Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Medier beskyldes for politisk ensidighed. Det er en myte

Det hævdes, at pressen især i USA mest er på nakken af republikanske præsidenter. Det er ikke rigtigt.

Artiklens øverste billede
Bill Clinton måtte forsvare og forklare sig i anledning af kvinder, der hævdede at være blevet udsat for voldtægt og sexchikane af ham, allerede inden han blev præsident. Og som præsident havde han affæren med praktikanten Monica Lewinsky. Arkivfoto: AP/AP-TV


Støvet er ved at lægge sig efter rapporten om, at Donald Trump åbenbart ikke samarbejdede med Rusland omkring valget 2016. Den amerikanske præsident har straks taget den som anledning til at sige, at han er blevet fuldstændig frifundet – uden at nævne, at den særlige undersøger ikke vil sige, hvorvidt Trump har lagt hindringer i vejen for opklaringen. Eller at en stribe andre mulige sager mod Trump nu skal behandles af andre myndigheder.

Rigtigt er det, at amerikanske aviser har været påfaldende tilbageholdende med at følge op på nyheden efter at have brugt en hel del krudt på at forudsige et rædsomt resultat for præsidenten. Det samme har Demokraterne, altså oppositionen.

Vor egen mand i Washington har kaldt det »en begmand til en række amerikanske politikere og medier, som undervejs i forløbet drevet af ønsketænkning og opportunisme har gjort enhver russisk fjer til fem fuldfede høns«.

Der er imidlertid også bragt ting til torvs efter rapporten, som ikke holder til en nærmere betragtning. Den måske mest hårdnakkede er påstanden om, at medierne historisk set har været på nakken af republikanske præsidenter, mens Demokrater i Det Hvide Hus havde en let gang på jorden. Det er en myte.

Bill Clinton er en af de præsidenter i nyere tid, som har fået den mest robuste behandling af pressen. Det begyndte allerede inden det første valg i 1992. Arkansas guvernør, som han var dengang, måtte forsvare og forklare sig i anledning af kvinder, der hævdede at være blevet udsat for voldtægt og sexchikane af ham.

Medierne – også de seriøse – havde kronede dage med den historie. Til sidst kom sagen om Monica Lewinsky, praktikanten, der forvandlede hans arbejdsværelse til Det Orale Kontor.

Men der var rigeligt andet. I den lette ende var der lukningen af to landingsbaner i Los Angeles Lufthavn kort efter Clintons indsættelse, fordi præsidenten havde tilkaldt måske byens dyreste frisør til en klipning om bord på Air Force One, mens maskinen var parkeret. The New York Times kaldte bagefter Clinton en »populistisk præsident«. Flyet fik øgenavnet ”Hair Force One”. Det var ikke den perfekte begyndelse for Amerikas 42. præsident.

Siden kom tungere sager. Der var Whitewater-skandalen, en mislykket grundstyksinvestering i Arkansas, som Bill Clinton og hustruen, Hillary, var indblandet i. Mens den var på sit højeste, tog en af Clintons medarbejdere, der også var en gammel ven, sit eget liv. Tragedien blev kædet sammen med skandalen, men fire forskellige undersøgelser kom til den slutning, at der intet lyssky var sket.

Hvad man derimod fandt, var et slags afskedsbrev revet itu; her blev det hævdet, at den konservative avis Wall Street Journal i sine ledere »kan lyve uden konsekvenser«. Også Kenneth Starr, der senere var særlig undersøger omkring Lewinsky-skandalen, kiggede på sagen uden at finde noget.

Herefter blev Clinton skarpt kritiseret for ikke at blande sig tidsnok i krigen i det daværende Jugoslavien. Kommentatorer, medier og partifæller som senere vicepræsident Joe Biden gik på barrikaderne. Den, der skriver disse linjer, oplevede det hele som korrespondent for en anden avis i Washington gennem fire år.

Lyndon B. Johnson, der tog over efter den myrdede John F. Kennedy i 1963, havde det heller ikke nemt. Vietnamkrigen var i fuld gang, kritikken, også i medierne, var voldsom. Jimmy Carter (1977-1981) blev jævnligt fremstillet som en jordnød, fordi han som landmand dyrkede denne afgrøde. En særlig undersøger endevendte hans økonomi for at finde ud af, om midler fra en lokal bank uretmæssigt var anvendt i hans valgkamp. Det var de ikke, men Carter blev indkaldt som vidne og måtte udtale sig under ed – som første præsident i en sådan anledning nogensinde.

Sandt er det, at Kennedy, og senest Barack Obama, af pressen blev behandlet med noget, der ligner fløjlshandsker. Men det samme kan siges om Ronald Reagan (1981-1989) og George W. Bush, når det gælder amerikanske medier.

Reagan var indblandet i våbenskandalen Irangate og fik statsgælden til at eksplodere, men kunne glæde sig over blide mediereaktioner, formentlig også fordi han kunne være morsom og charmerende. The New York Times understøttede temmelig ukritisk Bushs krig i Irak – og måtte senere beklage, at man havde ladet sig føre bag lyset af en letbenet medarbejder.

Det korte af det lange: Amerikanske – og europæiske – medier er langtfra fejlfri som senest set. Men der er ingen sammensværgelse. Der er heller intet systemisk svigt. I hvert fald ikke i et historisk perspektiv. Hvilket måske, en gang imellem, kan være en god idé at anlægge.

Michael Kuttner, Berlin-korrespondent på Jyllands-Posten.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.