Gives der en kristen kultur!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler så flot om ”den kristne kultur”, men findes den overhovedet? Med hvilken ret kan man tale om sin egen kultur som kristen?

Vi taler om mødet mellem den kristne kultur og den islamiske kultur. Men er det, der rent faktisk finder sted, ikke mødet mellem den religiøse alvor repræsenteret af muslimernes livsform og hele moralopfattelse på den ene side og på den anden side en udbredt gudløshed og religiøs analfabetisme, som råder i store dele af den europæiske befolkning?

Religiøs relativisme, ateisme og et stadig stigende frafald fra kirkerne synes ret så tydeligt at tegne virkeligheden og vore vaner og således vor kultur – forudsat netop, at kultur er vaner. Religion interesserer ikke i dybere forstand, medens vi taler frejdigt om vor kristne kultur, men hvor ser man den? Hvis kultur er vaner, og vi levede i en kristen kultur, ville der så ikke være trafikkaos på vejene søndag formiddag, hvis alle de døbte forbandt noget alvorligt med deres tilhørsforhold til den kristne kirke og dens gudstjeneste?

Ser vi tilbage i tiden og vælger at lytte til de to store ånder i det 19. århundrede, Grundtvig og Kierkegaard, så er der ingen tvivl om, at Grundtvig ser kristendommen manifestere sig i historiens gang og møde os i nutiden som en forpligtende arv.

Hos ham er derfor også den danske historie forbundet med kristendommen, og danskerne vil ikke kunne forstå sig selv ret uden at forholde sig til og forstå kristendommens tale.

Hos Kierkegaard er det snart sagt totalt modsat. De 1800 år, der ligger mellem kristendommens fremkomst og hans samtid, tillægger han ingen betydning. De 1800 år er snarere en historie om frafaldet og forfalskning af kristendommens sandhed. Et folk eller en nation eller en kultur kan ikke være kristen, det kan kun det enkelte menneske, som tror på kristendommens sandhed og hører kristendommens fordring som en fordring på sig. Kristendommen manifesterer sig ikke som kultur, men møder os i skikkelse af enkeltindivider, som sætter sig selv på spil i forhold til en samtid, som således stilles til regnskab. Kristendommen er her primært opfattes som kulturkritisk og aldrig selv som en del af kulturen.

Spørger man Kierkegaard om kristendommens betydning i verdenshistorien, kan man få det svar, at kristendommen ikke har haft nogen betydning, - ja, måske lige med undtagelse af slaveriets afskaffelse!

Han ser alene kristendommens betydning i verden ud fra den vægt, der lægges på det enkelte menneskes liv. At tale om Danmark som en kristen nation vil være at tage kristendommen forfængeligt. Ja, vil Danmark overhovedet eksistere som nation indenfor en kortere tidshorisont, det er han alvorlig i tvivl om. Nok kan han tale smukt om det danske sprog og det danske landskab, og det gør han selvfølgelig, fordi det er den givne virkelighed, som han lever i, men det nationale hysteri, som han ser for sig i samtiden, møder han med dyb foragt.

Når alt dette er sagt, så er der måske alligevel på en eller anden måde en basis for at kunne tale om en kulturforskel begrundet i kristendommen og netop en kulturforskel, som Kierkegaard præciserer, når han i sit skrift ”Kjerlighedens Gjerninger” redegør for, hvad den kristne tro forstår ved ordet kærlighed. Kierkegaard opererer ganske vist ikke i dette anliggende med forskellige kulturer. Han har en anden sprogbrug. Han taler om kristendommen til forskel fra hedenskabet. Alt, som ikke er kristendom, er hedenskab. Der ligger ikke noget odiøst i begrebet hedenskab. Det er alene at opfatte som udtryk for det, som er anderledes end kristendommen. Og det væsentlige bliver da, at hedenskabet og kristendommen forstår noget aldeles forskelligt ved ordet kærlighed.

Til forklaring af sagen tager Kierkegaard udgangspunkt i middelalderens ”overspændthed” i forhold til den seksuelle drift. I dag ville man i stedet for overspændthed sige seksualforskrækkelse. Kierkegaard anser den seksuelle drift som en ganske naturlig drift på linje med sult og tørst. Kristendommen tager ikke forargelse af en drift, som mennesket ikke har givet sig selv, siger han. Ved bordet slukker vi tørsten og mættes, og i ægteskabet skal driften finde sin tilfredsstillelse. Kierkegaard minder os om Paulus, der siger, at det er ikke godt at lide af brynde, derfor af sted til ægteskabet! Munkefromheden og nonnefromheden er vildspor, overspændthed. Konflikten er i kristendommen ikke mellem kødelig lyst og ånd, men konflikten er en ganske anden, og her ligger grundforskellen mellem hedenskab og kristendom.

Med kristendommen hævdes konflikten mellem selviskhed og selvfornægtelse som det aldeles afgørende i menneskelivet og det alene grundet i kristendommens befaling om at elske næsten. Når der er sagt, at du skal elske din næste er der indført en helt ny dimension, som hedenskabet ikke har kendt. Hedenskabet kender ikke næsten. Hedenskabet kender venskabet, hedenskabet kender elskov, den elskede. Hedenskabet kender sammenholdet i familie og nation, hedenskabet har således mange dyder, men hedenskabet kender ikke næsten, og det er forskellen mellem hedenskab og kristendom. Hvorfor nu det? Fordi kristendommen kalder hedenskabets forståelse af kærlighed for at være forkærlighed. Hedenskabet elsker alene vennen, den elskede, min landsmand. Det er forkærlighed, og forkærlighed er til syvende og sidst selvkærlighed. Venskab, og elskov og fædrelandskærlighed, ser udmærket ud, og er det også indtil det øjeblik, der er sagt: Du skal elske din næste. Så er der sagt, at du er forpligtet på kærligheden i ethvert møde med et andet menneske. Med denne befaling lægges der totalt beslag på dig. Du skal sætte dig selv til side for den andens skyld. Der gives ikke plads til særinteresser. Det er det specifik kristelige.

Så er spørgsmålet om denne afgørende forskel mellem hedenskab og kristendom, som Kierkegaard vil påvise, kan danne basis for at tale om den kulturkløft, vi taler om, når vi taler om kristen kultur og fremmed kultur. Har forskellen, som den her er skildret, sat sig på os i en eller anden forstand, så at den taler med, når vi forholder os i politiske og moralske spørgsmål? Kierkegaard nærede som sagt ikke høje tanker om kristendommens historiske betydning. Han koncentrerede alt om, at den enkelte indser rækkevidden af Vorherres fordring på os. Kierkegaard taler om noget, der gælder den enkelte og ikke noget, der lader sig omsætte i politik og moral. Men en af Kierkegaards kritikere, nemlig den kendte århusprofessor K.E. Løgstrup, drager en konsekvens af fordringen om at elske næsen, som giver et svar på spørgsmålet om kristendommens betydning for vort fælles tankesæt, ja, vor kultur.

Stillet over for det faktum, at flerkoneri i nogle kulturer er legalt men i vor egen strafbart, så vil vi dog ikke uden videre, siger Løgstrup, fordømme flerkoneriet, men spørge om, hvorledes konerne i flerkoneriet har det. Vi hæver os op over vort eget moralsæt i vor bedømmelse af et fremmed moralsæt. Det gør vi som en selvfølgelighed, fordi vi netop mere eller mindre bevidst ser næsten, før vi tænker over den regelbundne moral. Det ses ikke i andre kulturer. Der er således en grundfordring forud for al slags moral, og den grundfordring er indført af kristendommen med ordet ”næsten”. Der er med fordringen om at elske næsten sat et overordnet kriterium, som går forud for al moraldannelse. Holder denne betragtning stik, så kan der med en vis ret tales om et særkende ved den kultur, vi står i, og noget, som kan spores i vor politik og moraldannelse.

Om man så i egentlig forstand skulle kunne have ret til at kalde sig en kristen kultur, det er noget af et samvittighedsspørgsmål. Fornemmelsen synes vist snarere at være, at hedenskabet tager mere og mere over hos os, og selvkærligheden fremtræder aldeles uanfægtet.

Ja, i virkeligheden er sagen blevet vendt på hovedet, fordi der tales bevidst om menneskets ret i stedet for menneskets pligt. I kristendommen er du fordret og står på grund af fordringens rækkevidde i virkeligheden uden ret, men kun med pligt. Den tanke synes i stigende grad fremmed for den kultur, vi står i, så således er der ingen virkelig grund til at hævde sig selv som stående i en kristen kultur, og mange brave folk i samfundsdebatten protesterer da også imod en sådan tale, da de faktisk bevidst og erklæret foretrækker gudløsheden, hedenskabet. Og de mener virkelig at kunne nøjes med det.