Fortsæt til indhold
International debat

Knugede tyskere sætter på ny kursen mod europæisk katastrofe

Ved den nazistiske magtovertagelse i 1933 satte et aggressivt Tyskland den europæiske kurs mod et tusindårsrige, som påførte Europa en katastrofe. I dagens Europa er det atter Tyskland, der sætter dagsordenen, når det gælder den nye katastrofe, som truer Europas kultur og frihed – nemlig islams fremmarch.

Søren Espersen, folketingsmedlem, formand for Udenrigspolitisk Nævn |

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Søren Espersen (DF) er formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Forleden var min kone og jeg i Berlin på en forlænget weekend og kom godt rundt i byens mange historiske tilbud – hvoraf flere beskæftigede sig med omstændighederne omkring Anden Verdenskrig. Det slog mig, at hvor involverede nationers soldater i tale og skrift benævntes amerikanerne, russerne, briterne og franskmændene, benævntes tyskerne konsekvent som nazisterne. Det var altså ikke briterne og tyskerne, som sloges, men briterne og nazisterne.

Det kunne måske synes en uvæsentlig detalje, men er det ikke. Derimod et sigende tegn på det traumatiske, kollektive kompleks, som selv purunge tyskere går og pålægger sig selv, og som generelt har gjort tyskerne til et knuget og forvirret folk.

Ved den nazistiske magtovertagelse satte et aggressivt, selvsikkert og selvovervurderende Tyskland den europæiske kurs mod et tusindårsrige, som jo så gudskelov kun varede kort, men som i forløbet påførte Europa en katastrofe.

I dagens Europa er det atter Tyskland, der sætter dagsordenen, når det gælder den nye enorme katastrofe, som i dén grad truer Europas kultur, traditioner og frihed – nemlig islams fremmarch.

For Danmark ville det være lykkeligt, hvis vi, når det gælder dette århundredes mest afgørende spørgsmål, tilmeldte os Visegrad- landene – og blev en del af disses jordbundne og djærve virkelighed.

Men fra tysk side er der sandelig i dag ingen selvovervurdering at spore. Det modsatte, derimod: en frygtsom ydmyghed, skabt af komplekserne og traumerne fra de år, hvor tyskere åbenbart ikke var tyskere. Man sniger sig omkring. Vil helst ikke ses. Er rystende nervøs for endnu et snarligt valg – for minder dette ikke om Weimarrepublikken? Spørges der i ramme alvor. Og sideløbende tillader man en uhæmmet massemigration fra muslimske lande at fortsætte – millioner af muslimer har nu indrettet sig fast i Tyskland og er blevet tyske statsborgere – og dagligt strømmer det ind med nytilkomne trosfæller.

Og Tysklands leder skutter sig hændervridende og forsikrer kærligt, at det hele ordner sig – at hun nok skal skaffe plads til alle, der har lyst. Så hvor den djævelske nationalsocialisme stod for en modbydelig folkechauvinisme og nederdrægtig selvbeundring, som med ond aggression skulle gøre Tyskland til ”Det Tredje Rige”, personificerer kansler Merkel den absolutte modpol: uansvarlighed, letdansende ligegyldighed med eget folk og egen kultur – smilende kapitulation. Begge ekstremer er lige absurde. Men, når det drejer sig om det store, stærke Tyskland, nødvendigvis kurssættende.

Og EU-systemet retter ind i forhold til den nytyske ekstremisme. Idéen er, at alle – migranter og flygtninge – sådan set bare kan blive ved med at komme; de skal bare ved matematikkens klare anvendelse fordeles til medlemslandene – så skal det nok gå.

Kun de såkaldte Visegradlande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, synes ikke helt at have forstået genialiteten ved denne kvoteordning, idet de sært nok er af den opfattelse, at den blot vil føre til, at migrantmillionerne for alvor sætter sig bevægelse med kursen nord.

Om end en Visegrad-politiker i en lukket kreds forklarede mig, at det da såmænd godt kunne være, at de alligevel sagde ja til at modtage deres kvoter – vel vidende, at alle migranterne i løbet af tre måneder alligevel ville rejse, da ydelserne var bedre længere nordpå. »Og,« tilføjede han, »vi har haft nok af at holde folk indespærrede i Polen – den slags gør vi ikke mere.«

For Danmark ville det være lykkeligt, hvis vi, når det gælder dette århundredes mest afgørende spørgsmål, tilmeldte os Visegradlandene – og blev en del af disses jordbundne og djærve virkelighed. Det er for Danmark et langt bedre og sundere sted at opholde sig – frem for søvngængeragtigt at tøffe af sted efter et forvirret og knuget Tyskland, som nu for anden gang inden for 80 år sætter kursen mod europæisk katastrofe.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.