Recep Erdogan vil have flere penge, men især hjælp til sin kamp i Syrien

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Så er Erdogan der igen. Nu forlanger han hjælp af Nato og EU. Hjælper vi ham ikke, sender han en million flygtninge mod de europæiske grænser. Han vil have flere penge, men først og fremmest hjælp til sin kamp inde i Syrien, hvor han vil forhindre de syriske kurdere i at etablere et autonomt område, hvorfra de tyrkiske kurdere kan blive inspireret. Dem viste han ellers imødekommenhed, dengang han satsede på et medlemskab af EU, men da det lod vente på sig, gav han sig til at bekæmpe dem for at vinde et valg.

I 2002 sagde Erdogan til mig, at han ville demokratisere og reformere Tyrkiet »ikke for EU’s skyld, men for vor egen«. Nu siger han: »Demokratiet er som en sporvogn. Når man kommer til endestationen, står man af« – og han stod af. I stedet for Europa blev hans mål nu at blive Mellemøstens muslimske stormagt. Han lagde sig derfor også i spidsen for kritikken af Israel.

Da oprøret i 2011 brød ud mod Assad-regimet i Syrien, slog Assad så voldsomt igen, at oprøret bredte sig til hele landet. Hans dage syntes talte, ligesom Ben Alis i Tunesien, Gaddafis i Libyen og Mubaraks i Egypten, men Assad og hans alawittisk-shiitiske klike ville ikke lide deres skæbne. Sunnien Erdogan støttede oprøret og islamisterne, som Assad i flere år havde anset for at være den største trussel mod ham og i sidste ende mod os. Imidlertid så Erdogan i oprøret mod Assad en mulighed for at skaffe Tyrkiet hovedindflydelsen på det nye sunnitiske Syrien.

Sådan gik det bare ikke. Rusland og Iran gik ind og reddede Assad på målstregen. Assad og hans venner generobrede brutalt provins efter provins og ryddede dem ved at sende hundredetusinder sunnier på flugt og give de sidste oprørere frit lejde til Idlib. Det stod derfor klart, at den sidste kamp mellem oprørerne og Assad-regimet ville finde sted her. Og nu forlanger Erdogan så, at Nato og EU skal beskytte hans tropper inde i Syrien mod Assads angreb.

Imidlertid er Tyrkiet ikke blevet angrebet. Det er selv angriber og kan derfor ikke påberåbe sig Natos musketered. EU har ingen hær, hvilket dog ikke forhindrer EU-lande i at komme ham til undsætning ved f.eks. at etablere den ”no flight-zone”, han ønsker. Ellers får vi de nye flygtningemasser på halsen. Denne gang drejer det sig altså ikke primært om penge, men om vores støtte til hans krig mod Syrien, Rusland og Iran. Ingen af dem er vores venner. Så hvorfor ikke?

Fordi Tyrkiets venner i Idlib heller ikke er vore venner. Der er ikke længere tale om nogle demokratiske oprørere, der udkæmper deres sidste fortvivlede kamp for folket. Der er tale om resterne af IS-oprøret og al-Qaeda-tilknyttede jihadister, som ud over at bekæmpe Assad hjælper Tyrkiet mod de kurdere, som Vesten ellers samarbejdede med, indtil USA trak stikket. Skal vi hjælpe dem til en eventuel sejr? Næ. Skal vi hjælpe blodhunden Assad? Næ. Skal vi sende europæiske fly ind og risikere en luftduel med Rusland? Næ. Skal vi tage imod hans flygtninge? Næ, for han har selv medvirket til at skabe denne flygtningestrøm, og Tyrkiet er faktisk første asylland for dem.

Nu er det igen Vesten, han appellerer til, men det gjorde han hverken, da han stoppede reformerne, indgik en aftale om at modtage russiske våbensystemer i stedet for amerikanske, eller da han aftalte, at den russiske energi skulle flyde igennem Tyrkiet i stedet for.

Han truer og bruger os, som det passer ham. Men denne gang passer det os desværre ikke.