EU’s krise er kun lige begyndt

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det ideale mål for Den Europæiske Union var at forebygge de handelskrige og rigtige krige, der i første halvdel af det 20. århundrede sønderrev Europa og kulminerede i to verdenskrige. Det økonomiske mål var gennem handel og samarbejde at skabe velstand. Til virkeliggørelse af målet skulle man have overstatslige organer.

Målet, en stadig tættere union, er blevet realiseret gennem den ene mere vidtgående traktat efter den anden og en bestandig udvidelse af samarbejdet.

Egentlig er den rette betegnelse ikke samarbejde, men sammenslutning, for de overstatslige organer er stedse blevet styrket på bekostning af den nationale suverænitet, således at man i dag må definere EU som en føderation eller forbundsstat.

Forfatningsmæssigt omtrent lige så vidtgående som USA, men med en i økonomisk omfang væsentlig mindre forbundsmyndighed end USA’s.

Samtidig har der – nærmest i samme takt – udviklet sig en stadig mindre folkelig støtte til projektet. Det er sket i takt med unionens indgriben i de enkelte medlemsstaters og deres borgeres forhold og i takt med udvidelsen af medlemskredsen.

EU forekommer fjernt, formynderisk, bureaukratisk og upåvirkeligt. Den demokratiske legitimitet lider, og stemmeprocenten ved EU-parlamentsvalgene svinder. Der er en stor diskrepans mellem politikerne (også de nationale) på den ene side og vælgerne på den anden, når det gælder EU.

EU omfatter nu 27 lande, med Kroatien til sommer nummer 28, og der forhandles om udvidelse med resten af de tidligere jugoslaviske lande og ligeledes med Tyrkiet.

Lande som Moldova, Ukraine og Georgien vil gerne med i EU, der allerede nu omfatter mere end en halv milliard borgere. Der er allerede mange officielle sprog i unionen, store kulturelle og økonomiske forskelle og vidt forskellige historiske baggrunde, traditioner og erfaringer.

En fælles politisk referenceramme og demokratisk debat eksisterer ikke, når en snæver europapolitisk elite undtages.

Da Giscard d’Estaing, formanden for det konvent, der skabte forfatningstraktaten – den blev forklædt som Lissabon-traktaten, efter at forfatningstraktaten var blevet forkastet af vælgerne i Frankrig og Holland – sammenlignede sig med Thomas Jefferson, der skabte USA’s forfatning, forestillede han sig nok et forløb som det amerikanske. Eller måske som Tysklands og Italiens samling.

Han og ligesindede glemte den fælles identitetsfølelse, der er afgørende for, om en sammenslutning af nationer kan holde. Man havde allerede glemt Sovjetunionens skæbne.

Det er en illusion at tro, at unionen kan rulles tilbage. Der er intet eksempel på, at EU har afstået kompetence til medlemslandene, mens der næsten ingen grænser er for det modsatte. Historisk set har det været sådan i alle forbundsstater, så enten bliver de stadigt mere centralistiske, eller også sprænges de – eller medlemsstater, der har fået nok, trækker sig ud. Det sidste vil Storbritannien muligvis gøre, hvis den folkeafstemning, som Det Konservative Parti har lovet, bliver til noget. Det vil ikke være første gang, at nogen forlader unionen: Grønland trådte ud af EF i 1975. Lissabon-traktaten beskriver i øvrigt den procedure, der skal anvendes, hvis et medlemsland ønsker at udtræde af unionen.

Den økonomiske verdenskrise, der opstod pga. jord- og ejendomsspekulation, ramte også massivt EU og naturligvis værst der, hvor jord- og ejendomsspekulationen havde grasseret mest: Spanien, Grækenland, Irland – og Danmark, hvor VK-regeringen med støtte af Dansk Folkeparti havde frosset ejendomsværdiskatten og lagt loft over grundskylden.

Efter ”boligboblen” bristede, fulgte et bankkrak, gældskrise, finanskrise, virksomhedskrak, tvangsauktioner, teknisk insolvens hos boligejere, sociale nedskæringer og massearbejdsløshed (26 mio.) og recession i EU.

Problemerne er blevet forstærket af en monetær union med fælles mønt og centralbank, men uden en fælles økonomisk politik i form af en finanspolitik med styring af de offentlige budgetter. Det er man så nu ved at etablere gennem en finanspagt og en bankunion med det sigte om få år at få gennemført en ny traktat, der – ifølge kommissionsformanden – skal gøre EU til en føderation – ”ikke en superstat”, skyndte han sig at tilføje – uden at definere forskellen.

Man har da også fundet ud af, hvordan en ny traktat, der på alle områder også juridisk gør EU til en forbundsstat, skal gennemføres: Man lader simpelthen være med at spørge vælgerne, altså samme mønster som med Lissabon-traktaten. Den britiske regerings accept vil blive opnået ved, at Storbritannien får en særstatus i EU med vidtgående undtagelser.

Vi har imidlertid kun set begyndelsen til unionens krise, der især kommer til udtryk gennem en nord-syd konflikt: De rige nordeuropæere i eurolandene Tyskland, Holland, Finland og Østrig må betale enorme milliardbeløb til de fattige sydeuropæere i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien, ikke mindst for at redde deres egne og andre banker, der har lukreret på jordspekulationen.

Når det går op for tyskerne, hollænderne, finnerne og østrigere, at der aldeles ikke bliver tale om engangsbeløb, men permanente overførsler i multimilliardklassen – akkurat som USA’s rige nordstater betaler til de fattige sydstater – ja, så vil man se vælgere i oprør. I forvejen ser man sydeuropæiske vælgere i oprør mod diktaterne fra Berlin og Bruxelles og egne uansvarlige og korrupte politikere.

Der er så stærke økonomiske og politiske interesser knyttet til euroen, at den formentlig vil overleve, men omkostningerne er uhyre for alle, både rent økonomisk og velfærdsmæssigt, men også demokratisk – tilmed med rene eller kamuflerede teknokratregeringer indsat i skyldnerlandene.

Når briterne muligvis forlader EU eller får en løsere tilknytning, er der mange grunde hertil: Briterne har langt mere historisk, kulturelt og økonomisk til fælles med Canada, Australien, New Zealand og USA end med hovedparten af EU-landene. De er imod protektionismen, planøkonomien og bureaukratiet i EU, og de har en tradition for frihed og selvstændighed, der er unik.

Det er naturligvis især håndfaste økonomiske interesser i at bevare Londons City som finanscentrum, der spiller ind.

Den britiske regering har afvist en EØS-aftale (Europæisk-Økonomisk-Samarbejdsområde) med EU som den, Norge, Island og Liechtenstein har, fordi den ikke giver nok indflydelse på det indre marked. På den anden side vil briterne gerne føre frihandelspolitik, som de tre nævnte lande kan. Cirklens kvadratur og det store spørgsmål er, hvordan Storbritannien kan forblive medbestemmende i det indre marked og samtidig føre frihandelspolitik?

Danmark valgte i 1972 at følge London. Nu vælger vi at følge Berlin. Det bliver dyrt – i alle aspekter.