Fortællingen om dansk udviklingshjælp er næsten blevet borte

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Fortællingen om dansk udviklingssamarbejde er nærmest forsvundet. Hvorfor bruger vi overhovedet penge på at støtte fattige lande? Er det, fordi vi gerne vil hjælpe fattige mennesker, have venner i en kaotisk verden eller måske hjælpe danske firmaer til nye ordrer og dermed skabe arbejdspladser?

I mange år handlede samarbejdet om at skabe fremgang i nyligt selvstændige og afkoloniserede lande og samtidig om at give danske virksomheder afsætningsmuligheder. Sådan var det mere eller mindre, fra udviklingsbistanden blev oprettet i begyndelsen af 1960’erne til omkring 1990. Den fortælling nød stor folkelig opbakning, og bistanden voksede til 1 pct. af bni.

Efter Murens fald i 1989 ændrede fortællingen sig. Nu samarbejdede man i partnerskaber med fattige lande om at fremme demokrati, ligestilling, menneskerettigheder m.v., og der blev lagt mindre vægt på de kommercielle muligheder.

Senere blev sikkerhed en væsentlig prioritet i udviklingssamarbejdet, mange penge gik til Afghanistan og Irak, og fortællingen begyndte at blive ulden. Udviklingsbistanden fik flere formål, herunder at gøre modtagerne positive over for Danmark og danske soldater.

I de seneste år er der kommet stadig flere formål til – ikke mindst at forhindre flygtninge og migranter i at komme til Danmark – og samtidig er verden blevet meget mere broget, end da den var klart opdelt i rige og fattige lande. Endvidere er der færre danske politikere, der interesserer sig for udviklingssamarbejdet end tidligere.

Det betyder alt sammen, at der ikke længere er en klar fortælling om, hvorfor Danmark bruger mange penge i fattige lande. I det lys er det faktisk forbavsende, at udviklingssamarbejdet stadig nyder stor opbakning blandt danskerne.

En undersøgelse af danskernes holdninger i 2018 viser, at 57 pct. er tilhængere af Danmarks deltagelse i udviklingssamarbejdet, mens 12 pct. er imod. Samtidig viser undersøgelsen, at næsten halvdelen af danskerne lægger vægt på information om, hvordan det går mennesker i fattige lande.

Udviklingssamarbejdet afgør selvsagt ikke folketingsvalg, men disse tal burde dog stimulere politisk interesse for feltet.

Hvad forbinder danskerne så med udviklingssamarbejdet?

I prioriteret rækkefølge er topscorerne:

Det er de samme seks emner, som danskerne ønsker at prioritere, dog med den væsentlige forskel, at hjælp til flygtninge i deres nærområder nu kommer på førstepladsen.

Danmarks seneste strategi for udviklingssamarbejdet blev vedtaget af stort set samtlige partier i Folketinget i januar 2017.

Hvad angår nødhjælp og støtte til flygtninge i nærområder, er der rigtigt god overensstemmelse mellem strategien og danskernes holdninger. Nødhjælpen er støt stigende, og Danmark gør en stor indsats for at hjælpe flygtninge i Jordan, Libanon, Uganda, Kenya m.v.

Til gengæld er de fire andre topscorere hos danskerne ikke prioriteret i strategien. Det er til gengæld de kommercielle muligheder for danske virksomheder – noget, som kun 4 pct. af danskerne ønsker at prioritere.

Rent vand, sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse er emner, som Danmark tidligere har arbejdet meget med, og det er de emner, der typisk forbindes med det langsigtede arbejde for at skabe varige forbedringer for fattige mennesker.

Men det kan jo være, at politikerne har ret i, at disse emner ikke længere er væsentlige for Danmark, og at der skal skabes en ny fortælling om, at udviklingssamarbejdet handler om kortsigtede danske interesser i at holde flygtninge og migranter væk fra Danmark og i danske kommercielle muligheder?

I 2015 vedtog alle verdens statsledere 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling frem til 2030. Målene er i smuk overensstemmelse med nordiske værdier om ligestilling, velfærd, miljøforvaltning, begrænset ulighed, samarbejde, ansvarlige offentlige institutioner osv.

Samtidig ville en verden, der tilnærmelsesvis har indfriet målene i 2030, efter al sandsynlighed være en mere fredelig og fremgangsrig verden – noget, som er af afgørende betydning for et lille land med en åben økonomi, der er helt afhængig af omverdenen.

Danmark har således en klar langsigtet interesse i at presse andre lande til at arbejde seriøst med verdensmålene.

Fire af de første seks verdensmål handler netop om danskernes topscorere for udviklingssamarbejdet. Det ville derfor være oplagt at (gen)skabe en fortælling om udviklingssamarbejdet som kortsigtet nødhjælp til mennesker i krise såvel som langsigtet støtte til at nå verdensmålene i fattige lande.