Den danske arbejdsmarkedsmodel er udsat for disruption
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den danske arbejdsmarkedsmodel er under et stigende pres fra disruption i flere og flere brancher. Når vi for eksempel tager en uber, matches udbud og efterspørgsel i den digitale app, og chaufførens løn bliver en afledt effekt af, hvad markedet vil betale for en tur. Når udbuddet af chauffører stiger, falder prisen, uanset hvad der står i en overenskomst. I disse år kommer der apps til alting, lige fra taxikørsel til advokatydelser, og det er en udvikling, der næppe kan stoppes, hvorfor vi nu må vise rettidig omhu omkring selve arbejdsmarkedsmodellen.
Med den korte afstand mellem sælger og aftager af vare eller en ydelse, overflødiggøres både mange mellemled og mange mellemledere. Denne disruption og deleøkonomi kommer først og fremmest forbrugerne til gavn i form af lavere og mere gennemskuelige priser. Men hele præmissen for den højt besungne danske arbejdsmarkedsmodel fjernes også, da ydelsens pris - og dermed den ansattes løn - nu bestemmes i det digitale markeds ligevægtspunkt.
Historien er sådan set grundlæggende den samme, som vi for årtier siden så, da hele erhverv flyttede ud af Danmark. Hvis ikke vores udbud af produktionsomkostninger, til stor del løn, matchede hvad markedet ville betale for produkterne, blev der udflyttet til markeder, hvor sammenhængen mellem produktivitet og løn var til stede. Vær konkurrencedygtig eller forsvind.
Trods politikere ofte fortæller os, at hele verden ser på “den danske model”, og dermed fralægger sig ansvaret ved at henvise til arbejdsmarkedets parter for løndannelse, er netop dette under et enormt og vedvarende pres fra disruption i flere og flere brancher, hvis kollektive overenskomster trues af de nye apps.
De kollektive overenskomster i den danske model har tre meget fundamentale svagheder i det moderne marked. For det første er de produkter af en egoistisk kamp fra lønmodtageres side, hvor man prøver at presse sine rettigheder, så meget man kan, og ofte reagerer for sent og for reaktionært på den globale konkurrence man bliver udsat for, hvorfor det ofte slutter med, at brancher flytter helt væk. For det andet har “normalfordelingen” af lønninger så at sige en for lille standardafvigelse, på godt dansk forstået sådan at der ofte betales samme løn til ansatte, der ikke har samme produktivitet, da der aflønnes på en stor fælles overenskomst, i stedet for at belønne de dygtige og give de mindre dygtige incitamenter til at forbedre sig. For det tredje betyder den danske model, at individerne i samfundet søger mod den gode overenskomst, i stedet for at fokusere på at øge sin egen produktivitet, og dermed være reelt konkurrencedygtig. Det scenarie har vi set i stor udstrækning på de blandt andet de rigide spanske og græske arbejdsmarkeder med katastrofale følgevirkninger for størrelsen af den samlede økonomi, da det i et globalt marked blev tydeligt, at man langt fra var konkurrencedygtig. Selvom overenskomsterne naturligvis er endnu mere rigide i Sydeuropa, skal vi også i Danmark takle udfordringerne intelligent og i god tid, da det modsatte vil føre til både social slagside og manglende konkurrenceevne.
Den eneste vej ud af disruptionens problemer er reelt konkurrencedygtige og reelt produktive medarbejdere. En konkurrencedygtig medarbejder behøver ikke frygte disruption, da vedkommende ved, at han eller huns løn mindst svarer til, hvad køberen og markedet reelt vil betale, også selvom branchen er udsat for benhård disruption. Den løn, man vil få i applikationen, er så at sige den samme, som den man ville få på en overenskomst, fordi man har haft et reelt incitament til at øge sin produktivitet, i stedet for at lede efter gode overenskomster. Men den danske model betyder, at “den usynlige hånd” ikke spreder individerne ud til de mest produktive brancher,men derimod de mest lukrative overenskomster og dermed mindsker modellen incitamentet til at dygtiggøre sig, da man er for beskyttet af overenskomsten.
Politisk set er det nødvendigt at have nogle konkrete tiltag for at modarbejde dette. Selve løndannelsen bør i højere grad gøres fri af overenskomster, så folk søger mod produktive erhverv i stedet for at være i erhverv der godt nok har stærke overenskomster, men ikke er konkurrencedygtige for Danmark, og individerne skal dygtiggøre sig så meget som muligt, bakket op af politiske initiativer, der øger kompetenceniveauet markant, hvilket bør være det grundlæggende sigte i de økonomiske reformer i de kommende år i Danmark.
Når den usynlige hånd derefter gør sit langsomme men sikre arbejde med at fordele mere kompetente individer, fri af rigide overenskomster, vil den samlede produktivitet i Danmark langsomt, men dog meget stabilt, stige, da folk har større incitament til at dygtiggøre sig og være i produktive erhverv.
Det skattemæssige provenu af den forbedrede konkurrenceevne, der følger med forbedret produktivitet, bør i min optik bruges til at øge mindstelønnen, som bør være lovfæstet i et samfund, hvor disruption slår igennem, så meget som konkurrenceevnen tillader det på et globalt marked, samt endnu vigtigere bruges til at fritage så meget som muligt i bunden af indkomstskalaen for indkomstskat, hvilket øger reallønnen uden at mindske konkurrenceevnen, og har den positive effekt, at vi fjerner skat på arbejdsindkomst, som i fremtiden vil være et endnu mere uhensigtsmæssigt skatteobjekt.
På den måde øger vi faktisk indtægterne for de svageste i samfundet ganske betydeligt med en lovfæstet mindsteløn og markant mindre bundskat, og via kompensationsgraden (den procentdel af mindstelønnen, vi giver til kontanthjælp, dagpenge mv.) også for dem uden for arbejdsstyrken på overførsel, og lader samtidig den produktive del af arbejdsstyrken få en løn, der svarer til deres reelle kvalifikationer. Det er der råd til, hvis majoriteten af arbejdsstyrken har en produktivitet, der rent faktisk matcher deres løn og indtægt.
Dette vil stille Danmark enormt stærkt i den internationale konkurrence, da vores produktivitet vil stige stabilt år efter år, grundet overenskomster med rigide strukturers tilbagefald og stærkere incitamenter for dygtiggørelse, og det er præcis den positive spiral, vi skal ind i: Stigende velstand og lønninger der matcher vores produktivitet, og samtidig råd til et stærkt socialt sikkerhedsnet og god mindsteløn. Den omvendte negative spiral med stærke overenskomster og rigide strukturer er den farligste medicin vi kan give vores økonomi og konkurrenceevne, og så bliver der slet ikke råd til at tage hånd om de svage. Og det er trods alt stadig evnen til at tage hånd om de svage, der viser hvor stærkt et samfund og en model for arbejdsmarkedet virkelig er.