Det nye Tyskland – uden stolthed

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Der er ikke noget at sige til, hvis man rundt om i Europa har været en smule forvirret over, hvad der det seneste par uger er foregået i Tyskland, for det har tyskerne også været. Tyske politikere er gode til at gøre det svært for sig selv og befolkningen, f.eks. med et væld af love, som bærer vanskelige navne.

Det hidtil længste er Rindfleischetikettierungsüberwachungsaufgabenübertragungsgesetz, det gjaldt gudskelov kun i Mecklenburg-Vorpommern og blev skrottet i 2013; det havde noget at gøre med, at oksekød skulle have de rigtige etiketter, og at kvæg skulle mærkes på ordentlig vis.

Balladen mellem forbundskansler Angela Merkel og indenrigsminister Horst Seehofer er ikke præget af den slags ord. Til gengæld har de vanskeligt ved at tale sammen, navnlig om asylsøgere. Nu skal der være fundet en løsning, men gå ud fra, at der kommer nye problemer snarest.

Hvad man undertiden kan overse, når politikere og meningsmagere puster sig op, er, at Tyskland har ændret sig voldsomt den seneste halve snes år. Det kan bevidnes i en video fra Jan Böhmermann. Han er mest kendt for at have fornærmet den tyrkiske præsident med et digt. Dette digt virkede noget amatøragtigt. Det gør videoen ikke.

Den hedder ”Be Deutsch”, er fra 2016 og ikke voldsomt kendt. Den varer godt fire minutter og viser tyskerne som åbne og tolerante, fordi, hedder det, de har prøvet den anden vej, og den virkede ikke. Præsident Trump, den ungarske leder Viktor Orban og det indvandrerkritiske AfD vækker minder om atmosfæren fra 1930’erne, erklæres det videre.

Det er en stramt komponeret ode til den moderne forbundsrepublik. Kernebudskabet er: Vi er stolte over ikke at være stolte.

https://www.youtube.com/watch?v=HMQkV5cTuoY

Det er næppe den fulde sandhed, for mange tyskere er ganske tilfredse med, hvad der er opnået efter krigen, nogle vil måske kalde det stolthed, selv om det, efter holocaust, ikke var et ord, der blev brugt meget. Det er heller ikke alle tyskere, der elsker flygtninge, jøder, muslimer, homoseksuelle eller mindretal i øvrigt.

Mange er foruroliget efter det store antal asylsøgere, der ankom til landet 2015, og chokeret over de rædselsgerninger, som enkelte af dem siden har begået.

Videoen skal altså tages med et gran salt, men den er udtryk for, at en stor del af tyskerne gerne vil være åbne og afslappede. Man kan også se det af indbydelsen til udenrigsministeriets sommerfest for journalister i Berlin mandag aften.

Den bestod af en munter brochure, hvor presseafdelingens medarbejdere var afbildet foran pyramider, løgkupler, Taj Mahal og andre internationale seværdigheder. De var afslappet klædt, en af dem var tatoveret på arme og ben. Det sidste billede viser dem i arbejdstøjet med udenrigsminister Heiko Maas i midten; han er den eneste, der bærer slips. Alle ser glade ud.

Når man tænker på tyske diplomater gennem tiderne må man sige, at der også her er sket en del.

Selv Bild, den tyske masseavis, der gerne fremhæver tyske kvaliteter, er smittet af bacillen. Dagen efter nationens nederlag til Sydkorea, der betød afgang fra VM i fodbold, erklærede avisens kolumnist Franz Josef Wagner: »Også tabere hører til hos os.«

Der er noget om det: Tyskerne er stolte over ikke at være stolte. Det kunne der ellers være grund til at være. Bortset fra måske det seneste par uger.