Tolerance og tillid er under stærkt pres fra folk, der nasser på vores samfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Igennem mange generationer har vi i Danmark skabt en tillid mellem borgerne og hinanden, som kun få steder i verden ville kunne forstå. En tillid til hinanden, som vi kan være stolte af.

Mange gange kører jeg op til Nordsjælland og køber økologiske æg på en bondegård. Gården har ikke nogen til at betjene én, du tager æggene selv, og ved siden af er der en kasse, hvor du smider pengene i og kører igen. Der er ingen, der ser dig, eller ingen, der lægger mærke til dig. Det er den tillid, jeg taler om.

Den ordning findes få steder i verden, og nogle vil tænke, at man vil tage æggene og køre igen uden at betale eller snuppe kassen med pengene og stikke af. Det samme, når man får penge tilbage fra Skat, du ikke havde regnet med at få. Det er nogle gange kun 10 kr., du skal have igen, men du får dem. Det er en fantastisk tillid og værdier, som er bygget på troværdighed og respekt til hinanden.

De fleste danskere har en fantastisk måde at vise tillid på. Det har vi lært igennem generationer. Vi giver penge til nødhjælp, penge til katastrofeområder, vi hjælper de fattige, når det er jul, helligdage, og så har vi kristne foreninger, som tager sig af minoriteter og forfulgte muslimer fra Syrien og andre lande. Alle de ting vil være gode gerninger, som Gud også vil belønne i den muslimske tro.

Desværre er denne tolerance og tillid under stærkt pres fra folk, der nasser på vores samfund, udnytter vores sociale goder og viser manglende vilje til at vise alt det gode, vi som muslimer har lært. At vi skal være gode over for vores medborgere, lige meget om de er kristne eller ateister, som hjælper og tager imod os, når vi flygter fra krig og elendighed.

Mange giver meget igen, men der er desværre også mange, der direkte udnytter danskernes godhed. Jeg siger ikke, at alle danskere er gode, for der findes også lige så dårlige danskere i samfundet med fremmedfjendskhed, egoisme og nasseri, som der er i de muslimske miljøer i Danmark.

Jeg kender en familie i Aarhus, hvor faderen og moderen har været på førtidspension i 20 år eller mere. De rejser to-tre gange om året mellem Palæstina og Danmark.

Datteren er på førtidspension, og broderen er i ressourceforløb og står måske også til at få førtidspension. Der er flere i familien, som har fået tildelt førtidspension i 1990’erne. De fejler absolut ingenting og kan godt varetage et arbejde, hvis ikke 37 timer, så måske 30-35 timer, men de gider ikke.

De vil hellere leve som opgivende og have et liv i et parallelsamfund og ikke være en del af den nation, som har brødfødt dem og givet dem beskyttelse og bedre levevilkår end dem, de kom fra.

Det handler om menneskekvalitet og stolthed. Hvordan skal vi nogensinde kunne blive et rigere og bedre samfund og tage os af de svage, hvis denne kurs fortsætter? Alle børnene skal have et godt forbillede af deres forældre, og når de ikke ser et godt forbillede, mister disse børn også respekten og bliver som dem.

Hvis man er syg og ikke kan arbejde, skal man selvfølgelig have tildelt førtidspension. Det er det sikkerhedsnet, som vi har som borgere, når man har tabt sin arbejdsevne, og man ikke er i stand til at varetage et arbejde. Det støtter jeg 100 pct., og den skal vi blive ved med at kunne give til de mest ramte. Desværre går det meget ud over dem, der virkelig har brug for hjælp, fordi reglerne bliver strammere, og tildelingen af hjælp er sværere at opnå for borgerne, når fusk og dovenskab med andre folks penge bliver en realitet. Vores tillid til hinanden som borgere er under pres, og det skal stoppes.

Tilbage til familien i Aarhus. Alle i familien er danske statsborgere, men deres danskkundskaber er trods mange år i Danmark elendige for ikke at sige katastrofale.

Hvordan har så mange mennesker kunnet få tildelt dansk statsborgerskab uden at være en del af det her samfund og uden at kunne sproget på et bare nogenlunde niveau – det forstår jeg simpelthen ikke.

Dem er der rigtig mange af.

Jeg har en god ven, hvis kone er fra Libanon, og som kom til Danmark i 2005.

Fra det øjeblik hun satte foden på dansk jord, startede hun processen med at tilpasse sig det danske system.

Hun har gennemgået samtlige prøver med højeste karakter og på rekordtid lært at tale og skrive perfekt og har en høj stilling samt indkomst, men har ikke fået sit danske statsborgerskab grundet en dum fartbøde, hvor hun kørte 56 km/t., hvor det kun var tilladt 50.

Bøden lå på over 3.000 kr. Ikke fordi hun havde kørt uforsvarligt, men fordi hun troede, at hun kunne køre på sit gyldige internationale kørekort, indtil hun havde erhvervet det danske kørekort.

Grotesk, fordi hun af alle har gjort sig fortjent til at blive dansker og ikke som alle de andre, der nasser på vores system.

Det virker ikke rimeligt, at så mange borgere skal straffes, når dem, der ikke bliver straffet, slipper fri.

Noget er totalt råddent i vores samfund, og vores politikere må se at vågne op og gøre noget ved de rigtige problemer, som vi har i vores samfund, og koncentrere sig om at belønne dem, som har gjort det, som man forventer af dem. Hvis ikke der gøres noget nu, er det begyndelsen på enden.