Velfærd er skiftet ud med middelmådighed
I Danmark ruller vi os i middelmådighed. Det velfærdssamfund, som vi bilder hinanden ind vi har bygget op er efterhånden smuldret væk i sin egen selvretfærdighed, og tilbage er der kun middelmådighed på alle niveauer. Jeg er borger og skatteyder i dette land. Herunder er nogle af mine oplevelser og observationer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når vi bliver født, er der ikke personale nok på fødegangen til, at den tryghed i fødslen, som vi skriver vi gerne vil have og give, er til stede. Personale med høje faglige kvalifikationer siger op i protest, og resultatet er kun, at de der er tilbage skal spurte endnu hurtigere og får – om muligt - endnu dårligere arbejdsvilkår.
Når vi kommer i børnehave er der ikke hænder nok. De pædagogiske ambitioner bliver byttet ud med at få en hverdag til at hænge sammen med et krav om at se det enkelte barn. De forudsætninger der skal lægges for vores børns videre færden og udvikling bliver mange steder kompromitteret af manglende ressourcer. For slet ikke at tale om et arbejdsmiljø for personalet, der langt fra kan være tilfredsstillende.
Når vi kommer i skole går det helt galt. Der skal inkluderes og informeres, dokumenteres og testes. Børnene skal puttes i kasser – gerne med en diagnose eller to. Inklusion kan være meget godt – hvis der er ressourcer. Det er der mange steder ikke. De store tabere er inklusionsbørnene, da de bliver mast ind i en form, som de jo netop ikke passer i, og der er ikke ressourcer nok til at støtte dem ordentlig undervejs. Alle børn er specielle og det er der ikke tid og ressourcer til at se. Forældresamarbejdet er stort set væk, da timerne til det ikke er tilstede hos lærerne. Den danske lærerstab er presset så hårdt at ambitioner og faglighed er skubbet bagud af nødvendigheden af bare at overleve som menneske i hverdagen. Hvad er årsagen til, at vi tænker, det er godt for vores børn?
Når vi skal ud i livet stilles ambitionen højt for uddannelse. Specielt ungdomsuddannelserne. Politikkerne har masser af ambitioner og gode argumenter og lader sig bestemt ikke distrahere af den virkelighed, der findes f.eks. på handelsskolerne eller hvad de nu hedder på smart dansk i dag. Når de unge kommer ud i virksomhederne – hvis de er så heldige at få job – så er der rent faktisk mange, der har været i skolepraktik på grund af manglende lærepladser. De ved således intet om virkelig virksomhedsdrift. Virksomhederne skal starte forfra med dem. Det har virksomhederne ikke brug for, råd til eller tid til. Derfor bliver de unge valgt fra. Ser vi på omkostningerne af en sådan uddannelse, kan vi godt diskutere, om de er spildt. Havde der været andre muligheder?
Når vi bliver gamle går vi direkte fra middelmådighed til lavmål. Virkeligheden for ældre medborgere, der ikke længere kan tage vare på sig selv, er helt ubegribelig. Hvad bilder vi os ind? Der er slet ikke hænder eller ressourcer nok. Det er helt almindeligt, at der på et plejecenter kun er én nattevagt til 25-30 beboere. Hvis nogle bliver syge – og det sker faktisk ret tit – så er der ingen til at hjælpe de resterende beboere. Nogle afdelinger kan tilkalde hjælp fra andre afdelinger, med den konsekvens, at den anden afdeling så ligger uovervåget. Det er utrygt og umenneskeligt. Både for personale og beboer. Personalet på landets plejecentre er på bristepunktet. De få, der efter en periode har magtet at holde liv i ambitionerne, søger ofte videre i uddannelsessystemet i håb om, at det må være bedre andre steder. Det er nok tvivlsom, hvis denne udvikling får lov at fortsætte. Jeg ønsker ikke at blive gammel og syg i Danmark. Tænk at skulle sige sådan.
Der er rigtig mange andre eksempler, jeg kunne have nævnt. Det er så trist. Vi bor i et land, hvor det kan sætte sindene i oprør, at vi ikke kan se dronningens nytårstale direkte, men hvor vi til gengæld ikke lader vores festhumør påvirke af de mange mennesker, der hver dag kæmper inde hos naboen for at få en tilværelse til at hænge sammen – uanset årsag. Dronningens nytårstale kan vi streame, når vi har tid – vi kan ikke spole tilbage og hjælpe naboen, når vi har tid. Det er nu, der er brug for hjælp.
Dette er ikke kun en diskussion om, hvordan vi behandler medmennesker, men et spørgsmål om, hvordan vi behandler hinanden. Er det virkelig sådan vi vil have det? Vil vi blive ved med at iagttage denne middelmådighed tage retning til lavmål, eller vil vi gøre noget ved det.
Jeg driver en virksomhed, og den bliver drevet efter princippet: først rugbrød – så kransekage. Vi har opgaver, som ikke er særlig prætentiøse men som er nødvendige for, at vi kan få virksomheden til at fungere – og smør på brødet. Så er der alle de sjove opgaver, men det er kun hvis der er tid og råd. Overlevelse kommer først. Tænk, hvis det var sådan i vores fælles samfund: først tager vi os af hinanden, og så bygger vi broer og kulturhuse bagefter. Tænk, hvis vi havde modet til at prioritere hinanden først …
I det private erhvervsliv har vi lært på den hårde måde, at vi får det, vi betaler for. Måske en læring det offentlige og politiske Danmark også kunne have gavn af at tage ad notam!