end helhjertet at acceptere Det Europæiske Fællesmarked (EF), der var kommet til verden året før.

Han havde nemlig ikke tilstrækkeligt med finansielle og militære midler til at realisere sin ambition på egen hånd, og han forstod, at projiceringen af fransk indflydelse på den internationale scene var afhængig af et solidt europæisk fundament.

Men det skete med et klart gaullistisk forbehold: Selv om alle medlemmer var lige, så var nogle mere lige end andre.

Som præsident Francois Hollandes trængsler afslører, så gælder denne regel stadig, men nu er Frankrig blevet offer for den. Trods opfordringer fra venstrefløjen i hans eget parti til at udfordre Tysklands insisteren på finanspolitiske stramninger har Hollande haft begrænset succes med sine forsøg på at afparere ordrer fra Bruxelles og Berlin.

Mens han forsøgte at fremstille EU’s beslutning om at give Frankrig to år mere til at bringe sit underskud ned på 3 pct. som en sejr for Paris over Berlin, så har hans kritikere på begge fløje afvist dette skridt som en stakket frist.

Jean-Francois Copé, leder af den neo-gaullistiske Unionen for en Folkebevægelse, beklagede for nylig, at Frankrig ”er blevet isoleret og dets stemme uhørlig” i europæiske anliggender.

Til Hollandes store frustration har Tyskland vist sig lige så ubøjelig i udenrigspolitikken som i pengepolitikken. For nylig stemte EU’s udenrigsministre enstemmigt for at hæve våbenembargoen mod Syrien.

Men der var ikke tale om en fælles og gennemtænkt EU-kurs som reaktion på de rædsler, som Bashar al-Assads regime har forårsaget.

Nej, embargoens udløb var resultat af et splittet og modvilligt fællesskab, som er uenig om Frankrigs og Storbritanniens ønske om en mere aktiv rolle for EU i Syrien.

Konfronteret med udsigten til at se alle EU’s eksisterende sanktioner mod Syrien udløbe – som Paris og London truede med, hvis ikke våbenforbuddet blev hævet – havde fortalerne for embargoen ikke andet valg end at samtykke.

Efter EU-topmødet i marts advarede Hollande om, at den værste af alle beslutninger i Syrien ville være ikke at beslutte noget.

»Den største trussel er ikke at gøre noget. Det er kun ved at træffe en beslutning, at risici kan mindskes,« sagde han.

Men Tyskland undlod at træffe en beslutning. Berlin afviste Frankrigs og Storbritanniens pres på EU for at godkende våbenleverancer til oprørsgrupper i Syrien. Afhængigt af ens perspektiv var dette et skridt frem eller et skridt tilbage i forhold til Berlins holdning til Operation Serval, Frankrigs militære intervention i Mali i begyndelsen af året. Merkels regering roste dengang den franske beslutning, men leverede kun logistisk støtte til operationen. Frankrigs tidligere europaminister Pierre Lellouche beklagede det.

»I årevis har vi gentaget de sædvanlige diplomatiske finesser om venskabet mellem Frankrig og Tyskland. Men sandheden er, at vi fjerner os mere og mere fra hinanden. Hver gang vi har brug for Tyskland i store udenrigspolitiske spørgsmål, er det ingen steder at finde.«

I virkeligheden befinder Tyskland sig altid så langt væk som muligt fra sin nazistiske fortid. Den tyske forsker Hans-Peter Schwarz har identificeret to ekstremer, som det moderne Tyskland har vekslet imellem: først Bismarcks og derpå Hitlers »besættelse af magt« og derpå efter Anden Verdenskrig »forglemmelsen af magt«.

I 2011 gjorde Tyskland med sit nej til en FN-resolution, der støttede en militær intervention i Libyen, det klart, at det er fast besluttet på at følge sidstnævnte. Merkels holdning afspejlede den offentlige opinion. Mens et stort flertal af tyskerne gik ind for en Nato-intervention i Libyen, insisterede et endnu større flertal på, at Tyskland afholdt sig fra at deltage.

Beslutningen om at opgive våbenembargoen er i den forstand en bekræftelse på, at Europa ikke kan udvikle og føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alain Frachon, chefredaktør for Le Monde, noterede for nylig det indlysende: »Europa har ingen Syrien-politik.« Det er så meget desto mere forbløffende, tilføjede han, »eftersom Europa endnu en gang er splittet i en sag, hvor der kræves handling.«

Lige så forbløffende er imidlertid udtalelsens underliggende overbevisning om, at det er udtryk for en fiasko for EU’s udenrigspolitik. Sådan en påstand giver alt for meget kredit til EU. I virkeligheden har organisationen aldrig haft en udenrigspolitik. Som den franske diplomat Pierre Henri d’Argenson noterer, så er det på tide, at vi frigør os fra »myten om en europæisk magt«, der kan erstatte de individuelle staters prioriteter. »Det vil aldrig ske, for der vil aldrig komme en europæisk hær. Ingen vil dø for et europæisk flag, og der vil aldrig blive anlagt en europæisk kirkegård.«

Det overraskende ved d’Argensons bemærkning er ikke, at den er original, men at det stadig kommer som en overraskelse, at der ikke findes en europæisk udenrigspolitik. Assad-regimets barbari i Syrien har galvaniseret mange af de stemmer, der opfordrede til interventionen i Libyen, såsom Bernard-Henri Lévy. Måske skyldes det, at den moralske dissonans er blevet for stor mellem den hjælpeløshed, som EU’s udenrigspolitiske kontor afslører, og så den handlekraft, som EU viser over for sine egne medlemmer, når det gælder økonomiske og finanspolitiske anliggender.

Da Catherine Ashton i 2009 blev udnævnt til EU’s udenrigsminister, cirkulerede en populær vittighed: Telefonopkald til Ashtons kontor bliver stillet om til en telefonsvarer, der siger: »Jeg er ikke på kontoret lige nu, men hvis du ønsker at høre Tysklands holdning, så tryk 1; for Frankrigs tryk 2,« og så videre.

I tilfældet med våbenembargoen er de syriske oprørere blevet ofre for vittighedens pointe. I øjeblikket har Frankrig ingen intentioner om at sende våben til oppositionsstyrkerne, heller ikke Storbritannien for den sags skyld. Trods Hollandes påstand om, at handling er den bedste måde at håndtere kaos på i Syrien, synes den franske præsident indstillet på at skynde sig langsomt. Det sker, mens Frankrig på den økonomiske front er involveret i et stadig mere desperat slag. Efter EU-Kommissionens nylige forslag om strukturelle reformer svarede Hollande, at det »ikke var op til Kommissionen, men til de suveræne stater at træffe den slags beslutninger.«