Dansk EU-formandskab rammer ned i et udfordrende år

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

2025 bliver uden tvivl et vanskeligt år. Europa står over for store udfordringer og mere uforudsigelighed end længe.

Det siger ikke så lidt. Vi husker alle de kriser, EU har været igennem i de senere år. Finans- og gældskrise, migrationskrise, brexit, covid-pandemien, Ruslands angreb på Ukraine og den efterfølgende energikrise. Kriserne viste, at Europas udfordringer kun kan håndteres effektivt i fællesskab. Derfor rykkede EU-landene sammen i bussen og traf nødvendige beslutninger, når kriserne spidsede til.

Om EU-landene også vil være parate til at gøre det i 2025, er et åbent spørgsmål. Der er stadig krig i Europa – i Ukraine og i stigende grad i form af hybride angreb på bl.a. kritisk infrastruktur. Der er samtidig betydelig usikkerhed om, hvordan en ny Trump-administration vil håndtere netop Ukraine, hvad det vil betyde for det sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde mellem Europa og USA, og om Trump vil gøre alvor af en importtold på europæiske varer. Samtidigt står vi i 2025 over for vigtige valg og regeringsskift, som kan blive afgørende for EU’s beslutningskraft, herunder i Tyskland og muligvis Frankrig.

Det er den usikkerhed, som vi kigger ind i, når vi planlægger det danske EU-formandskab i 2025. Fra den 1. juli sætter vi os for bordenden i EU’s ministerråd. Det betyder, at danske ministre og embedsmænd skal sætte dagsordenen for møderne, lede forhandlingerne og skabe kompromiserne i EU.

Normalt ville vi allerede seks måneder før have et ret præcist overblik over, hvad der kommer på dagsordenen. Denne gang er det sværere. Vi fik først en ny EU-Kommission på plads i december, og vi afventer et detaljeret arbejdsprogram, som angiver, hvornår kommissionen lægger de forslag, som skal forhandles under dansk formandskab, på bordet. Dertil kommer den generelle geopolitiske uforudsigelighed netop nu. Vi ved ikke, hvilke kriser der vil komme ind fra siden undervejs.

Hovedoverskrifterne for de næste år og dermed for det danske EU-formandskab står imidlertid klar. Sikkerhed og konkurrenceevne.

Under ”sikkerhed” gemmer sig en lang række initiativer, som kommer af, at EU-landene står over for et nyt trusselsbillede. Ruslands krig i Ukraine handler ikke alene om Ukraine, men om en ny verdens-uorden, hvor cyberangreb, sabotage og indblanding i demokratiske valg er daglig kost.

Det står samtidig klart, at Europa skal kunne håndtere sin sikkerhed selv. Vi kan ikke forvente, at andre gør det for os. Vi skal investere meget mere i vores eget forsvar. Det bliver dyrt, og det skal gøres effektivt. Derfor skal vi blive bedre til at udvikle, indkøbe og producere våbensystemer i fællesskab – ligesom vi under covid-krisen med succes gjorde det med vacciner. Vi skal også styrke vores civile beredskab og beskyttelsen af kritisk infrastruktur.

Sikkerhedsdagsordenen handler også om, hvordan vi reducerer EU-landenes importafhængighed af energi, kritiske råstoffer og andre centrale inputfaktorer til europæisk industri som f.eks. mikrochips. Covid-krisen viste, hvor skrøbelige EU-landenes forsyningskæder er, og hvor dyrt det i længden kan blive at gøre sig afhængig af den, der sælger billigst.

Overskriften ”konkurrenceevne” dækker over, at EU sakker bagud økonomisk ift. særligt USA og Kina. Europa råder over en højtuddannet, velbetalt (men aldrende) arbejdsstyrke og store og succesrige virksomheder. Men produktiviteten er for lav, vi halter bagud på innovation og udvikling af ny teknologi, små start-ups har svært ved at finde risikovillig kapital til at vokse sig større i EU, og vi gør det for svært for os selv med for meget regulering.

Dertil kommer, at europæiske virksomheder lider under højere energipriser end vores vigtigste globale konkurrenter. Et indre marked uden barrierer og med ét sæt regler og standarder og mere end 400 mio. forbrugere er en enorm fordel for vores virksomheder. Men når reglerne bliver for mange og for komplekse, svækker det vores konkurrenceevne.

Samtidig skal vi agere i en verdensøkonomi, hvor frihandel har trange kår. Vi konkurrerer mod kinesiske virksomheder, som med statsstøtte har skabt produktionsoverskud af elbiler, solceller og andre højteknologiske varer, som sælges billigt. USA anvender også meget mere statsstøtte, og Trump har annonceret importtold på udenlandske varer.

Det kalder på ny politik, hvis vi i Europa fortsat skal være konkurrencedygtige og skabe økonomisk vækst og arbejdspladser. Det betyder, at EU bliver nødt til at føre en mere håndholdt handelspolitik, overveje at støtte udvikling af nye teknologier, beskytte strategiske industrier og rydde op i regulering, som pålægger vores virksomheder unødige administrative byrder.

Andre væsentlige problemstillinger, som kommer til at fylde under dansk formandskab, er, hvordan vi i de kommende år skal finansiere alt det, vi gerne vil på EU-plan, såsom investeringer i forsvar og sikkerhed, fortsat grøn omstilling på et tidspunkt, hvor mange medlemslande kæmper med store offentlige underskud og meget høj offentlig gæld. De nye geopolitiske vinde betyder, at EU’s udvidelse med nye lande i øst og på Vestbalkan uden tvivl også vil komme til at stå højt på dagsordenen. Det samme gælder den irregulære migration, hvor den nye kommission med von der Leyen i spidsen ser ud til at anlægge en strammere kurs med fokus på innovative løsninger inspireret af danske idéer.

Hertil kommer væsentlige initiativer inden for lægemiddelområdet, fornyelse af det indre marked, en ny ramme for bioteknologi, fremme af investeringer i energiomstilling af bl.a. industrien, EU’s klimamål for 2040 og de fremtidige rammer for EU’s forsknings- og innovationspolitik og digital infrastruktur – for blot at nævne nogle få eksempler.