Fremtidens velfærd går via mindre bureaukrati og kloge investeringer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Frank Jensen, overborgmester, København | Jacob Bundsgaard, borgmester, Aarhus | Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense | Thomas Kastrup-Larsen, borgmester, Aalborg

I disse dage mødes politikere og embedsfolk fra alle landets kommuner til KL’s Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.

Temaet på mødet er ’Fremtidens Velfærd’. Et tema, der vel aldrig har været mere relevant i et år, hvor vi i Danmark kommer tæt på de 6 millioner indbyggere. I en tid, hvor vi bliver flere ældre. Og i en verden, hvor internationalisering kalder på en stærk folkeskole, hvor alle børn trives og bliver sendt videre til fremtidens arbejdsmarked med høj faglighed.

Dertil kommer en befolkning, der naturligt har stadig flere krav til det offentlige, og samtidig et begrænset økonomisk råderum, der nok har permanent karakter.

Det kommer hurtigt til at lyde som en opremsning af problemer. Men sådan ser vi det ikke. Vi ser det som en spilleplade, hvor der er muligheder for kloge og mindre kloge træk. Vi vil her pege på nogle af de træk, der har mest akut karakter i form af afbureaukratisering og kloge investeringer i indsatser, der skaber værdi for borgere og kommuner. Begge dele drevet igennem af offentlige ledere, der sikrer trivsel og rum til medarbejdernes faglighed.

Det er nemt at skrive men vanskeligere at brede ud i virkeligheden. På tværs af landets fire største byer har vi dog den fordel, at vi er enige om målet: Tryg velfærd for alle, såvel børn og ældre som mennesker, der i perioder har brug for støtte fra fællesskabet for igen at blive en del af fællesskabet.

Det første sted at starte er med afbureaukratisering. Altså mindre kontrol af de medarbejdere, der løfter velfærdsopgaverne. I kommunerne er det socialrådgiverne, pædagogerne, sosu-assistenterne, lærerne og andre faggrupper, der dagligt møder borgerne.

FTF har lavet en undersøgelse, der viser, at deres medlemmer i gennemsnit bruger en time om dagen på dokumentation. Overføres det til alle offentligt ansatte, svarer det til 60 mio. timer om året. Nogen dokumentation er naturligvis meningsfuld. Men en time pr. medarbejder om dagen kalder på en reaktion. Tænk, hvilket løft af velfærden vi kunne lave for de samme penge, hvis offentligt ansatte ”kun” brugte 30 mio. timer om året på dokumentation.

Vi er i alle fire byer opmærksomme på, at der er for meget af det unødvendige bureaukrati. Og vi er i gang med at afvikle det med udgangspunkt i blandt andet tillidsreformen og mere fokus på effekter frem for ydelser. Men vi er langtfra i mål.

For i kommunerne er der i dag desværre stadig eksempler på medarbejdere, der skal registrere dokumentation i flere parallelle it-systemer, medarbejdere, som skal dokumentere selv mindre detaljer, og anden overflødigt bureaukrati.

Derfor skal vi i tæt dialog med medarbejdere og deres fagforbund forme en klar velfærdskontrakt, der hviler på en fælles forståelse om, at vi som arbejdsgivere siger, at herfra skal det være slut med unødvendig kontrol. Mod at vores medarbejdere leverer den bedst mulige service.

For afbureaukratisering har det også betydning, at staten og kommunerne begraver striden om ansvaret for den unødige kontrol. Sandheden er, at ingen af os har noget at lade den anden høre. I stedet har vi et fælles ansvar for at tage skridtet fra skåltale til handling. Vi skal sammen sætte gang i afbureaukratisering, der sætter de offentlige medarbejdere fri til at udføre deres arbejde tæt på borgerne.

Der er flere steder, hvor regeringen kan gå forrest og sammen med kommunerne gøre arbejdsdagen mere ligetil for de offentligt ansatte. Der er i dag stramme regler for jobcentrenes samtaler med ledige. Det er samtidig et af de områder, hvor der er flest krav om dokumentation. Her er det oplagt, at staten inden for rammen af Frikommuneforsøg II giver blandt andet Aalborg Kommune tilladelse til, at kommunens medarbejdere i jobcentrene mere frit kan skræddersy samtaler til den enkelte ledige. For kun med friere rammer kan medarbejderne tilrettelægge den mest effektive indsats.

Boligområdet er et andet sted, hvor stat og kommune kan gøre meget sammen. Her har den seneste planlov gjort en forskel. Fordi der nu er bedre mulighed for at stille krav om almene boliger i nye byområder. Det er med til at modvirke opsplitning af samfundet og sociale problemer. Tilbage står udfordringen med at finde billige boliger til mennesker med færre midler – især flygtninge og mennesker ramt af kontanthjælpsloftet. Her er der omfattende regler, der forhindrer, at der lokalt kan etableres nye billige boliger, for eksempel uden elevatorer, i byområder. Med dispensation til billigere boliger kan regeringen med ét greb gøre det enklere for kommunernes medarbejdere at finde tag over hovedet til nogle af vores mest udsatte borgere. Det er på én gang afbureaukratisering, klog boligpolitik og tryg velfærd.

Skal vi nå målet om et mere stærkere velfærdssamfund, skal der dog mere til end afbureaukratisering. Derfor arbejder vi lige nu med såkaldte investeringsmodeller.

I Odense Kommune er det med budgettet for 2017 blevet muligt at investere op til 50 mio. kr. i at få flere i arbejde. Hver investering skal præsenteres som en business case for byrådet, der afgør, om der med investeringen er udsigt til at sænke udgifterne til dagpenge og kontanthjælp og frigøre midler til velfærd.

Det samme ser man i Aarhus Kommune, hvor man arbejder med investeringsmodeller på både sundheds- og beskæftigelsesområdet. Her har byrådet allerede flere gange investeret i virksomhedskonsulenter, der med succes har skabt jobåbninger til ledige.

Aalborg har på samme måde arbejdet med investeringsmodeller på beskæftigelsesområdet.

I Københavns Kommune har man oprettet en investeringspulje, hvorfra alle forvaltninger kan ansøge om at få midler til en investering, der kan betale sig hjem over maksimalt seks år. Trækket på puljen har været overvældende, og kommunens medarbejdere har spillet ind med idéer om blandt andet en tidligere indsats over for udsatte børn, som giver besparelser, når børnene når skolealderen.

De danske kommuner har under ét leveret effektiviseringer for mere end 10 mia. kr. siden 2010. Der er sparet og lavet smartere arbejdsgange – for selvfølgelig kan tingene gøres smartere i kommunerne.

Desværre er der risiko for, at de årlige effektiviseringer ender i brandslukning og gradvist udhuler kvaliteten af vores velfærd. For mulighederne for, at kommunerne for alvor kan investere klogt, er begrænsende.

De stramme økonomiske rammer, som kommunerne er underlagt, betyder nemlig, at der er ringe muligheder for at investere i ét år og hente besparelser i det næste. Eller at spare op i to år for til gengæld at have råd til ordentlig forebyggelse af problemer med alvorlige økonomiske og menneskelige omkostninger: langtidsledighed, boligudsættelser og tvangsanbringelser.

Her kan regeringen igen gå forrest og give kommunerne større rum til langsigtede effektiviseringer. Hvis vi skal have fremtidens velfærdssamfund til at udvikle sig i den rigtige retning, er det ikke tilstrækkeligt, at kommuner og stat bare taler og taler. Der skal handling til.

I landets store kommuner er vi i gang med kloge investeringer og afbureaukratisering. Vi kigger også indad og erkender, at der skal mere til.

Samtidig opfordrer vi regeringen til på samme måde at komme op i fart. For skal vi videre, kræver det regelændringer for at få mere afbureaukratisering og mest muligt ud af investeringsmodellerne.

I sidste ende handler det om, at alle skal kunne stole på, at deres folkevalgte leverer det, de er sat i verden for. Nemlig at skabe tryghed og udvikle den fælles velfærd.