Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Var Julian Assange en tyv eller en journalist på arbejde?

Kan Assange være berettiget til at blive beskyttet af de amerikanske ytrings- og pressefrihedsregler? – et vigtigt spørgsmål i Assange-affæren.

Artiklens øverste billede
Forleden blev Julian Assange anholdt af det britiske politi. Fremtiden vil vise, hvad han evt. kan blive dømt for. Arkivfoto: Peter Nicholls/Reuters

Er Julian Assange journalist?

Det amerikanske justitsministerium veg uden om spørgsmålet i sit anklageskrift mod Assange, der stiftede organisationen WikiLeaks. Der kan dog ikke herske tvivl om, at hans sag rejser en debat om, hvorvidt han er berettiget til at blive omfattet af de amerikanske ytrings- og pressefrihedsregler.

Assange blev anholdt i London i sidste uge. Samtidig genoptog den amerikanske anklagemyndighed en sag mod ham, hvori han anklages for at have samarbejdet med den tidligere amerikanske soldat Chelsea Manning om at hacke en computer i det amerikanske forsvarsministerium i 2010 for at få fat i fortrolige dokumenter, som WikiLeaks gerne ville offentliggøre.

Anklageskriftet fokuserer på Assanges påståede forsøg på at hjælpe Chelsea Manning med at bryde en adgangskode og opnå »administratorrettigheder«. Det lykkedes ikke. Det bagvedliggende »formål med planen« var dog af en sådan karakter, »at WikiLeaks offentligt kunne formidle oplysningerne på sin hjemmeside« ifølge anklagemyndigheden.

Assange vil føre sin sag under pressefrihedens fane. Hans problem er, at justitsministeriet har udformet sit anklageskrift så omhyggeligt, at kernespørgsmålet drejer sig om tyveri af noget, der er fortroligt, og ikke offentliggørelsen af det.

De, der støtter Assange, betegner anholdelsen af ham og den mulige udvisning til USA som et angreb på pressefriheden. Der hersker dog en vis skepsis med hensyn til den påstand, selv blandt mange af USA’s mest fremtrædende fortalere for de amerikanske ytrings- og pressefrihedsrettigheder.

»Når man læser anklageskriftet, giver det ikke indtryk af noget, der drejer sig om, hvorvidt Assange er eller ikke er journalist. Ingen pressejurist ville sige til en journalist, at det var i orden at gøre det, som hævdes gjort i anklageskriftet – at hjælpe en kilde med at bryde et kodeord og hacke en computer,« siger Bruce Brown, der er direktør for den amerikanske organisation Reporters Committee for Freedom of the Press, der yder juridisk bistand til journalister.

Assanges advokat, Barry Pollack, har anført, at hans klient er berettiget til at blive behandlet som journalist. I en udtalelse fra ham hedder det, at det i anklageskriftet gøres gældende, at han har lagt planer om at begå computerkriminalitet, men at »de faktiske påstande (…) indskrænker sig til at tilskynde en kilde til at give ham oplysninger og forsøge at beskytte den kildes identitet«.

Barry Pollack uddyber sin udtalelse i en e-mail: »Set med mine øjne er spørgsmålet om, hvorvidt (Assange) er journalist, ikke kildent. Assange offentliggør sandfærdige oplysninger, som har offentlighedens interesse. Jeg skulle mene, at det er en god definition på en ”journalist”.«

Rent faktisk er den juridiske definition på journalistik nærmest ikkeeksisterende. Garrett Epps, der er professor i forfatningsret på University of Baltimore, betegner spørgsmålet som »en underlig gråzone i henseende til forfatningen«, fordi den amerikanske højesteret aldrig klart har defineret, hvem der er berettiget til at være omfattet af den ytrings- og pressefrihed, som ”pressen” nyder.

»Domstolene har ikke forlenet journalister med nogen beskyttelse, som de ikke har forlenet menigmand med. En medvirkende årsag til det er, at det at udstrække særlig beskyttelse til journalister ville forudsætte, at retten sagde, hvem der var journalist, og hvem der ikke var,« forklarer Jameel Jaffer, der leder Knight First Amendment Institute, som er oprettet af Columbia University og John S. and James L. Knight Foundation med det formål at værne om pressefriheden.

Assanges offentliggørelse af store informationsmængder gør nogle ytrings- og frihedsrettighedsjurister beklemte.

»Der er meget stor forskel på én, der sætter spotlight på fortrolige oplysninger, og én, der tænder lyset,« udtaler David Kendall, der repræsenterede præsident Bill Clinton, da han stod anklaget for embedsmisbrug, og Hillary Clinton i forbindelse med sagen mod hende om brug af en privat e-mailkonto og -server i 2016.

Eftersom Assange ikke har udvist en “afpasset vurdering”, med hensyn til hvilke oplysninger der skulle deles med læserne, optræder han ikke som journalist, sagde David Kendall til mig. Hvad angår anklagemyndighedens påstand om, at Assange hjalp Chelsea Manning med at hacke hemmeligstemplede oplysninger, tilføjede David Kendall, at »mediefolk normalt ikke stjæler«.

Ifølge Lincoln Caplan, der forsker ved juridisk fakultet på Yale og har skrevet ganske omfattende om journalistik, er der en vigtig forskel på at formidle (”curate”, red.) oplysninger, som journalister gør, og så offentliggøre dem i store mængder (”dump”, red.), som det ofte har været WikiLeaks’ praksis.

Der er en interessant note til Assange-sagen: Som led i en forfejlet forhandling om delvis tiltalefrafald med justitsministeriet i 2017 tilbød han at være med til at gennemgå nogle hemmeligstemplede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som WikiLeaks offentliggjorde som led i offentliggørelsen af en dokumentpakke med betegnelsen Vault 7.

Studehandlen gik i vasken, efter at WikiLeaks havde offentliggjort nogle særligt følsomme CIA-hackingmetoder.

Assange kunne hævde, at hans tilbud fra 2017 viste, at han havde forståelse for forhold, der vedrørte den nationale sikkerhed. På tilsvarende vis kunne han henvise til sit samarbejde med The New York Times og andre nyhedsmedier, som redigerede og gennemgik WikiLeaks-dokumenter før offentliggørelse af dem.

Det, der komplicerer denne sag, er WikiLeaks’ rolle i at formidle dokumenter, som den russiske efterretningstjeneste havde hacket sig til i Det Demokratiske Parti under præsidentvalget i 2016. Her lod Assange til at være et redskab for russisk indblanding til støtte for Donald Trump.

Assange vil føre sin sag under pressefrihedens fane. Hans problem er, at justitsministeriet har udformet sit anklageskrift så omhyggeligt, at kernespørgsmålet drejer sig om tyveri af noget, der er fortroligt, og ikke offentliggørelsen af det. Det er årsagen til, at så mange pressejurister tilsyneladende lagde afstand til Assange, da nyheden om hans anholdelse kom ud i torsdags.

David Ignatius er kommentator ved The Washington Post og skriver fast i Jyllands-Posten.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.