Er kvinden et menneske?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I 1999 stillede den amerikanske feminist og professor i retsvidenskab Catharine A. MacKinnon følgende spørgsmål: Er kvinder mennesker? Hendes svar lød:

Hvis kvinder var mennesker, ville vi så systematisk blive transporteret i containere fra Thailand til bordeller i New York, for at andre kunne tjene penge på os? Ville vi være trælbundne til at opfylde mandens seksuelle lyster og føde hans børn? (...) Ville vores kønsdele blive skåret af for at ”rense” os (…), og for at kontrollere os, brændemærke os og bestemme, hvad der er vores kultur? Ville vi blive tævet halvt og helt ihjel af mænd i vores omgangskreds? Ville vi blive udsat for seksuelle overgreb i vores familier? Ville vi blive voldtaget i forbindelse med folkedrab, fordi andre ønsker at terrorisere, udstøde og ødelægge vores etniske samfund? Ville vi blive voldtaget i den krig, der aldrig er blevet erklæret, men som hver dag raser overalt i verden, og som alle andre kalder fredstid? At være kvinde er endnu ikke synonymt med at være et menneske. Der er behov for, at kvinder får status som mennesker i den sociale virkelighed. Derfor må menneskerettighedserklæringen også anerkende, at når kvinder frarøves deres basale rettigheder, så frarøves de samtidig deres menneskelighed.

Vold mod kvinder er at fratage dem deres basale rettigheder og deres menneskelighed. Men efter at FN’s kvindekommission for nylig besluttede at sætte nye mål for forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og piger, har man taget et stort skridt mod en samlet international indsats med det formål at forbedre kvinder og pigers vilkår.

Kvindekommissionen anerkender, at kønsdiskriminering er årsag til vold og forårsages af vold.

Kommissionen slår fast, at vold mod kvinder og piger er forankret i historiske og strukturelle uligheder i magtrelationer mellem kvinder og mænd, og at den finder sted i alle lande og er i strid mod menneskerettighederne.

Kommissionen definerer ”vold mod kvinder” som enhver kønsbaseret voldshandling, der resulterer i eller med stor sandsynlighed resulterer i fysiske, seksuelle eller psykologiske men hos kvinder og piger.

Det er positivt, at 131 lande deltog i kvindekommissionens 57. samling. Til sammenligning deltog blot 15 medlemslande, da kommissionen mødtes for første gang.

Men kommissionens definition af køn og kønsbaseret vold giver anledning til bekymring. Både her og i FN’s resolution om kvinder, fred og sikkerhed sættes der lighedstegn mellem kønsperspektivet og kvinder og piger. Selvom FN anerkender, at køn ikke kun dækker over kvinder, og til trods for at mange institutioner har omdøbt deres projekter ved at ændre ”kvinder” til ”køn”, så har den sproglige præcisering ikke haft den store indflydelse på politiske beslutninger og programmer. Hvis vi antager, at køn er lig med kvinder, så er der med feministen Simone de Beauvoirs ord tale om en asymmetrisk opfattelse af kønnene.

I bogen ”Det andet køn” fra 1949 skriver hun: Forholdet mellem de to køn kan ikke sammenlignes med forholdet mellem to elektriske poler. Manden repræsenterer på én gang det positive og det neutrale. (….) Kvinden derimod står for det negative, eftersom alle definitioner af hende indebærer en begrænsning.

Hvis kønsperspektivet kun sætter fokus på kvinder, vil det indebære, at køn bliver en egenskab, der er rodfæstet i kvinden. Kønsperspektivet bør i stedet anerkende, at køn er en kompleks størrelse, som bliver til gennem magtrelationer, symbolske betydninger, sprog og dynamiske processer, der er med til at gøre køn til noget, der skaber vores personlige og kropslige erfaringer. Kun ved at anerkende, at værdier er kønsbaserede, kan forskere undersøge, hvordan de indgår i et samspil med fattigdom, krig og alkohol. Det vil f.eks. forklare, hvorfor soldater begår voldtægter under krige.

De svenske forskere Maria Eriksson Baaz og Maria Stern mener, at maskulinitetsopfattelsen er afgørende for den seksuelle vold, der begås af soldater i Congo. Og kun ved at anerkende, at selvfremstillingen og den sociale fremfærd er kønsbaseret, kan man forstå, hvorfor kvinder i krigszoner til tider fremstiller sig selv som ofre for seksuel vold – også når de ikke er det – for at få adgang til lægehjælp. Det er en dynamik, som den svenske udviklingsforsker Mats Utas har beskrevet.

Det er også problematisk, at FN ser kønsbaseret vold som noget, der rammer individer, som allerede er kønsbestemte. Den opfattelse tager ikke højde for den vold, som finder sted i forbindelse med den såkaldte stereotypisering af kønnene og kønsrollerne. Den voldelige stereotypisering af kønnene og kønsrollerne omfatter mishandling og forbindes normalt med seksuel og kønsbaseret vold (på engelsk: ”sexual and gender-based violence” eller SGBV). Det drejer sig om voldtægt, seksuelle trusler, udnyttelse, ydmygelse, overgreb, vold i hjemmet, incest, ufrivillig prostitution (…), tortur, indføring af objekter i kønsåbningen og forsøg på voldtægt. Omskæring af de kvindelige kønsorganer og andre skadelige traditioner (herunder tidlige ægteskaber, hvilket i høj grad er med til at få dødeligheden blandt mødre til at stige).

Seksuel og kønsbaseret vold dækker over en lang række overgreb, og det er vigtigt, at der sker tiltag for at forhindre, at de finder sted. Hvis overgrebene ikke kan forhindres, så skal de skyldige i det mindste straffes. Kun på den måde kan kvinders sundhed og helbred sikres. Alligevel fokuserer lovgivningen for seksuel og kønsbestemt vold specifikt på seksualitet. På den måde tages der ikke højde for en række sociale, symbolske og økonomiske voldstilfælde, der også hører under den voldelige stereotypisering af kønnet. Som eksempel kan nævnes fattigdom og økonomisk diskrimination, samt at kvinder visse steder nægtes adgang til uddannelsesinstitutioner og lægehjælp. Med et begreb som SGVB er det vigtigt at være opmærksom på, at fokus ikke bliver for ensidigt, når der skal lægges en politisk linje og træffes beslutninger.

Er kvinder mennesker? Svaret må være, at kvinder først bliver anerkendt som mennesker i det øjeblik, deres rettigheder beskyttes aktivt. Det er ikke nok, at de er nedfældet i lovgivning.

Anerkendelse af kvinder som mennesker vil kræve, at nationale og internationale institutioner anerkender den dynamiske kønsbestemmelse, som finder sted. Kønsbaseret vold skal desuden forstås bredt. Det er ikke nok, at den kun tager sigte på kvinders seksualitet, den skal f.eks. også omfatte vold mod homoseksuelle mænd. Kønsbaserede overgreb skal også dække over økonomisk udnyttelse, udelukkelse fra uddannelsessystemet og politisk repræsentation. Det gør de ikke i dag, og det betyder, at mange kvinder – og mænd for den sags skyld – ikke er sikret deres rettigheder i henhold til menneskerettighedserklæringen.