Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Besynderlige argumenter og benægtelse af fakta i klimadebatten

Videnskaben klarer sig udmærket uden beskrivelser af dogmer, bobler, paradigmer og konsensusdannelse.

I et debatindlæg 31/5 giver geolog Jens Morten Hansen (JMH) klimaforskningen og klimaforskerne bag IPCC's klimarapporter en bredside af de store. Det er på sin vis underholdende læsning, og JMH skriver med stort retorisk talent. Havde det ikke været for alvoren i klimaforandringerne og de store udfordringer verdenssamfundet står med, kunne JMH's lidet flatterende beskrivelse af klimaforskningen som en boble af middelmådighed og medløberi gerne stå uimodsagt. Vi vender tilbage til JMH's videnskabsteoretiske betragtninger om ”klimaboblen”, men vil først gerne kommentere et par af de misforståelser, JMH fremfører som argumenter imod menneskeskabte klimaforandringer:

1. At CO2 i atmosfæren opvarmer jordoverfladen ved drivhuseffekten er ikke en teori, som er fremsat for at forklare hverken tidligere eller nuværende observerede klimaforandringer. Det blev påvist ved laboratorieforsøg af den irske fysiker John Tyndall i 1860'erne. I 1896 beregnede den svenske kemiker og nobelprismodtager Svante Arrhenius, at en fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren ville føre til en temperaturstigning på ca. 4 grader. Ikke langt fra, om end dog i overkanten af, hvad vi mener i dag. Overfladetemperaturerne på Solsystemets andre planeter er også i høj grad bestemt af planternes atmosfærers CO2-indhold. De temperaturstigninger vi har observeret i dette århundrede er altså en understøttelse af en teoretisk forudsigelse og ikke en ”klimahypotese”.

2. JMH fremfører, at iskernerne viser, at temperaturen stiger før CO2-indholdet og bruger dette til at afvise en kausal sammenhæng mellem CO2 og temperatur. Der er dog flere helt fundamentale misforståelser i dette argument. Iskernerne viser, at i de langsomme istid-mellemistidssvingninger, som Jorden har gennemgået over de sidste 800.000 år, fulgte ændringerne i CO2-indholdet i atmosfæren efter temperaturen nøje hinanden. Ved den seneste istids afslutning fulgte CO2-indholdet efter temperaturen med en forskydning på op til 400 år. Men de naturlige skift i CO2-indhold fra 180 til 280 milliontedele af atmosfæren tog mange tusinde år, og selvom de ikke var igangsat af CO2, spillede CO2 en stor rolle i omslagene mellem istider og mellemistider. Årsagssammenhængen er nemlig følgende: Jordens rotation og bane om solen ændrer sig langsomt over titusinder af år, og på nogle tidspunkter varmes havene op. Et varmere hav vil udgasse CO2, som alle der har efterladt en sodavand i varmen har erfaret. Derfor stiger CO2-koncentrationen i atmosfæren, hvilket leder til stærkere drivhuseffekt. Det har igen en selvforstærkende effekt på temperaturstigningen. Drivhuseffekten fra CO2 er således en af grundene til at de naturlige temperaturstigninger fra istiderne til mellemistiderne er større og hurtigere end ændringerne i Jordens bane i sig selv tilsiger.

Stigningen i CO2 siden den industrielle revolution kom derimod før stigningen i temperatur, og vi kan forvente at de samme selvforstærkende processer vil bidrage til at gøre opvarmningen endnu stærkere.

Fra et videnskabeligt perspektiv er det ligegyldigt, om 97 pct. af alle forskere eller tusindvis mener dit eller dat. Vorherres eksistens bevises heller ikke ved at opgøre antallet af troende.

3. Klimaet har altid ændret sig med naturlige årsager for variationerne. Det er fuldstændigt rigtigt. At der skulle være periodiske variationer på 56 år, 74 år og andre perioder står for JMH's egen regning. JMH, Ole Humlum, Johannes Krüger og få andre højtlydende geologer advokerer en sådan urværks-agtig beskrivelse. Det ville jo være belejligt at kunne forudsige variationerne med en sådan præcision. Deres hypoteser har dog vist sig ikke at stå distancen for skrappe statistiske signifikanstests. Anerkendte fagtidsskrifter afviser manuskripter, når resultaterne ikke er statistisk signifikante, og altså ikke fordi parnasset af middelmådige forskere har rottet sig sammen, som JMH antyder. Ingen seriøse klimaforskere afviser, at store naturlige klimavariationer har fundet og finder sted. Det relevante ved de menneskeskabte klimaforandringer er ikke, om Jorden har været varmere før. Det alarmerende er hastigheden, hvormed de nuværende forandringerne sker. Det bliver en stor samfundsmæssig udfordring, hvis millioner og atter millioner af mennesker må migrere fordi deres eksistensgrundlag ændres af klimaforandringer. JMH blander rask væk forandringer over tusinder og millioner af år sammen med de forandringer, menneskeheden har forårsager over et århundrede. Kulstoffet i den olie, gas og kul, som vi brænder af på et par hundrede år, har det taget naturen mange millioner år at trække ud af atmosfæren og oceanerne. Dinosaurerne levede fint i en varm verden med masser af CO2 i atmosfæren. Det var bare en meget anderledes verden end vores.

4. Klimamodellerne kan ikke med præcision reproducere fortidens klima.. Det er korrekt, at klimamodellerne har mange fejl og mangler, men beskrivelsen af den grundlæggende fysik i beskrivelsen af strålingen og drivhuseffekten er velforstået. Den del går igen i det numeriske vejrprognose-modeller, som med stadig større nøjagtighed forudsiger vejret inden for forudsigelighedshorisonten. Årsagen til at klimamodellerne ikke kan reproducere fortiden nøjagtigt er dels, at vi ikke i tilstrækkelig grad kender havstrømmene og dels, at der er kaotiske komponenter, som El Niño, i klimaet, som simpelthen ikke lader sig forudsige. Dette er velforstået. Klimamodellerne er dog alligevel et af vores vigtigste værktøjer til at forstå den kombinerede effekt af de mange påvirkninger og indre processer, der styrer klimaet.  At det er vanskeligt at forudsige temperaturudviklingen nøjagtigt, har givet sig udtryk i det såkaldte ”global warming hiatus”. I en 15 års periode 1998-2012 så temperaturen ud til ikke at stige, selvom CO2-koncentrationen ufortrødent steg. Så er der da noget galt med teorien? Nej, det er der ikke: En stor del af de naturlige temperaturvariationer er udveksling af varme mellem atmosfæren og oceanerne. Hvis havstrømmene gør, at der kommer koldt bundvand op til overfladen, så vil atmosfæren køles af ved at afgive varme til havet. Atmosfærens varmefylde svarer til 10 meter af verdenshavene, og de er 4 km dybe! Havene virker altså som en kolossal radiator, så opvarmningen af havet dominerer fuldstændigt den globale opvarmning. Samlet set varmede havet og atmosfæren jævnt op fuldstændigt som forudset med den stigende CO2-koncentration

JMH’s måske mest besynderlige argument imod teorien om global opvarmning lyder, at videnskaben har taget fejl før, så hvorfor ikke også denne gang. Den skepsis kan man naturligvis altid have. Her bevæger JMH sig ind i et videnskabsteoretisk skoleridt: Thomas Kuhn beskriver videnskabssociologien som en proces hvor det ene paradigme afløser det andet, hvor det gamle afvises som forkert. Dette er en fin beskrivelse af dele af videnskabsudviklingen, men det er en karikatur af andre dele. Naturvidenskaben er en lang proces hvor nogle teorier står mens andre bygger ovenpå. Ind imellem forkastes teorier, når de strider mod nye observationer (de falsificeres). Ingen anfægter tyngdeloven og Newtons love, heller ikke Einstein, som med relativitetsteorien viste, at i tilfælde af meget høje hastigheder er der korrektioner til Newtons love.

JMH beskriver FN's klimapanel IPCC som et paradigme, og IPCCs klimamodel som et dogme. Her misrepræsenterer JMH, hvad IPCC er for en størrelse. IPCC har ikke nogen klimamodel og IPCC udfører ikke klimaforskning. IPCC's funktion er at samle og vurdere den forskning om klimaændringer, som er publiceret i den videnskabelige litteratur. Det er en stor proces, som resulterer i en diger rapport cirka hver sjette år. Flere tusinde klimaforskere er involveret i det store arbejde, det er at bedømme hinandens arbejde og vurdere, hvor der er sikker viden og hvor der er usikkerhed og uenighed om klimaet. Dette er ikke en proces, som har til formål at fremme forskningen eller fremtvinge en flertalskonsensus. Det er et redskab for beslutningstagere til at forholde sig til det alvorlige samfundsproblem klimaforandringerne udgør. At der står flere tusinde forskere bag, selvom forfattergruppen er betydelig mindre, er ikke udtryk for, at alle er enige og lever i en ”klimaboble”. Fra et videnskabeligt perspektiv er det ligegyldigt, om 97 pct. af alle forskere eller tusindvis mener dit eller dat. Vorherres eksistens bevises heller ikke ved at opgøre antallet af troende.

Videnskaben klarer sig udmærket uden beskrivelser af dogmer, bobler, paradigmer og konsensusdannelse. Hypoteserne strides og de teorier, der har den største forklaringskraft, er de mest holdbare. Desværre kan vi ikke bare vente på, at de menneskeskabte klimaforandringer med al tydelighed viser, at JMH benægter fakta.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.